Piura og Lima (20-23 juli)

d. 20. (Piura til Lima)

Vores nabo skal åbentbart tidligt op, så han tænder fjernsynet på fuldt blus kl. 6 og går i bad. Da badeværelse ikke er i samme rum som fjernsynet, bliver han jo nødt til at skrue helt op, for også at kunne høre det imens han bader. Dejligt med betænksomme mennesker omkrig sig. Keyla forsøger først med blide bank og honningsmurt stemme at trænge igennem larmen for at få ham til at skrue ned. Morten er morgensur og da fredsforstyrreren ikke reagerer på Keyla forsigtige bank, står Morten ud af sengen og slår på naboens dør, så Keyla er bange for at den vil falde af hængslerne. Naboen får en velfjortjent skideballe, og skruer endelig ned for fjernsynet. Vi forsøger at sove lidt mere, men uden den store succes. Da vi skal tage en bus om aftenen imod Lima, bruger vi dagen på at gå rundt i Piura og ordne forskellige ting. Byen er fascinerende hektisk, men grundlæggende ret ucharmerende.
I trafikken gælder den stærkes ret, og som ”blød trafikant” er man ikke ret stærk. Bilerne kører, uden overdrivelse, én ned hvis man står i vejen (og det gør man altså også i fodgængerfeltet eller når man går over for grønt...). Der bliver ikke givet en millimeter, og Morten ser bl.a. en ældre mand som bliver klemt imellem en bus og en højresvingende bil. Det fascinerende er, at det sker i slowmotion. Både bilens og bussens chauffør har tydeligvis set den ældre herre, men da han befinder sig i ”fjendeland” (dvs: på asfalt), er han et lovligt road kill. Heldigvis ser det dog ikke ud til, at manden kommer slemt til skade.

Det meste af dagen bruger vi på hotellets restaurant, hvor vi sipper til lidt kaffe for ikke at blive smidt ud mens vi nasser på deres trådløse (og meget langsomme) internet for at fordrive ventetiden indtil bussen kører kl. 19.30

Bus-selskabet ”Cruz del sur”, vi skal kører til Lima med, er utroligt tjekkede.
De har en afgangsterminal der mest af alt minder om en lufthavn, og vi bliver videofilmet, kropsvisiteret og våbenscannet før vi får adgang til luksusbussen. Alting virker helt utroligt velgennemtænkt og velfungerende, og da vi har købt 1. klasses billetter, sidder vi godt i vores ”læderkabiner” i en lille rigmandsghetto i bussens stue-etage, godt distanceret fra virkeligheden og pøblen. Der er internet (som dog ikke fungerer – men alligevel!) i bussen, og den bliver konstant GPS-sporet af et sikkerhedscenter som rykker ud hvis den foretager nogle u-autoriserede stop. I bussen sover vi rigtigt godt, faktisk bedre end på de fleste hoteller, og næste morgen vågner vi et par timer før vi når Lima.

d. 21. (Lima)

Keyla forsøger at overdøve bussens ”vågn-op-musik” med en fødselsdagssang til Morten, og Morten prøver at ignorere Keyla imens han læser det sidste og mest spændende kapitel i Harry Potter. I Lima bliver vi af busselskabets egen taxa, kørt til et 5-stjernet luksushotel vi i forvejen har bestilt. Det er meget overdådigt, en helt lille lejlighed med sofa-arrangementer, køkken-alrum, soveværelse med ”biograf-fjernsyn” og stort badeværelse med ovenlys. Det hele føles dyrt og eksklusivt, selvom det efter europæiske forhold er billigt.
Vi tager indtil byen i en taxa, og går rundt i det centrale koloni-stils-Lima resten af eftermiddagen.

Fra Lima

Til sidste køber vi entre til et munkekloster fra 1500-tallet, men desværre bliver vi tvangsindlagt til en 60 minutter langt guide-tur på spansk, som slet ikke tillader de besøgende på at dvæle ved de mange spændende detaljer. Turens højdepunkt er et besøg i katakomberne under klosteret, hvor der ligger skeletter fra mindst tusindvis af mennesker. Da vi har set nok skeletter og kranier sniger vi os væk fra gruppen og mod udgangen. Her finder vi en taxa i myldretidstrafikken, som vi tror kan bringe os hjem til ambassade-kvarteret, hvor vores hotel ligger. Taxachaufføren vil have lidt ekstra ”soles” for turen, da han siger, at han er lidt usikker på vejen. Efter 1 time og 25 minutters kørsel, må vi give ham ret. Faktisk er han det man kalder ”nef”... selv hovedvejene kan han ikke finde rundt i, og Keyla ender med at guide ham udfra et lille kort i Lonely Planet-bogen. Da vi har aftalt en fast pris med ham, og han ikke vil have flere penge da hans sætter os af, må vi konkludere at der er tale om oprigtig, ærlig inkompetence og ikke blot fuskeri. En tilsvarende taxatur må have kostet tusindvis af kroner i Danmark...

Da vi er kommet ret sent hjem på hotellet, dropper vi fødselsdagsmiddagen på Sushirestauranten ”Osaka”, og Keyla køber lidt lækkerier i supermarkedet som vi spiser i lejligheden.

Fra Lima

d. 22. (Lima)

Vi har sovet formidabelt. Som vi aldrig har sovet på vores tur. Helt stille og mørkt og her er en let dundyne og behagelig madras. Hverken kirker, fugle eller bilalarmer har forstyrret os – noget må være galt...

Vi vågner derfor udhvilede og klar på dagen strabasser. Vi vil tage til "turistkvarteret", Miraflores. Før vi tager afsted får vi bragt morgenmad op på værelset – lækre boller, marmelade, frugter, hjemmelavet juice, kaffe osv...
Uden for vores stue-vindue har vi en due, som kan fløjte indledningen til Sinatras "New York" (og den starter tilmed først, efter at vi er stået op.... dygtig due!)

I Mariflores finder vi nogle flere Harry Potter bøger til Morten og guidebøger til Brasilien. Ud over boghandelen, finder vi også et stormagasin hvor Morten får sin forsinkede fødselsdagsgave: en klippemaskine, så han få militær-frisuren tilbage.

Miraflores strækker sig ned til kysten, og ender brat ud til en 50 meter høj klippeskrænt, hvorfra man kan se ud over stillehavet. Det er dog temmelig tåget.

Fra Lima

I modsætning til de andre større byer vi har været i, minder Miraflores-kvarteret i Lima faktisk om en rigtig europæisk storby a la Barcelona, der er både højhuse, parker og rigtige forretninger. Guidebøgerne omtaler ellers Lima som en meget snavset, støjende og kriminel by, så vi er meget positivt overraskede. Vores erfaring er efterhånden også, at vi meget sjældent er enige med guidebøgernes vurdering af dit og dat...

Ud på eftermiddagen tager vi en taxa tilbage til hotellet. Taxachaufføren er meget interesseret i at snakke, så Keyla får ”spansket” en hel del, og vi ender med at aftale, at chaufføren vil køre os rundt i byen dagen efter og vise os hvad man bør se (for under 40 kr. i timen...). Ud over at være snaksagelig, kan han også finde vej, så vi kommer tilbage på hotellet stort set uden at fare vild.
Vi har besluttet os for at gennemføre gårsdagens kuldsejlede projekt (ja, stædige og udholdende er vi!): at spise på Osaka. Før vi tager afsted får Morten klippet sit hår med fødselsdags-maskinen, og Keyla ser bedrøvet til mens lokkerne falder i vasken.

På vej til restauranten farer vi vild og ender med at snakke med en flink kondiløber, der følger os hele vejen frem til restauranten. Den bedste måde at komme i kontakt med lokalbefolkningen er nu engang at fare vild...
Osaka er en japansk high end restaurant med peruvianske twists, og hele setuppet og maden er lidt mere fornem (og dyr...) end vi havde forventet. Vi får forskellige slags sushi-ruller og en anretning udelukkende bestående af rå fisk og skaldyr. I modsætning til de sushiruller vi selv før har lavet, er der virkelig tale om håndværk, eller måske ligefrem kunsthåndværk.... Det er uden tvivl det bedste måltid vi har fået i Sydamerika indtil videre!
I morgen tager vi en natbus til Arequipa, hvor der skulle være flotte bjerge og kløfter samt en del udflugtsmuligheder.

Cuenca (18-19. juli)

d. 18. (Cuenca)

Hostallet vi sover på ligger desværre lige ved siden af Cuancas største kirke, som starter kampen imod syvsoverne allerede kl. 6:30. Hefter bimpler klokkerne i 2-3 minutter nonstop med et kvarters mellemrum resten af formiddagen. Livet som (eller: iblandt) troende skal være som at gå op af bakke hele livet!

Vi bruger dagen på at gå rundt og se Cuenca i det smukke vejr, og vi får næsten solskoldninger a la Tobago. Desuden køber vi billetter fra Cuenca til den peruvianske by Piura, således at vi kan komme over grænsen. Vi ender med at købe flere sæt busbilleter, da vi læser på internettet at vi har valgt den værste, ubehageligste, mest korrupte og kriminelle grænseovergang i hele Sydamerika. Efter at have købt de billetter som skulle være mest sikre og problemløse, tager vi tilbage på hotellet og køber busbilletter videre fra Piura til Lima.
Om aftenen spiser vi på en restaurant, som på forsiden af spisekortet annoncerer, at de ikke vil servere mad for George W. Bush, Hugo Chavez og Manchester United fans. Efter middagen kan vi konkludere at fornævnte måske heller ikke er gået glip af det store...

Fra Cuenca

d. 19. (Cuenca til Piura, over grænsen til Peru)

Da bussen kører allerede kl 7.15, snyder vi kirkesamfundet og står op før klokkerne ringer. Turen til Huayaquilla er fantastisk smuk, men også den mest ubehagelige indtil videre, da vi kører på smalle grusveje ud til dybe kløfter. Der er ikke mange centimeter ud til kanten og buschaufføren lader ikke til at tilpasse sin kørestil efter situationen. Da vi møder en lastbil der skal passerer er vi nødt til at bakke tilbage af den smalle grusvej med døden på vores venstre hånd. Heldigvis var det lastbilen der skulle passerer uden om os.

Fra mod piura

I bussen snakker vi med en englænder der har rejst alene rundt i Ecuador i nogle måneder. Han er teknisk 3d-designer i New Castle og har ikke læst om døds-grænsen der venter os.

Vi skifter bus til det såkaldte ”CIFA” der har specialiseret sig i tryg grænseovergang ved Huayaquilla, før vi vi når grænsen. Bussens vinduer er så snavsede at man næsten ikke kan se ud ,og der lugter fælt af urin og sved. Dog er grænsebyerne helt ufatteligt forarmede og grimme, så den manglende udsigt er egentligt meget belejlig. Bortset fra forskellige mennesker der alle vil have fat i vores pas for uofficielt at hjælpe os gennem den lange kø, går grænsekrydsningen dog rimeligt udramatisk, og vi kommer på bussen til Piura igen. Landskabet mellem grænsen og den peruvianske by Piura er vist det der hedder ”Wasteland” på engelsk. Det er ørkenagtigt, men alligevel ikke så charmerende og eksotisk som ørken.

Ankomst til Piura omkring kl. 19 er ret hektisk, der er mennesker og travlhed over alt. En taxa bringer os til et hotel vi har fundet i guidebogen. I taxaen er også et ecuadoriansk kærestepar fra Quito, som Keyla snakker med, og bla. får en kontakt i La Paz.
Hotellets personale vil gerne være fine og udstråle eksklusivitet. Mest består det dog i at opføre sig arrogant og uinteresseret over for kunderne.... Hotellets restaurant byder på nogle ekstremt salte og gennemstegte fisk.
Vi vil egentligt gerne sove tidligt, men vores nabo har skruet sit fjernsyn op på højeste blus, og rummene er virkeligt skidt lydisoleret. I løbet af natten slukker fjernsynet dog, og vi falder i søvn.

Banjos (13.-17. juli), og lidt Guyayquil

d. 12 (Guyaquil) .

Fra Guayaquil

Vi står op efter at have ”gynget” hele natten, spiser en minimal morgenmad, får skrevet blog, og tager imod busstationen i Guyayquil hvorfra vi vil finde en bus til Baños.
Baños ligger oppe i bjergene, ca. 7 timers kørsel væk og er udgangspunkt for diverse ture (cykling, trekking og vulkan-kikning).
Vi vil prøve at komme til busstationen med offentlige transportmidler. Men da vi endelig stiger op i bussen vi har fået anvist, viser det sig, at de dollars vi vil betale chaufføren med, er Trinidad-Tobago-Dollars. Vi har ikke andre, så vi må hoppe ud igen. Heldigvis er der et storcenter i nærheden hvor vi køber to Mac-florry (med Oreo!). Dejligt endeligt at få noget vestligt, maskinfremstillet kemikalie-mad. Da vi har spist isen og efterhånden kender storcenteret ud og ind, drister vi os ud i det kollektive trafikkaos igen og der går ikke længe før vi finder bus 121. Buschaufføren mener dog, at vi er hoppet på den forkerte bus, så vi når kun at tage bussen 20 meter. Nedslukte må vi give op, gå tilbage til centret og tage imod en venlig taxachauførs tilbud (som vi ellers lige havde afslået) om at tage os til busstationen.
Busterminalen er super tjekket (faktisk langt mere tjekket end deres lufthavn), så vi får hurtigt købt billetter til bussen der afgår 2 etager over os.
Busturen varer 7 timer og vi kører i en pimpet bus der ligner noget fra TV-programmet ”pimp my ride”. Desværre bliver det mørkt efter et par timer, så da vi når op i bjergene, kan vi ikke mere se hvor vi kører. Undervejs stopper bussen i næsten alle de små byer vi passerer for at lukke sælgere af forskellige uhygiejnisk gadeslik ind og ud. Det er virkeligt en irriterende skik, som vi godt kunne have været foruden. På en senere bustur kommer en meget officielt udseende herrer ind og viser store farvebilleder af tarmkræftpatienter for at sælge noget vidunderpulver der er godt for fordøjelsen...

Fra Guayaquil

Vi kommer sent frem til Baños, og egentligt har vi besluttet os for at finde et af de mange hostals der er nævnt i vores Footprint-bog. En ældre og lidt insisterende dame får os overtalt til at følge med sig, for at se de rum hun udlejer. Damen hedder Mercedes og snakker som et vandfald, mens Keyla prøver at oversætte lidt for Morten.

Rummet vi kan leje er en del af en større lejlighed, som Mercedes lejer ud, og for at udvise venlighed begynder Mercedes at gøre hele lejligheden rent, så det bliver ret sent før vi endelig kommer til at sove.

d. 13. (Banos)

Vi bliver vækket tidligt at korsang fra kirken lige på den anden side af gaden. Meget hyggeligt, men det havde nu været lidt hyggeligere et par timer senere. Lidt fra lejligheden (som vi deler med et israelsk kærestepar, opdager vi) ligger en lille bager, hvor vi henter et par croissanter og går ud i byen.
I modsætning til Quito og Guayaquil er Banjos mere en ”rigtig by”, hvor husene har mere end to etager. Ydermere er byen stille og virkelig hyggelig. Rundt om kan vi se op på bjergene og de mange informationsskilte om vulkanudbrudstilflugtssteder minder os om, at én af dem må være en vulkan. Selvom Morten efter den første lille gåtur, tigger om en formiddagslur, i stedet for en formiddagstur, får Keyla ham afsted. Vi går op til et udsigtspunkt, hvor man kan se ud over byen og angiveligt skulle kunne se lidt til vulkanen.

Fra Banos

Da vi kommer ned fra bjerget, aftaler vi at lave aftensmad med vores samboere. Morten bliver efter bjergbestigningen belønnet med en lang og dejlig eftermiddagslur.
Vi laver en grøntsagstuvning, med David og Ravit fra Tel Aviv. De introducere os til den fantastiske grønthandel, hvor avocadoerne er på størrelse med vandmeloner og vandmelonerne på størrelse med....
David og Ravit skal rejse rundt i Sydamerika i seks måneder sammen. De er begge lige blevet færdige med deres treårige værnepligt. Vi skyder en flaske vin i puljen og de blander nogle dårlige drinks af noget meget lokalt og meget stærkt sprut, som man skal bruge et hemmeligt kodeord for at købe på det lokale marked. Næste dag vågner vi op helt nøgne uden vores rygsække, og David og Ravit er ikke længere i lejligheden. Ej det er gas....!

Vi forsøger at lære et israelsk kortspil (”Zarnig” vistnok”) af David og Ravit, og det lykkes delvist, selvom vi føler os lidt omtåget af vinen og den ukendte lokalsnaps som slår hårdt efter mange dages afholdenhed :-).

Det er rigtigt hyggeligt med de to israelere, og vi får tips om jungletur i Tenna (som vi dog aldrig kommer ud på) og snakker om Israel og Danmark. Uden for vinduet kan vi høre noget der mindre om en lille gadefest med lidt taler og musik, og vi konkluderer at der må være en lokalpolitiker som forsøger at samle opmærksomhed omkring en sag.

d. 14. (Banos)

I dag har vi besluttet os for at leje mountainbikes hos Mercedes veninde Nancy. Hos Nancy får vi cykler, kort, hjelme og reparations-kit. Vi vil køre ned gennem ”vandfaldsruten”, som er en tur ned gennem dalene, hvorfra man meget mageligt kan stoppe en bus for at komme op til Baños igen. Egentlig har vi glædet os til at få lidt motion, men vi får stort set kun brugte bremse-musklen...
Udsigten er utroligt flot mens vi kører, der er vandfald, dybe grønne dale og bjergtinder. Den lette regn, gråvejret og de grønne, stejle dale gør stemningen helt norsk.
En del af tiden kører vi på hovedvejen sammen med den almindelige trafik, hvilket føles lidt dristigt.

Fra Banos

Efter lidt over en times kørsel når vi til ”Rio Verde”, hvor Mercedes har sin ”restaurant”. Her inviterer hun os på juice og hendes konge-ret: Empanadas med banan og chokolade... De næste par timer får Keyla snakket ufatteligt meget spansk, mens Morten forsøger at se indlevende ud, uden at fatte hvad madammerne pludrer om. Mercedes laver heldigvis nogle ufatteligt lækre juice og andre ting Morten kan distrahere sig med imens.

Fra Banos

Mercedes fortæller, at det var Ecuadors præsident, som besøgte Baños aftenen før. Det var altså dén lokalpolitiker vi havde hørt snakke foran vores vindue i går. Obama og Bush: Læs og lær!

Da emnerne er ved at være udtømte, lader vi vores grej stå i Mercedes biks og går ned til ”Djævlevandfaldet”. Turen er stejl og går gennem noget, der næsten er jungle. I bedste Indiana Jones stil er der forskellige ruinrester (som viser sig at være efterladenskaberne fra et mislykkes vandkraftværk i 1950'erne). I bunden af dalen går vi ud på en hængebro og ser op på vandfaldet – det tager virkelig kegler, og lyden trykker i brystet, Det viser sig, at man bogstaveligt talt kan komme helt ind under det for et mindre gebyr, hvilke vi beslutter os for. Da fælden er klappet og dollarsedlerne udvekslet, og Morten kan se hvad han er gået ind til, får han kolde fødder, og beslutter sig at holde vagt ved stien imens Keyla gennemfører missionen. Man skal kravle op gennem en smal grotte som er under 1 meter høj, imens man har ”Djævlepølen” på venstre hånd (ca. 50 meter ned til et brusende ”hul” af noget der ligner kogende vand). Herefter kommer man op til vandfaldets start. Keyla forsøger at dokumentere missionen, men billederne bliver aldrig så dramatiske som virkeligheden. Det er en fed oplevelse at stå under vandfaldet og være sejere end Morten.

Fra Banos

Vi går op gennem dalen til Mercedes (og passerer en fotograf der tilbyder portrætfotos i selskab med en kæmpe anakonda...altså en rigtig én af slagsen), henter vores grej og cykler lidt videre ned gennem dalen for at finde en bus.
Busserne vil ikke standse, så vi ender på laddet af en bananbil. Heldigvis kører chaufføren pænt i forhold til Ecuadoriansk standard, men alligevel føler vi os ret udsatte på det åbne lad. Hver gang vi kører gennem en tunnel får vi vanddryp i hovedet, hvilket klart øger følelsen af authencitet.

Fra Banos

Hjemme i Baños finder vi et marked, som dog desværre er ved at lukke. Vi når dog at købe lidt forskellige frugter og grøntsager. I supermarkedet køber vi kæmperejer og frisk persille til et romantisk to-personers måltid, nu, da vi endelig har lejligheden alene efter israelerne er taget videre.
Da vi har lavet mad, kommer Mercedes meget belejligt forbi, for at se hvordan det går og får at gøre et mere attraktivt og kirke-sikkert rum klar til os. Vi inviterer hende med til middagen, og Keyla og Mercedes får pludret nogle timer mere, mens Morten underholder sig med hvidvinen og fluerne i loftet.

d. 15. (Banos)

I løbet af natten har Keyla været dårlig, men heldigvis er det ikke vedvarende. Haner har desværre galet og bilalarmer tudet, lige indtil en håndværker kommer tidligt for at ordne varmtvandsbeholderen som har givet problemer. Godt vi fik det stille værelse...

Fra Banos

Vi tager ud i byen for at finde et sted der har Wi-fi-internet. Det lykkes ikke, selvom vi leder hele formiddagen, og vi er lidt nedtrykte og trætte, så vi tager en land eftermiddagslur før vi står op og begynder at tænke over aftensmaden. Inden da lykkes det os dog at finde en cafe med internet, hvorfra vi får Skypet og spist tomatsuppe. Til aftensmad laver vi fæle burgere med kilovis af guagamole.. wrr....wrrr...
Mens vi spiser beslutter vi os for, at vi i morgen vil lave noget aktivt så der sker andet end spisning og sovning i vores ferie.

d. 16. (Banos)

Igen har vi sovet dårligt på grund af alverdens larmende dyr, bilalarmer samt en ødelagt madras. Selvom livet er hårdt, beslutter vi os for alligevel at gennemføre dagens planlagte program: Vi vil leje mountainbikes og køre ned af bjerget igen, men denne gang lidt længere til vandfaldet Machay (hvori man også skulle kunne bade).
Da det igen er ”cykeldag” bliver det gråt og støvregn, men turen er nu fin alligevel. Vi suser ned gennem dalen, og vinker til Mercedes (for ikke at falde i snakkefælden) før vi triller videre mod Machay. Umiddelbart før vi når frem punkterer Keylas bagdæk, og vi går de sidste 10 minutter langs landevejen.
Konceptet i Machay er, at man stiller cykler/biler/fartøjer og krydser ned over en stejl dal-side for at komme til floden og vandfaldet. Selve hovedfloden er brunere end kloakvand og ligner til forveksling den væske, som vi afleverede litervis af i Quito og på Galapagos.
Heldigvis er de vandfald som løber ned i sidefloden stadig rene og flotte, så vi tænker at den brune farve må være et produkt af menneskelig forurening fra byerne langs floden.
Selve badestedet er dog desværre ved at blive renoveret, så vi går lidt rundt på stierne og betragter vandfald og turister i stedet. Keyla glider på en af de glatte stier og er ved at tage en lokal turist med i faldet.

Fra Banos

Oppe ved hovedvejen trækker vi cyklerne imod en busholdeplads som angiveligt skulle være rundt om det næste sving. Her får vi cyklerne smidt bagi en ”bus”, der dog er en lastbil med træ-bænke sømmet fast på laddet... Faktisk virker køreturen endnu mere dramatisk og dristig end vores tidligere tur bagpå bananbilens lad. Vi letter 10-15 cm hver gang anhængeren kører over et bump (dvs.: hele tiden).
I Baños finder vi El Jardin (cafeen med tomatsuppe og internet), og tjekker lidt mails og planlægger det næste stykke tid af vores ferie. Vi beslutter os for, at tage til Cuenaca på Keylas fødslesdag og herefter imod Peru. Billetterne til Cuanca får vi købt før vi tager hjem og laver mad og pakker. Morten stikker af fra indkøbet og forsøger at finde en gave til Keyla.

d. 17. (Keylas b-day, Banos til Cuenca)

Keyla vågner tidligt med fødselsdagsfeber, og går til de lokale varme kilder for at prøve de berømte bade som byen er opkaldt efter. Selvom klokken kun er omkring syv, er badene allerede helt fyldt med mennesker. Egentligt er der bare tale om en lille udendørs svømmehal, så Keyla er ikke dybt imponeret. Tilbage i lejligheden lægger Keyla sig i den dybeste rævesøvn, så hun han blive vækket med fødselsdags-brummen af Morten. Efter Morten har fået liv i Keyla laver vi fødselsdagsmorgenmad og åbner gaver før vi tager afsted til busstationen. Keyla får et halstørklæde og en lilla bluse i lokal stil, og bliver rigtigt glad.

Fra Banos

Busturen er en oprivende oplevelse, da buspersonalet rent ud sagt er nogle møgsvin og røvhuls-huller. Da vi skal skifte bus, nærmest nægter personalet at fortælle os hvor vi skal gå hen og hvilken bus vi skal tage (selvom billetter vi har købt dækker begge ture). Desuden forsøger de at stikke af med vores rygsække efter de har forsøgt at inddrage begge vores billetter. Keyla finder sine vredeste spanske termer frem mens Morten overvejer en mere fysisk strategi, men heldigvis er Keylas verbale tordenvejr nok til at få banditterne til at makke ret.
Bussen vi skal over i, er kørt, så vi venter længe blandt høns og indianere på en ny. For fjerde gang bliver vores billet ændret, uden vi helt forstår meningen. Bussen vi kommer på er fuldstændigt overbooket, så vi må dele et sæde de første par hundrede kilometer imod Cuenca. Keyla forsøger et par gange at spørge om vi mon kan få en plads, da vi trods alt har booket billetterne i forvejen, og får hele tiden at vide at der kommer pladser om ”fem minutter” (hvor så end, de pladser skal komme fra...). Vi ender dog med at få pladser da nogle af de andre passagerer er stået af, og kan nyde den utroligt flotte udsigt i bjergene omkring os.
I Cuanca, hvor vi er fremme omkring kl. 20, får vi en taxa og finder et stille (tror vi) hostal i et gammel koloni-bygning med en for stilen stor, karakteristik indre gård. Hurtigt kommer vi af med bagagen, for at gå på mexikansk restaurant og fortsætte fødselsdagsfesten. Vi får rigtig god chokoladekylling, som dog er rigeligt stærk, og Keyla forspiser sig, og slår en række bøvser der ville have gjort selv en sømand forlegen.

Nye billeder

Så er

o) De sidste billeder fra Galapagos
o) Billeder fra Guyaquil
o) og billeder fra Banos
o) og billeder fra Cuenca
o) og Lima

lagt op

LINK

Eller.
http://picasaweb.google.com/morten.karlsson?fgl=true&pli=1

Billeder opdateret (12. juli)

Nu har vi fået uploadet de fleste af vores billeder

o) lidt flere billeder fra Trinidad og Tobago

o) Billeder fra Quito

o) Omkring 1/3 af billederne fra Galapagos.


Alle billederne findes her:

http://picasaweb.google.com/morten.karlsson

Galapagos

7.Juli (Fra Quito til Galapagos)

Fra Galapagos

Keyla har fået det bedre, men er stadig ikke helt på toppen. Dog er hun blevet væske-tæt igen. Dagen starter med lidt optræk til dramatik fordi damen med koden til den safety box vores pas er låst inde i, ikke ser ud til at komme på arbejde... Heldigvis kommer hun i sidste øjeblik, og vi bliver hentet af Ecuadors svar på ”Brian Benzin”. Fyren har gejlet sin taxaslæde med alt hvad man kan få at mystisk ekstra-udstyr: Elektriske duft-maskiner, blinkende farvede lamper ude og inde, et hav af pynte-antenner på kølerhjelmen, de vildeste alu-fælge, mini-dvd-afspiller, eftermonteret træ-gearknop osv... Faktisk er det svært at se ud gennem forruden for alt det mærkelige ekstra-udstyr der er monteret. Batmobilen får bragt os til lufthavnen, hvor vi venter en del timer foran et defekt informationsskilt der bliver ved med at bedyre, at det er absolut sidste udkald til vores fly. Det skal vi bare ignorere, fortæller lufthavnspersonalet os...

Vi når frem til Galapagos, og opdager til vores store skræk, at vi skal dele yacht med en dansk familie. Æv... så skal man jo pludselig til at omtale sine medmennesker pænt igen, hvilket ellers er en vane vi helt har fået lagt væk. Heldigvis har vi jo vores egen kahyt vi kan trække ind i, hvis ikke vi kan undertrykke lysten længere. Kahytten er lille-bitte, faktisk så lille så vi ikke har et billedet af den. Toilettet kan kun skylde ud en gang imellem, hvilket viser sig at blive ekstra problematisk for os de kommende dage...
Vi skal være 4 nætter og 3 hele dage på yachten, hvor vi skal sejle rundt til forskellige små naturdestinationer, snorkle og gå ture med vores guide og de 12 andre passagerer på båden ”Daphne”.

Fra Galapagos

Da vi kommer ombord på båden får vi varm frokost, før vi hurtigt tager afsted til den første destination, ”Bachars Beach”. Vi bliver sejlet ind til stranden i en gummibåd (”Dinghy”), og foretager en såkaldt ”Wet Landing”(man får våde fødder). Her er det flotteste krystal-klare vand og rød-blå krabber, pelikaner og leguaner. Efter nogle timer bliver vi sejlet tilbage til yachten, hvor vi prøver at fordrive tiden på båden (og kommer i tanke om, at vi har skiftet tidszone) indtil aftensmad og ”briefing” (dvs: information om næste dags program). Vores guide synes at vi skal komme hinanden lidt ved, og igangsætter en præsentationsrunde efter briefingen. Vores medpassagerer består af en dansk familie på 4 (som også bor i Husum!), et canadisk kærestepar, en amerikansk-boende peruvianer der er flygtet illegalt til USA som 6-årig (en meget rørende og dramatisk fortælling om hvordan han og hans lillebror gemte sig i et bildæk), en schweizisk skolelærerinde, en califonisk alene-bagpacker og så Walter, en ecuadoriansk ældre utrolig sød og meget genert herrer, der har besluttet sig for at rejse ud og se verden, efter han er gået på pension.

Maden er virkelig lækker på båden, og vi er fascinerede over, hvordan kokken kan få kreeret noget som helst, fordi båden det meste af tiden gynger så meget, at det er svært at holde sig oprejst. Efter maden skal vi sejle (det er umuligt at lave andet end at ligge i sin køje når båden sejler), så vi lægger os op i kahytten og ser en af Ranes film mens vi guffer søsyge-piller. Det er en gyserfilm om en kvinde, der forliser med sine venner på en sejlbåd, og kommer til at slå dem ihjel. Meget virkningsfuldt at se netop dén film ombord på yachten...


d.8. juli (Galapagos)
Der er morgenmad kl. 7.00, og kl. 7.45 starter dagens første tur, der går til Espanola, en ø hvor der er søløver, leguaner, og fugle. Dyrene er helt utroligt tamme, faktisk kan man røre dem hvis man vil (desværre må man dog ikke). Ifølge guiden er de aldrig blevet bange for mennesker, fordi de aldrig har oplevet os gøre dem fortræd. Det lyder lidt usandsynligt synes vi – men uanset forklaringen er de i hvert fald tamme (vi spekulerer i, at turistbureauet har sendt en morgenmand ud for at bedøve dyrene før turisterne bliver sat i land....). Landskabet er meget ”råt” og ”vulkanagtigt”, men på sin egen flotte måde.

Vi bruger ca. 2 timer på at gå de 900 meter med flokken og guiden der konstant snakker. Egentligt ærgrer det os lidt, at man ikke kan få lov at være lidt mere på egen hånd. Vi føler næsten, at vi er på børnehavetur i zoologisk have, hvilket jo tager en del af charmen fra det ellers fantastiske sted. Desværre viser det sig at være det gennemgående koncept gennem de næste dage.

Fra Galapagos

Efter land-turen sejler vi nogle timer og spiser frokost, før vi skal dybvands-snorkle.

Snorklingen er helt fantastisk, vi ser kæmpe havskildpadder, rokker, papegøjefisk og tredimensionelle undervandslandskaber. En af vores medpassagerer har et undervandskamera med, som vi får nappet nogle billeder fra.
Vandet er ret koldt, og selvom vi har våddragter på, er det svært at holde varmen i den time som der er sat af til snorklingen. Over vand bliver vi fulgt af to gummibåde, og i vandet har kaptajnen fra båden gjort os selvskab. Han er virkelig dygtig til at opsnuse de spændende dyr, og er i det hele taget meget energisk. Herligt.
Efter snorklingen får vi en lynpause til at skifte tøj, før vi bliver sat i land igen og skal gå dagens sidste tur, der går til en søløvekoloni. Søløverne er fuldstændigt frygtløse, og bøvser, prutter, nyser, hoster og brøler. Ligeså elegante de er i vand ligeså u-elegante er de på land. Det er helt surrealistisk at kunne vade rundt imellem dyrene, som bliver ligger og daser i sandet.


d. 9 – 10 juli (Galapagos)
De kommende dage går med snorkling, gåture, og spisning på båden. Fredag nat og frem til søndag morgen bliver Morten syg – tilsyneladende den samme maveinfektion som Keyla allerede har haft. Kombinationen af en ekstremt gyngende båd, opkast, diarre og et små-kummet toilet der kun undtagelsesvist vil skylde ud, er ikke for småbørn. Toilettet kan med den rette teknik chokbehandles med en vandfyldt frysepose, således at det spiser op. Når dette undtagelsesvis lykkes for os, giver det en sejrsrus, et glimt i mørket. Verden ligger for vores fødder. Vi er oceanernes herskere!

Natten til lørdag er vores guide Karla blevet syg, og kaptajnen har hentet Cesar som afløser i løbet af natten. Cesar er mere energisk end vores gamle guide, og taler ikke til os som småbørn ligesom Karla, hvilket er en lettelse. Lørdag er Keyla på tur alene, mens Morten passer toilettet.
Dagen byder på et klaustrobisk besøg i en undervandsgrotte og mere dybvands-snorkling. Den energiske Cesar (der ligner Nikolaj Bro) tager med ud at snorkle. Med sig i baglommen har han en undervandsbog som illustrerer de fisk vi ser. Han er virkelig dygtig og kan dykke næsten 20 meter ned for at hente søstjerner op og hive de temmelig store hajer i halen! Denne tur er mere dramatisk og mere flot end de andre vi har snorklet. Strømmen er så stærk, at den danske familiefar fra Husum må hentes af gummibåden.

d. 11 (Galapagos og Guyaquil)
Næste dag sejler vi ind og ser et skildpaddemuseum (bla. med ”Lonesome George”, der er over 160 år gammel og desværre det sidste eksemplar af sin art).

Vi bliver sat på en taxa sammen med Walter, som skal nå et fly en time før os. Desværre er vi blevet sat håbløst sent på taxaen, så stakkels gamle Walter både græder og beder hele vejen i taxaen mens uret tikker, det er ret hårdt at se på. Taxachaufføren kan ikke køre hurtigere, da man på øen har en meget effektiv fartkontrol: Chaufførerne får på vej til lufthavnen udstedt en billet der angiver hvornår de tidligst må være fremme – hvis de kommer før, får de en bøde. Da vi tror vi er fremme, viser det sig, at vi først skal ombord på en lokal færge, og herefter over på en bus for at komme til lufthavnen – vi begynder at blive nervøse for, om vi kan nå vores egen afgang. Heldigvis får Walter byttet sin billet til samme afgang som vores (indenrigs-flyvninger er åbenbart ret fleksible), og vi får flyet til Guyaquil. Mens vi venter på bagagen ser vi glimt af VM-finalen, der vises på en af informationstavlerne.

Vi finder en taxi som kører os til et hostal (”Dreamkapture”) vi har fundet i Footprint-bogen. Det er et fint lille rum med bad, larmende aircondition og internet til billige penge. Da kvarterer ser lidt skummelt ud – og der er mange advarselsskilte om at dørene skal låses og lign, vil vi tage en taxa ind til byen for at få lidt mad. Desværre er de restauranter vi har besluttet os for via tripadvisor.com lukkede (det er søndag aften, har vi glemt), så vi ender på en kinesisk restaurant der serverer store mængder wonton, fiskesuppe, rejer, nudler, forsåruller, og ting der umiskendeliggøres i sursødsovs. Desværre har vi lidt svært ved at sætte pris på måltiddet oven på maveinfektionerne. Desuden gynger verden omkring os stadig oven på de 4 dage på Stillehavet. På hjemvejen kan taxachaufføren ikke finde hostallet hvor vi bor, så vi bliver sat af i nærheden. Der er et lidt skummelt forstadskvarter (ikke noget med pæne villaer, altså). Alting er gemt væk bag høje mure og pigtrådshegn. Vi prøver et par gange at spørge nogle mennesker om de kender hostallet, men hostallet navn (Dreamkapture) giver desværre nogle uheldige associationer, når man spørger folk en sen nattetime på en ødegade om ”do you know dreamcapture”... de bliver lidt forskrækkede og tror vist, at vi vil sælge dem nogle LDS-baserede stoffer.
Keyla får dog hul igennem til nogle mænd der hænger foran en bar/restaurant. De er utroligt flinke og vil alle kigge på kortet og hjælpe. Desværre er det sådan her i Guyaquil, at adresser ikke rigtigt er noget man bruger eller forholder sig til. Vores venner forsøger at ringe til hostallet, som kun taler engelsk. Heldigvis har en af dem en fætter i nærheden der taler engelsk og kan læse kort. Vi bliver taget med derhen, og fyren får afkodet kortet, ringer til hostallet og for anvist vejen. De er virkelig søde, og vi er meget taknemmelige.


d.12 (Guyaquil) .
vi står op efter at have ”gynget” hele natten, spiser en minimal morgenmad, får skrevet blog, og tager imod busstationen i Guyayquil hvorfra vi vil finde en bus til Baños. Baños ligger oppe i bjergene, ca. 6 timers kørsel væk og er udgangspunkt for diverse ture (cykling, trekking, vulkan-kikning).

5-6 juli (Quito)

d.5. juli (Quito)

Vi bruger dagen på at ordne praktiske ting i forbindelse med den forestående galapagos-tur, dvs: hæve så mange kontanter vi kan på vores plastic-kort, skrive flere emails med bureauet, købe flybilletter tilbage fra Galapagos, købe ind i et supermarked med en flot grønsagsafdeling der mindede os om at vi desværre ikke havde noget køkken, printe billetter ud og aflevere vasketøj på det lokale vaskeri.
For at belønne vores hårde arbejde tager vi på en mega-fancy bar og drikker to mojitos (lidt bedre end Dortes/Kaspers... :o) )
Om aftenen spiser vi på en såkaldt ”Mongolian Barbeque” kaldet Mongo. Måltiddet er virkeligt billigt, og efter at have spist kan vi konkluderer at der er en grund til dét. Vi får begge en intuitiv lyst til nogle flere youghurt-piller efter maden. Restaurant-besøgets absolut positive højdepunkt er en utroligt sød, meget glad og meget bøsset indiansk tjener. Vi tager hjem og ser en endnu en Disney-film på computeren – The Incredibles. Det er virkelig en film man bliver i godt humør af.

d.6. juli (Quito)

Fra Quito

Vi står op efter endnu en nat med brunstige fugle der konkurrerer om at fløjte højest, og beslutter os for at tage til Colonial Quito hurtigst muligt efter vi har hentet vasketøj og hævet flere penge til Galapagos-turen. Colonial Quito er den ”gamle del” af Quito. Quito ligger i næsten 3000 meters højde i en dal, og er hele 43 km lang, men kun 3-4 km bred. Heldigvis koster taxakørsel i Quito nærmest ingenting, og vi betaler omkring 7 kr. for at komme til Colonial Quito. Her besøger vi en gotisk katedral og vader lidt rundt i gaderne og kigger efter et sted af spise. Der er virkelig store højdeforskelle i byen, og da luften er tynd i de 3000 meters højde, er byvandringen ganske hård. Her er almindeligt storbytravlhed i de smalle gader, hvilket jo er rart efter de meget stille dage på Tobago. Vi finder et spisested som ser tilpas lokalt ud til, at det ikke er en turistfælde, samtidigt med, at det ikke ser så lokalt ud, at det ligner en mavefælde. Her får vi et utroligt flot fad med grillmad til deling, og vi spiser til vi er ved at revne. Da vi begge to er ret slatne (måske lidt højdesyge), tager vi en taxa op til byens udsigtspunkt og herefter hjem til værelset. Fra udsigtspunktet kan man se en endeløs bymasse så langt øjet rækker. Fascinerende.
På værelser sover vi en lang eftermiddagslur, og da vi vågner er Keyla blevet utilpas med kvalme. Det udvikler sig, og resten af dagen og aftenen tilbringer Keyla på/i toilettet. Morten henter lidt turist-sikker mad i supermarkedet, som Keyla forsøger at spise mellem opkastene. Utroligt så meget væske en menneskekrop indeholder.
Vi går tidligt i seng, og satser på at pakke færdigt før taxaen henter os for at køre os mod lufthavnen på vej til Galapagos dagen efter.

3-4 juli (Speyside og rejse til Quito)

3.juli

Fra Trinidad og Tobago Fra Trinidad og Tobago

Fra Trinidad og Tobago

Vi har sovet rigtigt skidt, fordi en fugl har udklækket sine unger lige uden for vores vindue... ungerne skræpper fra kl. halv fire om morgenen. Ydermere har vores nabo flyttet møbler og elefanter frem til efter midnat. Apropos elefanter er vores nye nabo virkelig en stor pige. Da Morten sidder på terrassen kommer hun listende frem (hvordan det end lader sig gøre) på nabo-altanen og råber ”Stephaaaaaan” så Morten letter en halv meter fra stolen. Råberiet fortsætter til hendes lille ægtemand endelig dukker op.
Vi beslutter os for at gå en lille tur over til den næste bugt (Blue Waters bay) for at prøve badevandet. På hotellet har vi lånt snorkeludstyr vi tager med. Bugten er (som ofte på Tobago) helt fantastisk flot. Vi får snorkelmaskerne på og svømmer ud mod et rev. Keyla svømmer ind i en brandmand (som vi ellers ikke har set noget til før) og bliver meget forskrækket. Vi dropper at gå mere i vandet og slapper lidt af i skyggen med nogle bøger. Hjemme på hotellet tjekker vi mail og finder ud af, at vi har fået et rigtigt godt ”last minute tilbud” på en Galapagos-tur som afgår på onsdag. Mens vi pakker vores udstyr til rejsen, mail-korresponderer vi lidt med bureauet og får lavet en aftale med dem.

4.juli
I nat har fuglene og nabo-elefanten fået akkompagnement af tunge basrytmer fra det fjerne.
I dag skal vi rejse til Ecuador. Ruten går fra Speyside til Tobago lufthavn (taxi). Herfra med fly til Port of spain, hvor vi skal vente 5½ time på flyet til Panama, hvorfra vi skal flyve til Quito.

Vi har aftalt med Curtis at han skal hente os kl. 8 sharp for at køre os til lufthavnen. Klokken bliver 8 og halv 9 uden han kommer, og vi går rundt foran hotellet og spejder efter ham.
Til vores held har et fransk kærestepar, vi har snakket med aftenen før aflæst vores kropssprog, og tilbyder os at køre os til lufthavnen i en bil de har lejet, da de alligevel skal samme vej. Vi hopper i bilen og kører til lufthavnen, mens et hidtil uset tropisk regnvejr raserer.
For enden af byen kommer den ene fulde neger vaklende efter den anden, og da vi passerer fodboldbanen kan vi se at hundredevis af fulde mennesker stadig vakler rundt med flasker i hænderne på græsset. Selvom det efterhånden er søndag formiddag, er festen åbenbart ikke slut endnu.

Da franskmændene har sat os af i lufthavnen, ser vi at Curtis (taxachaufføren der ikke dukkede op) er fulgt efter os, og nu står og venter og vil have pengene. Imponerende at han gider køre 1½ time efter os, for at prøve at få lidt penge....Benzinen må være billig hernede... Han er sur og mener at vi har droppet ham fordi vi kunne køre gratis med franskmændene. Vi prøver at forklare ham, at han sådan set ikke kom til tiden, og at vi ikke turde vente mere på ham. Da vi har givet franskmændene de penge vi skulle have betalt ham med, stikker vi ham nogle småmønter for at slippe af med ham. Mens vi venter på flyet ærgrer vi os over, at vi overhovedet gav ham noget. Sådan et møgsvin.
Rejsen til Quito går fint, og vi kommer frem til Hostal Casa Karnela kl. tolv om natten, hvor vi får et meget lille, men meget hyggeligt kvist-værelse, hvor selv Keyla føler sig høj.

1-2 juli, Trinidad og Tobago

1.Juli (Speyside)
Står op i gråvejr efter at have frosset hele natten...Vores begejstring over at komme til at rum med air condition betød, at vi havde givet lidt for meget gas på køleknappen før vi gik i seng.
Beslutter os for at tage til en nærliggende by – Charlottesville – som ifølge vores guide-bog skulle være rigtigt malerisk og desuden have en flot strand – Pirate Bay. Vi vil tage den lokale bus, som ikke har nogen køreplan. Efter at have ventet i 2½ time ender vi med at betale en lokal mand en pris der havde gjort selv en dansk taxachauffør stolt, for at køre os de 1,5 km til Charlottesville. Det viser sig senere, at vi har betalt 14 gange så meget som hvis vi havde fundet en alm. lokal ”Maxi-Taxi”...

I Charlottesville bliver vi nærmest overfaldet af en handikappet, men glad galning (”Andy”) der konstant vil holde os i hånden mens han prøver at sælge os en stor pose små mangoer, han har samlet op fra jorden få meter fra, hvor vi står. Han er så påtrængende og insisterende at vi ender med at måtte købe noget af ham for at ryste ham af. Da vi er sluppet af med TV-Glad-fyren, kommer næste prøvelse: en ufatteligt umusikalsk og meget insisterende høj mand med en ustemt børneguitar. Vi ender med at stikke ham en seddel for at slippe for at købe hans yderst hjemmelavede CD (med lokale titler som ”German girl” og ”Dildo”). Vi får sågar en lille prøve på, hvad der venter os, hvis vi køber CD'en. Guitarens gribebræt er helt slidt ned under grebet af de 2 akkorder, han kan spille.
Sådan var folk altså slet ikke i Castara...

Vi skynder os igennem resten af byen, og prøver at undgå øjenkontakt for ikke at tiltrække flere griske galninge og gademusikanter. Mens vi går af den lille sti mod ”Pirate Bay”, kigger vi os konstant tilbage, for at se om vi har samlet flere skæbner op. Heldigvis får vi turen og stranden – som er helt paradisisk – for os selv. Vandet er meget klart, sandet er fint og der er ingen kæmperokker. Efter vi har badet og konsumeret Andys gærede mango, beslutter vi os for at tage tilbage til Speyside igen, da vejret er lidt ustabilt og der er mange myg.
Vi finder et "super"marked som næsten har rigtigt brød, og går hen mod torvet hvor bussen har holdeplads. Bussen er dog lige gået, og ingen ved helt, hvornår den kører igen, endsige hvor langt der ca. er imellem afgangene. Vi sætter os op på lille restaurant for at få lidt fred og en kold øl. Efter mødet med Andy er det også rart at finde et sted med håndvask og sæbe på toiletterne. Vi går ned på torvet og ender med at finde en officiel taxa tilbage til Speyside, som heldigvis kun koster en brøkdel af udturen. Om aftenen spiser vi lidt ”mystisk aftensmad” (brød med peanutbutter, papaya og vandmelon), før vi hygger os med Monsters Inc. (disney-film) i sengen og leder efter Galapagos-ture på internettet. Savner Sharons restaurant på stranden under stjernehimlen i Castara...



2.Juli (Speyside)

Vejret er blevet godt igen, og vi har lavet en aftale med en lokal mand, der vil sejle os ud til ”Little Tobago” på fugletur, samt en snorkeltur i koralrevet ud for Goat Island. Under sejlturen er bølgerne ca. ligeså store som båden, så vi er lidt bekymrede. Kaptajnen ser dog ikke ud til at være specielt mærket af situationen, så det tager vi som et godt tegn. Ud over dramatikken er sejlturen utroligt flot, både udsigten mod land og ud mod revene på havet er fascinerende.

Little Tobago er et reservat som indeholder en kombination af lav jungle og fuglefjeld. Selvom kaptajnen er lidt svær at forstå, forsøger han ihærdigt at fortælle os om alt hvad vi ser, hvilket altid er rart. Da vi meget overraskende, naturreservatets status taget i betragtning, ser nogle almindelig høns og en hane, fortæller kaptajnen da også lige, hvem der er hun og han blandt dém. Dejligt nok at få at vide :o)

Efter lidt vandring kommer vi over på fuglefjeldssiden, der næsten er helt norsk, bortset fra det tropiske og frodige islæt. Brændingen er helt vildt, og der er bl.a. brunhovede suler (!) og andre fuglearter. Vi nyder udsigten og tager billeder før vi vandrer tilbage til båden, og sejler mod Goat Island.
På vej mod Goat Island sejler vi meget tæt på nogle vilde brændinger og kaptajnen (”Jordan”) sætter flere gange hastigheden så meget ned, så Morten bliver alvorligt bange for, at det er her vi skal snorkle. Heldigvis sejler vi videre og ender i en stille bugt, hvor vandet er klart, og vi gennem bådens glasbund ser alverdens farvede fisk, koraller og sågar en haj (heldigvis lille). Vi får snorkeludstyr på, og hopper over rælingen, for at snorkle en halv times tid. Det er virkelig flot, og vi ærgrer os over, at vi ikke har et undervandskamera. Vandet er vist endda ikke så klart som det plejer, pga. en flod i Venezuela (Orinoco) der skylder grumset vand ud i regntiden. Tager ind og laver ”mystisk frokost” (brød med peanutbutter, papaya, ananas og selv-fundet mango). Da vi sidder på altanen og spiser, fantaserer vi om at prøve hotellets restaurant i aften, da vi er trætte af mystiske måltider.

Billeder fra Castara (Trinidad og Tobago)

Vi har forsøgt at uploade vores (næsten usorterede) billeder på Picasa her:

Billeder

adresse:

http://picasaweb.google.com/morten.karlsson/TrinidadOgTobago02#

26 - 30 juni, Trinidad og Tobago

26. juni

- Afgang fra Trinidad til Tobago
Trods aircondition og ingen pludselig støj, er der ingen af os der har sovet fantastisk. Morten har systemdrømt om uendelige blanketter og stædige lufthavnsbureaukrater hele natten.
Vi tager et dejligt bad, pakker sammen og går ud i receptionen for at finde ud af hvilke muligheder vi har for morgenmad. Vi får koden til deres trådløse internet, som desværre er ret ustabilt og bestiller en continental breakfast, der består af tre stykker ristet brød, en klat marmelade og smør. Vi får internetforbindelse under morgenmaden og når at downloade Skype, sætte penge på og lave et par mislykkede opkaldsforsøg til Keylas søster der ikke kan høre hvad vi siger, da vi har glemt at skrue op for mikrofonen. Efter Skypeforsøget træder vi ud i Trinidads dagslys: Varmen slår os i ansigtet, det er en smuk dag med blå himmel og få hvide skyer.

Vi bliver kørt til lufthavnen af en inder, som også giver os anvisninger om, hvor vi skal gå hen for at tjekke ind. Desværre kunne vi ikke få plads på det samme fly, så vi fløj med 50 minutters mellemrum. Alt går glat og hurtigt og 2 timer før Mortens afgang sad vi i boardingområdet, hvor der ingenting var, ikke engang et toilet. Det havde vi ikke lige tænkt på....
Flyturen over Trinidad var meget smuk, det tropiske landskab med bjerge, søer og hvide sandstrande forsvandt under os.

I Tobago venter Charlie, fyren der skal køre os til Castara, hvor vi skal bo de første fire dage på Tobago. Han kører vanvittigt og der er ingen seler på bagsædet. Efter kort tid stopper han ind ved et supermarked hvor vi kan handle.
Vi forestillede os ikke at Charlies kørsel kunne blive meget mere vanvittig. Men turen tværs over Tobago og Tobagos bjerge viser, at vi tog fejl. Det er en mege flot tur, men det var svært at nyde landskabet når døden venter bag hvert eneste hårrnålessving som Charlie - ”Taxidriver from Hell” - tager med 70 km/t, uden at ane om der er modkørende på den smalle vej. Vi drøner med motorvejshastighed gennem små landsbyer hvor høns, hunde og sorte børn bliver ”kysset” af Charlies slæde. Vi tænker på Natascha's skæbne og tigger om lidt mindre vovemod og aggressivitet ned af bjergsiden. Efter ½ times ”Tobagosiansk roulette” når vi frem til Castara, hvor Charlie bogstavelig talt kører os helt til døren.
Vi bliver fulgt op i lejligheden af Sharon, den engelske kvinde der ejer stedet. Lejligheden ligner præcis de billeder, vi havde fået sendt – men vi havde alligevel ikke forestillet os den vilde udsigt fra altanen med udsyn over henholdsvis ”Big bay” og ”Heavenly Bay” - vores næsten helt private strand med koralrev og bounty palmer. Bugten neden for vores altan ligner noget fra en blanding af en lotto-reklame og en scene fra Pirates of Caribbean.

Fra Trinidad og Tobago

Fra Trinidad og Tobago

Vi kommer af med vores ting i lejligheden og hopper straks ned i det lunkne vand. Keyla ser en farlig ”søslange”, som dog viser sig at være et stykke tovværk...Udover den falske søslange er der ikke andet end den fine sandbund og nogle nogle enkelte fredelige fisk.
Vi går en tur i byens ”hovedgade” og bliver overvældet over hvor meget sved der kan være i en menneskekrop. Der er en helt speciel sløv stemning i Castara; folk går langsomt, taler langsomt og hænger lidt på gaden hist og her mens de lytter til reggaemusik på deres mobiltelefoner og akkompagnere med egne fortolkninger. Alle er flinke og hjælpsomme og i løbet af et par dage kender vi det meste af byen. Selv bilisterne stopper for at hilse. Det føles som om, at vi næsten er de eneste turister i byen, og det passer os godt at byens primære erhverv er fiskeri og ikke turisme: her er ingen agressive gadesælgere eller det der minder om det. Sharon fortæller os at da der kommer 3 par turister mere i morgen (noget der allerede har rygtet sig i meget af byen), overvejer hun at åbne sin restaurant, dog ved hun ikke helt hvornår da hun skal nå at se VM, England, Tyskland.

27. juni (Castara)
Næste dag låner vi snorkeludstyr af Sharons naboer og svømmer ud i det lokale koralrev. Her er fisk i alle farver og koraller i alle former. Det er næsten som at være med i en naturfilm.
Oppe i lejligheden kan vi tydeligt se de helligdage vi har lavet under solcremepåføringen. Keyla har en knivskarp hvid aftegning af sin bikini-underdel og ligner næsten Dannebro.
Vi går på jagt efter det lokale ”super”-marked for at finde noget vi kan tilberede i vores køkken. Desværre viser det sig, at køkkenets ambitionsniveau ikke lever op den lokale fødevareforsyning; saltkiks, flaskevand og papaya er næsten det eneste man kan få. Gyunni – den lokale frugthandler – sælger os forskellige frugt hver dag, som er noget af det eneste man kan spise i varmen. Efter han omhyggeligt har vejet hver enkelt frugt på sin lille vægt og talt og regnet bliver det 105 Trinidad-Tobago-Dollars – uanset hvad man køber...

Fra Trinidad og Tobago

28. juni (Castara)

Fra Trinidad og Tobago

Vi beslutter os for at gå til ”Englishman Bay”, der en en lille bugt ca. 1,5 km fra hvor vi bor. De 1,5 km føles som en del længere i 34 graders varme og fuld solskin. Bugten er lidelserne værd, en. ren bounty strand med palmer og og det smukkeste snorkelvand. Bortset fra en bod der sælger lokalt kunstværk og to franskmænd, har vi bugten for os selv. Keyla ser en monsterfisk stikke hovedet ud af en klippe da vi snorkler. Senere begynder et ægte troperegnvejr og vi søger ly sammen med de to andre turister til et bambuskur, hvor en ”is-sælger” kommer til. Fyren hedder Curtis, men bliver også kaldt ”icecream man”, ”yellow man” og ”parrot man”. Han starter med at prøve at sælge os is, men ender med at sælge os en heldagstur i regnskoven næste dag. Desuden tilbyder han at køre os hjem, men efter erfaringerne med Charlie Taxidriver From Hell takker vi nej, og traver hjem i stedet. Noget vi alligevel fortryder da vi går i varmen i de stejle hårnålsesving.

29.juni (Castara)

Curtis henter os kl. ni og er der (for os) overraskende før tid. Vi bliver kørt til den nordlige del af øen hvor regnskoven ligger. På turen fortæller han om alt hvad vi ser af planter, dyr og mennesker ud af vinduet, og vi stopper et par gange for at se udsigten. Heldigvis er Curtis en utrolig rolig chauffør, så vi beslutter os med det samme for at høre, om han vil køre os videre til Speyside dagen efter, hvilket han gerne vil, efter vi har pruttet lidt om prisen. The Ice cream man tager os med ind på en vandretur i regnskoven, hvor der er fugtigt og varm og en hel del fascinerende dyr, bla. røde landkrabber og colibrier. Dog ingen slanger. Curtis leder konstant efter ting han kan vise os og fortælle om – faktisk er han en rigtigt god guide, når man tænker på de mange gesjæfter han ellers har kørende (papagøje-opdræt, tøjfremstilling, issalg, taxakørsel, og sikkert også flere ting...).

Fra Trinidad og Tobago

Efter regnskovsturen tager vi til Argyle Falls, et kendt vandfald på Tobago. Curtis kan et trick med at parkere bilen lidt oppe af en lille muddervej, hvorefter man går gennem et krat og over en flod for at undgå billet-lugen og spare 50 kr. per person. Fantastisk.
I Argyle Falls er der et naturligt bassin under vandfandet man kan bade i. Vandet er køligt og meget dybt (6 meter if. et skilt). Mens man bader kan man kigge op af siderne, som ligner en scene fra Indiana Jones, helt fantastisk. Desuden er der en hel del fisk, som svømmer rundt mellem de badende – og de går amok da de går lidt kiks af os. De spiser også gerne fra hånden.

Fra Trinidad og Tobago

Fra Trinidad og Tobago

Da vi har svømmet og fodret færdig, tager vi tilbage til bilen gennem ”snydevejen” og kører hjem til Castara , hvor vi tager en snorkeltur på koralrevet.

Efter snorkelturen ligger vi i det lave vand uden snorklerne og daser lidt. Pludselig hviner Keyla og Morten får overnaturlige kræfter til at flytte os begge ind på bredden i ét hop. Morten troede han havde set en pæn stor slange i vandet.... Keyla havde set resten af dyret, og ikke kun halen... nemlig en monster-rokke på størrelse med et bord. Heldigvis skulle de dog være fredelige, hvilket man dog ikke helt stoler på, når man ligger ved siden af dem.

30. juni (Fra Castara til Speyside)

Vi har aftalt at Yellow man skal hente os kl. ét for at køre os til Speyside. Indtil da bader vi lidt, og går en tur forbi fiskerne der tømmer deres net på stranden. Umiddelbart ser det ud til, at de kyler alle fiskene ud i vandet igen. Mystisk – men måske fisker de efter noget andet. I ”havnen” er der gået en lille demonstration i gang, hvor nogle fiskere har skrevet statements på gamle papstykker og hængt dem op. En kvinde kommer forbi og vil have at vi skal fotografere det så vi kan ”vise hele verden hvad det er der sker” og måske ligefrem få historien i medierne så den kan fange politikernes opmærksomhed. Det lover vi så at gøre (se billederne). Selv fiskerne i Castara har åbenbart en spindoktor nu om dage... Utilfredsheden skyldes at regeringen har lovet nogle penge til en ”superfiskebåd” der skal ligge til i Castara, men at pengene aldrig er kommet.
Da vi om eftermiddagen bliver sat af i Speyside af Curtis bliver vi lidt skuffede – her er slet ikke så hyggeligt og paradisisk som i Castara...
Vi spadserer en tur gennem byen, som har en vis ”Western stemning” med lokale småfulde mænd på gaden og faldefærdige barer. Det er lidt som om, at Skurken når som helst kan dukke op af en støvsky i John Wayne-stil og rydde bulen. Lidt triste over hvad vi har forladt og hvad vi er kommet til, finder vi tilbage til værelset.

Vi lægger os og pønser på at rejse tilbage til Castara næste morgen, mens vi spiser en pakke peanuts, lidt frugter og noget kemikalie-saft til aftensmad. Mystisk.