3-4 juli (Speyside og rejse til Quito)

3.juli

Fra Trinidad og Tobago Fra Trinidad og Tobago

Fra Trinidad og Tobago

Vi har sovet rigtigt skidt, fordi en fugl har udklækket sine unger lige uden for vores vindue... ungerne skræpper fra kl. halv fire om morgenen. Ydermere har vores nabo flyttet møbler og elefanter frem til efter midnat. Apropos elefanter er vores nye nabo virkelig en stor pige. Da Morten sidder på terrassen kommer hun listende frem (hvordan det end lader sig gøre) på nabo-altanen og råber ”Stephaaaaaan” så Morten letter en halv meter fra stolen. Råberiet fortsætter til hendes lille ægtemand endelig dukker op.
Vi beslutter os for at gå en lille tur over til den næste bugt (Blue Waters bay) for at prøve badevandet. På hotellet har vi lånt snorkeludstyr vi tager med. Bugten er (som ofte på Tobago) helt fantastisk flot. Vi får snorkelmaskerne på og svømmer ud mod et rev. Keyla svømmer ind i en brandmand (som vi ellers ikke har set noget til før) og bliver meget forskrækket. Vi dropper at gå mere i vandet og slapper lidt af i skyggen med nogle bøger. Hjemme på hotellet tjekker vi mail og finder ud af, at vi har fået et rigtigt godt ”last minute tilbud” på en Galapagos-tur som afgår på onsdag. Mens vi pakker vores udstyr til rejsen, mail-korresponderer vi lidt med bureauet og får lavet en aftale med dem.

4.juli
I nat har fuglene og nabo-elefanten fået akkompagnement af tunge basrytmer fra det fjerne.
I dag skal vi rejse til Ecuador. Ruten går fra Speyside til Tobago lufthavn (taxi). Herfra med fly til Port of spain, hvor vi skal vente 5½ time på flyet til Panama, hvorfra vi skal flyve til Quito.

Vi har aftalt med Curtis at han skal hente os kl. 8 sharp for at køre os til lufthavnen. Klokken bliver 8 og halv 9 uden han kommer, og vi går rundt foran hotellet og spejder efter ham.
Til vores held har et fransk kærestepar, vi har snakket med aftenen før aflæst vores kropssprog, og tilbyder os at køre os til lufthavnen i en bil de har lejet, da de alligevel skal samme vej. Vi hopper i bilen og kører til lufthavnen, mens et hidtil uset tropisk regnvejr raserer.
For enden af byen kommer den ene fulde neger vaklende efter den anden, og da vi passerer fodboldbanen kan vi se at hundredevis af fulde mennesker stadig vakler rundt med flasker i hænderne på græsset. Selvom det efterhånden er søndag formiddag, er festen åbenbart ikke slut endnu.

Da franskmændene har sat os af i lufthavnen, ser vi at Curtis (taxachaufføren der ikke dukkede op) er fulgt efter os, og nu står og venter og vil have pengene. Imponerende at han gider køre 1½ time efter os, for at prøve at få lidt penge....Benzinen må være billig hernede... Han er sur og mener at vi har droppet ham fordi vi kunne køre gratis med franskmændene. Vi prøver at forklare ham, at han sådan set ikke kom til tiden, og at vi ikke turde vente mere på ham. Da vi har givet franskmændene de penge vi skulle have betalt ham med, stikker vi ham nogle småmønter for at slippe af med ham. Mens vi venter på flyet ærgrer vi os over, at vi overhovedet gav ham noget. Sådan et møgsvin.
Rejsen til Quito går fint, og vi kommer frem til Hostal Casa Karnela kl. tolv om natten, hvor vi får et meget lille, men meget hyggeligt kvist-værelse, hvor selv Keyla føler sig høj.