Dagen hvor eventyret starter.
Vi tog hjem til Keylas forældre og spiste aftensmad før vi skulle i lufthavnen. Lidt startproblemer havde vi, idet vi havde glemte madpakkkerne i Husum og vi på vej til lufthavnen stødte ind i verdens hidtil længste cykeldemonstration, som totalt satte trafikken på pause.. I lufthavnen sagde vi farvel til vores familier. Det var lidt svært at være nærværende når man har en lang rejse foran sig. Det første fly gik mod Heathrow klokken 19.55. Vi var i Heathrow omkring klokken 22. Nu skulle vi bare finde den rigtige terminal for vores næste fly mod Lisabon, som gik næste morgen. Det var en lang nat i Heathrow, skønt vi fandt en god lille niche med stikkontakter, hvor vi heldigvis havde en adapter der virkede til, så vi kunne se en film før vi forsøgte at sove. Desværre viste vores priviligerede plads ved stikkontakterne at være et rent tilløbsstykke for diverse japanere der skulle have ladet deres elektriske udstyr op, hvilket gjorde det vanskeligt at sove.
Fredag d. 25/6-2010
En lang dag.
Klokken 6.00 engelsk tid, lettede flyet mod Lisabon efter lidt kamp med de engelske billetmaskiner. I Lissabon var flyet mod Caracas over 1½ time forsinket, selvom det efter oversigtstavlen allerede skulle være lettet. Sådan kan man selvfølgelig også prøve at holde fast i sin gode afgangs-statistik...
Til gengæld er der tale om et rent limousine-fly. Der er skærme til hvert sæde, benplads, puder, tæpper og højt til loftet. Flymaden er som altid en oplevelse, og slet ikke dårlig.
9 timer og 5½ tidszone senere, lander vi i Caracas. Den tropiske, fugtige luft er overvældende og minder os om hvor langt man vi må være hjemmefra nu.
I flyet havde havde vi fået nogle mystiske indrejsepapirer udleveret, hvor vi skulle lave detail-beregninger over samtlige værdier i vores bagage samt tage stilling til diverse mystiske ting, såsom hvor mange kikkerter vi ejede. Spøjst. Før vi nåede bagagen skulle vi indgive papirerne for enden af en helt overvældende kø. Heldigvis forsikrer Hugo Chaves med strakt arm, fra et kæmpemæssigt banner på væggen, at den evige frihed er kommet til Venezuela. Ikke just det indtryk den lange kø og de mystiske oplysninger om vores kikkerter gjorde...
Efter bagageudleveringen trådte vi ud i en ren heksekedel, hvor selv de officielle lufthavnsvagter forsøger at få lov til at veksle vores dollar sort. Vi får rullet rygsækkene ind plasticfilm, og sælgeren klistrer til os i håb om at vi også vil veksle sorte dollars af ham. Faktisk hjælper han os faktisk en hel del med at finde check-in og gebyr-kontor, som vi nok ikke havde fundet så hurtigt ellers. Vi tør dog ikke kvittere for hans hjælpsomhed med at veksle hos ham, da det vist nok er ulovligt.
Generelt er Caracas lufthavn svært uigennemskuelig og intet står på engelsk. Da vi endelig får betalt små uforudsete 500 kr. i lufthavnsgebyr, træder vi gennem to identiske sikkerhedstjek, hvor præcis den samme procedure med gennemlysning af bagage og metaldetektor foretages med 3 meters mellemrum. Begge maskiner er helt overbemandet med ansatte som tydeligvis bruger al deres opmærksomhed på at sludre med hinanden i stedet for at værdige scanneren så meget som et blik.
Flere papirer udfyldes, vi spiser tiltrængt arebas med carne mecheda. Vi opdager at Carmen og Cesars fly (keylas bedsteforældre) ikke er lettet endnu, selvom vi havde opgivet håbet om at møde dem. Vi finder deres gate hvor boardingen netop er startet. Efter noget tids leden og en stewardesse der ikke forstod problematikken, finder Keyla en steward som bringer et lille brev og en gave med ind til dem i flyet. Han kommer ud og fortæller at de er meget bevægede og kede af, at de ikke kunne se os. De var Keyla også.
Vi finder gaten til vores eget fly for enden af den kilometer lange gang, men umiddelbart før flyafgang opdager Morten ved et tilfælde, da han er ude på en lang benstrækketur til en anden ende af lufthavnen hvor den tilsyneladende eneste informationstavle findes, at gaten er blevet ændret. Sammen med et par andre rejsende haster vi en lille kilometer hen til den rigtige gate, hvor en propelmaskine venter os (Dash 8 – SAS's dødsflyver!). Turen går fint, og vi får små pakker med chips og kirsebær-æble-kemikaliesaft af stewardessen.
I Trinidad træder vi ud i noget der minder om drivhuset i Botanisk have, både hvad angår duft, luftfugtighed og temperatur. Fascinerende! Udfylder flere indrejsepapirer, og forsøger bedst muligt at gøre rede for hvor vi skal bo og hvad vi har i vores rygsække. Chaufføren fra hotellet henter os, og vi ankommer til et værelse med bad (yes!) og to dobbeltsenge. I løbet af natten kan vi vælge mellem stilhed og drivhusvarme eller kølighed og blæsende, larmende aircondition. Skønt med et bad efter 36 timers rejse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar