d. 7. august.
Omkring kl. halv seks stopper bussen i på en meget øde højfjelds-slette tæt på grænsen til Bolivia. Os der skal over grænsen bliver gennet ud i den frostkolde morgenbjergluft og over i en minipus, der er så smadret, at man ikke skulle tro den kunne køre. Vi er en 10-12 backpackere + chauffør + 2 indianere + billetkontrollør i minibussen. Efter at have kørt en 20 minutters tid på grusvej, slår chaufføren et skarpt sving og kører ind over en mark- han kan en genvej over grænsen, så vi ikke skal holde i kø sammen med den almindelige trafik, viser det sig.
Da mark-racet er slut efter en halv times tid, dukker vi frem i en grænseby som nærmest syder af uærlighed. Vi er smadrede, trætte, kolde og tisse-eksplosionsfærdige efter 10 times bus-kørsel og hopper derfor på chaufførens råd om, at vi skal veksle alle de penge vi har i grænsebyen, da der ikke er nogen hæveautomat i Copacabana (hvilket selvfølgelig er løgn, viser det sig). Efter at have vekslet til temmelig ringe kurs, bevæger vi os ind på ”imigrationskontoret”, hvor vi til vores fuldstændige overraskelse bliver mødt af en smilende og overskudsagtig bureaukrat. Nu er der kun 15 minutters kørsel i en anden minibus før vi er i Copacobana, som ligger ned til Titti-Cacca-søen, som er en af verdens højest søer.
Vi bliver sat af bussen ved (gede)markedet i Copacobana: Overalt sælges fordærvet mad, farvede små blade til at kaste rundt med, og lokal æblevin (hmm, de har da ikke æbler heroppe i bjergene?!) som indianerne drikker sig fulde i. Hurtigt forlader vi markedet for at søge asyl på et af de hoteller vi på forhånd har fundet på internettet. Desværre er de begge to helt optaget, så vi indlogerer os på hotel Utoma. Det viser sig faktisk at være ganske heldigt, da det er billigt med store, stille værelser og en meget flink og hjælpsom receptionist. Fra tagterrassen kan vi se ud over søen, der virker som et helt hav. Vi får et længe ventet bad under hotellets elektriske bruser (et apparat som opvarmer vand fra koldvandshanen i det øjeblik det kommer ud af bruseren) og bevæger os ned til vandet, hvor vi vil gå langs stranden og ud for enden af bugten.
Det meste af bugten ligner resterne af Roskilde Festival. Jorden er dækket så meget med fæces, glaskår, bleer og brugte kondomer, at det er svært at gå, uden at hænge fast i det. Oven på bærmen er parkeret biler udsmykket med plastickranse, farvede plasticblade, hatte, maskotter og fastklistrede æblevins-flasker (!). Morten kommer i tanke om, at han har læst i Lonely Planet, at der i den foregående uge har været en såkaldt bil-velsignelsesfestival hvor folk kommer kørende fra hele Bolivia og Peru for at få velsignet deres biler. Fulde indianere drikker øl og deler æblevin med deres biler imens forskellige ghettoblastere kæmper om at beherske luftrummet. Lokalkolorit så det vil noget. Det her er tydeligvis lokalbefolkningens egen lukkede fest, og ikke et sted for turister, så vi bevæger os gennem sceneriet så hurtigt vi kan og ud langs bugten. Desværre er bugten ikke så indbydende tæt på som på afstand. Selvom vi efter en lille kilometer er kommet fri af festivalpladsen, flyder det med mange års affald, og vi har ikke rigtigt lyst til at stikke fødderne i vandet. Længere ude endnu har en europæisk pige og en sydamerikansk backpacker slået deres lille telt op i skraldet og sidder på nogle slidte madrasser og klimpter 70'er sange på en guitar der mangler flere strenge. Vi går længere endnu, men da det flotte aldrig rigtigt kommer, sætter vi os og spiser nogle meget tørre boller vi har købt af en indianer, inden vi går tilbage langs kysten til hotellet. Keylas er meget sulten, men hun han ikke udstå mere tørt brød.
På hotellet køber vi af receptionisten færgebilletter til Isla del Sol (”Soløen”), hvor man kan gå en heldagsvandretur og se på inkaruiner og beskue Titti-Cacca-søen fra øens højdedrag. I foyeren er der en plakat der advarer gæsterne om at besøge byen i denne uge, pga. festivalen, idet der er mange fulde chauffører på vejene og mange langfingrede personer, som festivalen tiltrækker fra nær og fjern. Det helt rigtige tidspunkt vi er kommet på. Vi tager endnu et bad på hotellet, da vi føler os temmelig beskidte efter fæces-marathonen på stranden.
Om aftenen spiser vi på en restaurant der hører til et af de hoteller, vi ikke kunne få plads på. Det er lidt synd for tjeneren synes vi, da der er temmelig mange gæster og kun ham til at betjene dem. Maden er er ok, og i hvert fald meget billig. Til gengæld betaler vi omkring hundrede kroner da vi henter vores vasketøj - men vaskepulveret er jo også ret dyrt i Bolivia, har vi fået at vide.
Vi pakker vores taske til heldagsturen næste dag, og går tidligt i seng.
d. 8. august.
Vi bliver vækket kl. lidt over 5 af en radio der spiller noget gennemtrængende march-musik Hotellets morgenmad er virkelig omfattende, men vi får lidt et skår i glæden da vi snakker med en af hotellets andre gæster, en amerikaner, som fortæller at hans spejl-æg blev tabt på gulvet og forsøgt serveret igen.... Efter morgenmad bliver vi hentet af en minibus som skal bringe os de 125 meter fra hotellet og ned til havnen hvorfra turistbåden til øen afgår. I bussen snakker ved med den ældre amerikaner fra restauranten. Han skal rejse rundt i et helt år alene, og tager sig god tid til alle stederne. Så vidt vi kan forstå har han ikke rigtigt nogen familie, så han har gjort det til en sport at rejse verden rundt. På trods af sin alder og morfar-agtige fremtræden, er han en af de mest ægte backpackere vi har mødt: Det billige hotel er for dyrt, han vasker ikke sine bukser men vender dem om, og har ingen penge til bussen.
Båden vi skal sejle med minder lidt om en overdækket kanalrundfartsbåd med plads til passagerer på taget også. Desværre er vi lidt sent på den, så vi får ikke plads på taget. Udsigten er flot alligevel, men det er lidt svært at tage billeder gennem plexiglasruderne. Efter en times tid undrer vi os over, at vi ikke er fremme endnu, da vi har fået at vide, at turen skal tage 45 minutter. Det må åbenbart være en fejltagelse, for den tager to timer, viser det sig. Det er fascinerende at sejle på søen, på en eller anden måde virker den utroligt gold, men der er Himalaya-agtige bjerge i det fjerne. Vi bliver sat af i den nordlige ende af Isla del sol sammen med de andre turister. Vi beslutter os for, at vi vil gå de ca. 3 timer til sydenden af øen for at blive samlet op dét, i stedet for at tage den samme båd hjem igen.
Før vandreturen kan man gå op til nogle gamle ruiner, så vi køber diverse turistbilletter og går deropad. Luften er småkold, men solen er virkelig skrap, så gennemsnitligt er det udholdeligt. Et par gange er vi ved at blive indfanget af en guide som vil have os med i sin gruppe, men det lykkes os at stikke af hver gang.
Ruinerne ligger flot placeret med udsigt ud over det golde hav og nogle meget hvide, og givetvis meget kolde, strande. Der er nogle næsten-labyrinter, som man næsten kan fare vild i. Vi spiser vores kiks og vand før vi forlader ruten og går ud på vandreturen. Umiddelbart før vi når startpunktet møder vi endnu en gang guiden som prøver at overtale os til at følge med ham i stedet for at gå turen.
Turen er lidt stejl, men i 4 km over havet bliver man meget let forpustet. Vi går på midten af øen på en højderyg og kan se søen på begge sider. Efter lidt tid møder vi to canadiske backpackere som vi delte grænseovergangsminibus med på ved til Bolivia. Nicolas og Kelly er fra henholdsvis Montreal og Quebec og er rigtigt flinke, så vi ender med at sludre med dem hele turen. De har solgt deres hus og er på en mere end ét år lang verdensrundrejse, som bl.a. involverer teltferie i Afrika. Desværre har de billet til en anden turistbåd end vores, så vi siger farvel og aftaler at mødes på det lokale marked, hvilket dog aldrig lykkes.
Tilbage i byen går vi på internet cafe (med computere og tilhørende internetforbindelse fra før 2. verdenskrig) for at bekræfte vores flybilletter og finde overnatning i La Paz. Morten får en akut diarré-på-vej-fornemmelse, forlader stedet og løber gennem byen mod hotellets toilet, før han i sidste sekund når frem til kummens velsignelser. Morten tager bad, og falder i søvn på sengen... vågner op efter en time, og undrer sig over at Keyla ikke er kommet tilbage. Det er blevet mørkt, og Copacabana er ikke et sted for sarte sjæle, så Morten bliver bekymret.... og småsur.....På vej ud af hotellet møder han Keyla der er faldet i en tidslomme foran computeren og har glemt verden omkring sig. Pga. mavepine og diarre dropper vi aftensmaden, og ser en disneyfilm ("Cars"). Efter filmen har vi meget ondt af os selv, og sjæler bananer i receptionen som vi kan supplere kiksene med. Imens vi indtager vores faste-måltid fantaserer vi om morgenmaden i morgen, der bliver større og lækrere jo mere vi tænker på den.
onsdag den 18. august 2010
mandag den 16. august 2010
Cusco
d. 2. august
Keyla har fået det meget bedre, omend hun stadig har en del luft i maven. Vi får hentet vasketøj, og ordnet ting på internettet før vi tager bussen imod Cuszo.
I byen besøger vi en café hvor vi har set en fancy kaffested, på højde med Starbucks, de skulle angiveligt have wifi til deres gæster. Vi køber fancy æblejuice og en fancy flaske vand (uuuh!), så vi kan bruge nettet til at skype, uploade billeder og tjekke de sørgelige rester på vores netbank. Desværre kan vi ikke få skidtet til at virke – det ser ikke ud til, at deres trådløse sender er tændt. Flere gange får vi fat i servitricen, og Keyla er lidt sur over, at hun tillader sig at gå på toilettet, når vores internet ikke virker. Frække indfødte! Vi prøver begge at forklare dem, at det altså IKKE virker, men de peger blot på deres kasseapparat som jo tydeligvis virker.... yes sire, hvis dét virker, så virker det trådløse internet jo også. Vi betaler den gastronomiske regning for vandet og æblejuicen, og forlader stedet med uforettet sag. Senere viser det sig, at det er vores egen computer som har haft slået netværkskortet fra...
Kl. 20 tager vi Cruz del sur–bussen mod Cusco, hvor vi har fået plads helt oppe foran på 1. sal, således at vi kan holde øje med chaufførens kørsel, desværre. Ved siden af os sidder en yderst nørdet amerikansk udgave af mr. Bean , som hiver sin ene elektroniske gadget op efter den anden, pakker 5+ tasker frem med forskelligt mad og udstyr, før han formummer sig i mørklægningsbriller og letvægtstæpper. Maden er i modsætning til tidligere rejser med samme selskab virkelig trist (uristet pølsebrød sparsomt belagt med tørrede kyllingetrevler på et leje af bakterier). Keyla som pga. maveinfektion kun har fået kiks i flere dage, falder i søvn og taler i hvilelse om kartoffelsalat og frikadeller. Morten kan ikke sove, fordi hans ben ikke kan være i bussen, og fordi mr. Bean demonstrativt trækker sit gardin fra, fordi han ikke behøver det, da han jo har mørklægningsbriller. Så er det smart, at han lige kan se ud af vinduet, når han vågner i morgen uden først at skulle besvære sig med, at trække gardinet fra. Rigtigt dejligt, at han har de der mørklægningsbriller.
d. 3. august.
K.l 5 om morgenen bliver vi meget trætte sat af på en virkelig kold og mørk busstation. Keyla har diarré, og vi finder bus”terminalens” toilet, dvs. et skur, og væskerne får endelig lov at flyde. Efterfølgende finder vi en taxa – vi skal køres til et anbefalet hostal, som vi har fundet på Tripadvisor. Undervejs fortæller taxachaufføren om alle sine geshæfter: han er taxachauffør, rejsearrangør og hostalejer. Hver gang vi kommer til at røre ved emnet, får vi en meget lang, insisterende på grænsen til truende, fortælling om, hvor fantastisk hans hostal er – i modsætning til det arve skidt, som han er ved at køre os til....Fremme ved hostallet, er der ingen ledige værelser, så fælden er klappet.... Selvom vi har flere steder på vores liste vi egentlig gerne vil se først, får chaufføren os overtalt til, at tjekke hans sted ud. I en lille brostensbelagt gyde, stopper han og hiver vores bagage ud, før vi overhovedet får kigget os omkring... ikke noget med at stikke hovedet ind og sige høfligt nej tak. Vi kan få et 4-mandsværelse med ½ mm tyk papvæg direkte ud til receptionen. Da han har lukket døren, og vi kan tale frit, beslutter vi at gøre som vi så succesfuldt har gjort før: vi flygter!
Taxachaufføren aka. ”bossen” er væk, og kun hans kumpan står i receptionen. Da han er både mindre og færre end os, tør han ikke holde os tilbage (faktisk er han meget flink: dvs, han virker lidt ligeglad). På gaden finder skuler vi efter ”bossen” før vi prajer en taxa: den mindste blikspand vi kan finde (erfaringen viser, at de normalt er de ærligste og mest hjælpsomme). En sådan bil stiger man ikke ind i. Man tager den på. Bilen er på størrelse med en middelstor kummefryser, og bagerummet er ikke eksisterende, så Keyla sætter sig først på bagsædet, før Morten læsser bagagen ind over hende. Fyren får bragt os til det næste hostal på vores liste (vi har ingen idé om hvor det ligger, og det viser sig at ligge godt uden for byen). Kl. er ved at være halv syv da vi bliver sat af. Desværre er ejeren af hostallet ikke stået op, så vi lader taxaen kører og venter. Ingen rum ledige her heller. Den ældre dame fortæller, at det ligger noget i nærheden, i det villakvarter vi er. Keyla snakker med en masse flinke mennesker, men ingen har plads til os. Ingen ledige pladser her. Måske er der turist-tæling i byen.... Desillusionerede finder vi en morgenmadscafé, således at vi kan søge efter ly for natten under ordentlige forhold. Da de gode anmeldelser af Hostal på Tripadvisor tiltrækker de uendeligt mange turister, søger vi nye veje. Lonely planet anbefaler ”Hospedje Inca, som et sted hvor andre desperate turister er endt i mangel af bedre. En taxachauffør kører os så langt han kan, før vi må stige af, og gå resten af vejen med vores bagage.
Stedet er fint og åbent, har en flot udsigt over byen og ok rum hvor et skilt med ”do not dirty the walls” pryder væggen. Efter at have snakket lidt med værten, beslutter vi os for, at købe busbilletter til en by nogle timers kørsel fra Cusco: Skt. Terasa. Herfra skulle man angivelgit kunne gå til Macho Pichu af en mindre turistet rute, samt besøge nogle naturlige varme bade – lige noget for os. For ikke at blive snydt på vejen derhen, spørger vi turist-politiet (som står i en klynge og ryger), hvad de mener man skal give for en taxatur derhen, således at vi ikke bliver over-charged. En fyr bryder ud af gruppen, og nægter at tale spansk med Keyla: han kan nemlig snakke engelsk – og det skal ikke forbigås ubemærket af vennerne. Vi får at vide, at det nok koster 30 soles at køre til busterminalen...Gad vide om den overhovedet ligger i Cusco?! Fyren gentager prisen 2 gange på engelsk og til sidst på spansk, da vi ser lidt måbende ud. Nede på gaden finder vi en taxa, som tager 3 soles for turen... fino.
Busterminalen er et gedemarked: der er 15 + forskellige firmaer, som sælger busser til de samme ruter (godt med noget konkurrence, bemærker Morten). Ca. halvdelen af sælgerne vil ikke sælge os billeterne, da vi alligevel ikke vil nå frem (eller tilbage) pga. en vejblokade, der drejer sig om gaspriser. De resterende vil gerne sælge os billetten... Da vi også har hørt om balladen fra vores taxachauffør, vælger vi ikke at købe nogle billetter. Tanken om at sidde indespærret i det peruvianske mars-landskab imens vores fly letter imod Brasiliens velsmagende køkken og hvide sandstrande huer os ikke rigtigt. Vi får en taxa til en anden busterminal, hvorfra vi kan få billetter mod La Paz og Bolivia.
Efter at have snakket med forskellige sælgere, som skiftevis vil og ikke vil sælge os billeter imod La Laz pga. blokaderne, begynder vi at blive bekymrede over, om vi slipper ud af Cusco og Peru. Keyla snakker bl.a. med en lettere skizofren dame, som først vil sælge os billetter og da vi siger ja bliver lettere indigneret over hvordan vi kan tillade os at ville købe billetter til noget der ikke er muligt...
En fyr sælger billetter til et boliviansk busselskab som vil forcere blokaderne i ly af mørket, hvilket vi sætter vores penge i. Glade (men dog også lidt bekymrede) tager vi afsted tilbage til centrum: nu kan vi se en ende på lidelserne.
Cusco viser sig dog, ikke at være repræsentativ for det Peru vi ellers kender: byen er flot, trafikken er ikke så slem og der er faktisk enkelte træer og et snedækket bjerg i horisonten.
Om aftenen besøger vi en restaurant som godt nok er lidt dyr for os, men den har fået rigtigt gode anmeldelser på Tripadvisor, samt har en flot hjemmeside med både vision og mission. Det konkrete resultat var lidt skuffende: en udvidet version af ris og kylling, krydret med en enkelt oliven og uhyggeligt store cifre på regningen.
d. 4. august
Vi sover godt i ”jordhulen” og vågner op næste dag, opsatte på at vride mest muligt ud af Cusco. Efter morgenmaden (skorper med magarine som står på hylden hele dagen), og færdigkomponering af Keylas madlægnselssang, går vi imod et udsigtspunkt hvor der også skulle være nogle inka-ruiner.
På vejen falder Keyla i snak med en ældre mand, som kan arrangere en billig ridetur for os.
Vi hopper på den. Han taler om at komme væk fra turisterne og se fjerne uopdagede incablokke, panorama udsigter og ægte peruvianske højsletter. Morten vil gerne løbe ved siden af, da han er bange for at sidde på en hest (tænk over, hvad der skete med den fyr, der spillede supermand... supermand endda!). Hestene er små, forsikrer manden. Varmen, mavepinen, og den iltfattige luft bevirker at Morten bliver mør til hesteryggen efterhånden som vi nærmer os folden. Mens vi venter har Morten kraftig mavepine, og hestefyren tror det er nervøsitet og beroliger og beroliger. Da Keyla fortæller fyren, at Morten har maveproblemer, slår han over i jokes omkring diarré og de mange skide-muligheder man har i naturen når først turen er startet.
Hestene starter uden problemer, og en ung mand bevæbnet med en afbrækket pind gelejder os ud på den 2 timer lange ridetur. Heldigvis har han meget sjældent brug for kviste-pisken, idet hestene selv kan hele vejen. Keylas hest, som går forrest, prutter fælt og kontinuerligt og Mortens hest vrinsker dramatisk dertil. Langsomt går det afsted, først stejlt opad og derefter på grusvej gennem en slette. Faktisk er vi rigtigt glade for turen, det er virkeligt lækkert at komme lidt væk fra gadesælgerne og ud i noget rigtigt natur. Halvvejs stopper vi, og får vandet hestene pga. varmens imens vi tager et kig på nogle ruiner. Tilbage i byen går vi på Macdonalds ved torvet og får noget vestligt, masseproduceret industrimad til vores sarte maver – herligt.
Vi driver lidt rundt i byen før vi vandre op til hostalet på toppen af byen for at slappe lidt af. Om aftenen finder vi en, stedet taget i betragtning, billig indisk restaurant (som udefra lignede en eksklusiv turistfælde), der laver næsten lige så god indisk mad som Café Delhi. Ved måltiddets afslutning ankommer to svenskere til restauranten og vi smider de sidste bidder indenbords før vi hastigt forlader stedet.
Opstemt af de mange penge vi har sparet, tager vi på en fancy tapas-bar for få en varm chokolade og en øl. Mens vi drikker kan betragter vi køkkenet, der ser så godt ud, at vi bestiller bord næste dag.
5. august.
Vi tjekker vores mail, og undrer os over, at vi stadig ikke har fået bekræftelse på ombooking af vores hjembilletter fra Brasilien, således at vi kommer hjem d. 25 i stedet for d. 1. september. Da vi efterhånden synes det er lidt mystisk, ringer vi til selskabet, som åbenbart alligevel ikke har ombooket billetterne. Hvis vi vil hjem før, skal det i så fald være d. 18. august, og det skal være fra den brasilianske kystby Salvador. Fortvivlelse og armod.... Vi læser lidt om Salvador på internettet, der lader til at være en flot by med både strand, musik, mad og gamle huse. Uret tikker og billetterne d. 18. risikerer at blive udsolgt, så vi tager en hurtigt beslutning og siger ja til tilbuddet (ikke nogen let beslutning!). Da vi nu skal flyve hjem fra Salvador i stedet for Rio, og ikke har tid til at leje bil, skal vi købe indenrigsbilletter fra Sao Paulo til Rio og igen fra Rio til Salvador. På trods af at kalender viser 2010, viser det sig at være næsten umuligt: De brasilianske flyselskaber har ikke oversat deres sider til engelsk, så vi gætter os gennem diverse uforståelige forkortelser, før vi til sidst får døds-beskeden: Vi kan ikke betale for flybilleterne uden et brasiliansk VISA-kort.
Vi ender med at have brugt mere end 4 timer på øvelsen samt besøge forskellige udenlandstelefoni-kiosker for at ringe direkte til flyselskaberne, før vi giver op og køber identiske flybilletter til 3-dobbelt pris igennem et canadisk rejsebureau. Desuden må vi, og opgive Rio og flyve direkte til Salvador.
Til frokost besøger vi Kapitalismens Højborg aka. Macdonalds igen, denne gang står den på ”super pollo burger”. Længslen efter at spise noget hvor man kan regne med at ens mave overlever er blevet stor. Den afsky man ellers kan have ved tanken om Maccens burgere er helt forsvundet og erstattet af en fryden over det kliniske måltid og længslen efter normale toiletbesøg.
Vi defilerer rundt i byen og kigger lidt på turistbutikkerne.
Om aftenen tager vi til Cicciliano. Gourmet-mad!! Vi bestiller begge en foret og endda rødvin. Keyla får laksetatar med sprød kiks af yuca og sesam, samt mild wasabi dressing. Morten får grilllede rejer og blæksprutte med chili anrettet på en rede af hjemmelavede risnudler. Det hele serveres fantastisk flot. Til hovedret vælger Keyla en anbefalet Ossobucco, der er lavet med en mørkølssovs – numenum – dertil tre hjemmelavede kæmperaviolier med kreativt fyld (nødder, mynte, ost). Morten får en pastaret med hjemmelavet pasta og kyllingestrimler pyntet med fintristede hvidløsskiver og peberfrugter. Vi føler os som baronesser og konger mens vi skåler for det danske SU-system. Mætte og utætte slentrer vi tilbage til jordhulen, hvor vi ser en disney-film (Find Nemo). Undervejs forædler Morten luften med en række stadig styggere og styggere fjærter (”Men Keyla, det er goumet-prutter!”). Som altid bliver hybris afløst af nemisis og overlegenheden forvandles til rædsel: Der er sovs (eller ”sauce”.... trods alt gourmet). Delikatesserne fra den italienske udgave af Noma er på rekordtid blevet hovedpersoner i et drama, som rettelig hører til i den mexikanske golf. Keyla ser film under hovedskælvet, mens vi venter på at uvejret aftager så meget, at det er forsvarligt at gå i seng. Morten kryber i ”nødposen” af frygt for ødelægge sin silkepose. Det bliver en lang nat, hvor hver eneste knurren i maven varsler endnu et fatalt mudderskred i Cusco. Langsomt går op for Morten, hvorfor skiltet med ”Do not dirty the walls” er sat op.
d. 6. august
Morten er blevet rigtig syg, og da vi først skal rejse videre mod Copacobana i Bolivia kl. 22. om aftenenen, lejer vi værelset en dag mere, så vi har adgang til et toilet og en seng. Om formiddagen besøger Keyla byens store kirke og det lokale bageri imens Mortens knurrende mave vogter over kummen.
Vi får pakket af, og bevæbnet med skidestop-piller bevæger vi os imod Mac'en, hvor vi vil indtage vores måske sidste måltid, før vi krydser grænsen til Bolivia natten til lørdag.
I busterminalen er der noget forvirring omkring, hvordan vi skal fortsætte rejsen. Billetsælgeren fortæller os, at vi ikke skal tage den officielle bus, men derimod en minibus han har arrangeret specielt til os. Det undrer os jo en del, da der holder en stor bus hvor der står ”Copacabana” på, og vi står sammen med en del backpackere, som skal med netop denne bus. Efter Keyla flere gange har prøvet at finde ud af, hvorfor det lige er, at vi ikke skal med den store bus, får vi at vide at det skal vi da også. Billetsælgeren er rigtig flink og giver os en del soles for at transportere en pose vaskepulver, vi skal tage med til hans tante i Bolivia, da det åbenbart er rationeret dér. Det bliver en lidt hård nat i bussen, da der ikke er nogle gardiner eller noget benplads.
Keyla har fået det meget bedre, omend hun stadig har en del luft i maven. Vi får hentet vasketøj, og ordnet ting på internettet før vi tager bussen imod Cuszo.
I byen besøger vi en café hvor vi har set en fancy kaffested, på højde med Starbucks, de skulle angiveligt have wifi til deres gæster. Vi køber fancy æblejuice og en fancy flaske vand (uuuh!), så vi kan bruge nettet til at skype, uploade billeder og tjekke de sørgelige rester på vores netbank. Desværre kan vi ikke få skidtet til at virke – det ser ikke ud til, at deres trådløse sender er tændt. Flere gange får vi fat i servitricen, og Keyla er lidt sur over, at hun tillader sig at gå på toilettet, når vores internet ikke virker. Frække indfødte! Vi prøver begge at forklare dem, at det altså IKKE virker, men de peger blot på deres kasseapparat som jo tydeligvis virker.... yes sire, hvis dét virker, så virker det trådløse internet jo også. Vi betaler den gastronomiske regning for vandet og æblejuicen, og forlader stedet med uforettet sag. Senere viser det sig, at det er vores egen computer som har haft slået netværkskortet fra...
Kl. 20 tager vi Cruz del sur–bussen mod Cusco, hvor vi har fået plads helt oppe foran på 1. sal, således at vi kan holde øje med chaufførens kørsel, desværre. Ved siden af os sidder en yderst nørdet amerikansk udgave af mr. Bean , som hiver sin ene elektroniske gadget op efter den anden, pakker 5+ tasker frem med forskelligt mad og udstyr, før han formummer sig i mørklægningsbriller og letvægtstæpper. Maden er i modsætning til tidligere rejser med samme selskab virkelig trist (uristet pølsebrød sparsomt belagt med tørrede kyllingetrevler på et leje af bakterier). Keyla som pga. maveinfektion kun har fået kiks i flere dage, falder i søvn og taler i hvilelse om kartoffelsalat og frikadeller. Morten kan ikke sove, fordi hans ben ikke kan være i bussen, og fordi mr. Bean demonstrativt trækker sit gardin fra, fordi han ikke behøver det, da han jo har mørklægningsbriller. Så er det smart, at han lige kan se ud af vinduet, når han vågner i morgen uden først at skulle besvære sig med, at trække gardinet fra. Rigtigt dejligt, at han har de der mørklægningsbriller.
d. 3. august.
K.l 5 om morgenen bliver vi meget trætte sat af på en virkelig kold og mørk busstation. Keyla har diarré, og vi finder bus”terminalens” toilet, dvs. et skur, og væskerne får endelig lov at flyde. Efterfølgende finder vi en taxa – vi skal køres til et anbefalet hostal, som vi har fundet på Tripadvisor. Undervejs fortæller taxachaufføren om alle sine geshæfter: han er taxachauffør, rejsearrangør og hostalejer. Hver gang vi kommer til at røre ved emnet, får vi en meget lang, insisterende på grænsen til truende, fortælling om, hvor fantastisk hans hostal er – i modsætning til det arve skidt, som han er ved at køre os til....Fremme ved hostallet, er der ingen ledige værelser, så fælden er klappet.... Selvom vi har flere steder på vores liste vi egentlig gerne vil se først, får chaufføren os overtalt til, at tjekke hans sted ud. I en lille brostensbelagt gyde, stopper han og hiver vores bagage ud, før vi overhovedet får kigget os omkring... ikke noget med at stikke hovedet ind og sige høfligt nej tak. Vi kan få et 4-mandsværelse med ½ mm tyk papvæg direkte ud til receptionen. Da han har lukket døren, og vi kan tale frit, beslutter vi at gøre som vi så succesfuldt har gjort før: vi flygter!
Taxachaufføren aka. ”bossen” er væk, og kun hans kumpan står i receptionen. Da han er både mindre og færre end os, tør han ikke holde os tilbage (faktisk er han meget flink: dvs, han virker lidt ligeglad). På gaden finder skuler vi efter ”bossen” før vi prajer en taxa: den mindste blikspand vi kan finde (erfaringen viser, at de normalt er de ærligste og mest hjælpsomme). En sådan bil stiger man ikke ind i. Man tager den på. Bilen er på størrelse med en middelstor kummefryser, og bagerummet er ikke eksisterende, så Keyla sætter sig først på bagsædet, før Morten læsser bagagen ind over hende. Fyren får bragt os til det næste hostal på vores liste (vi har ingen idé om hvor det ligger, og det viser sig at ligge godt uden for byen). Kl. er ved at være halv syv da vi bliver sat af. Desværre er ejeren af hostallet ikke stået op, så vi lader taxaen kører og venter. Ingen rum ledige her heller. Den ældre dame fortæller, at det ligger noget i nærheden, i det villakvarter vi er. Keyla snakker med en masse flinke mennesker, men ingen har plads til os. Ingen ledige pladser her. Måske er der turist-tæling i byen.... Desillusionerede finder vi en morgenmadscafé, således at vi kan søge efter ly for natten under ordentlige forhold. Da de gode anmeldelser af Hostal på Tripadvisor tiltrækker de uendeligt mange turister, søger vi nye veje. Lonely planet anbefaler ”Hospedje Inca, som et sted hvor andre desperate turister er endt i mangel af bedre. En taxachauffør kører os så langt han kan, før vi må stige af, og gå resten af vejen med vores bagage.
Stedet er fint og åbent, har en flot udsigt over byen og ok rum hvor et skilt med ”do not dirty the walls” pryder væggen. Efter at have snakket lidt med værten, beslutter vi os for, at købe busbilletter til en by nogle timers kørsel fra Cusco: Skt. Terasa. Herfra skulle man angivelgit kunne gå til Macho Pichu af en mindre turistet rute, samt besøge nogle naturlige varme bade – lige noget for os. For ikke at blive snydt på vejen derhen, spørger vi turist-politiet (som står i en klynge og ryger), hvad de mener man skal give for en taxatur derhen, således at vi ikke bliver over-charged. En fyr bryder ud af gruppen, og nægter at tale spansk med Keyla: han kan nemlig snakke engelsk – og det skal ikke forbigås ubemærket af vennerne. Vi får at vide, at det nok koster 30 soles at køre til busterminalen...Gad vide om den overhovedet ligger i Cusco?! Fyren gentager prisen 2 gange på engelsk og til sidst på spansk, da vi ser lidt måbende ud. Nede på gaden finder vi en taxa, som tager 3 soles for turen... fino.
Busterminalen er et gedemarked: der er 15 + forskellige firmaer, som sælger busser til de samme ruter (godt med noget konkurrence, bemærker Morten). Ca. halvdelen af sælgerne vil ikke sælge os billeterne, da vi alligevel ikke vil nå frem (eller tilbage) pga. en vejblokade, der drejer sig om gaspriser. De resterende vil gerne sælge os billetten... Da vi også har hørt om balladen fra vores taxachauffør, vælger vi ikke at købe nogle billetter. Tanken om at sidde indespærret i det peruvianske mars-landskab imens vores fly letter imod Brasiliens velsmagende køkken og hvide sandstrande huer os ikke rigtigt. Vi får en taxa til en anden busterminal, hvorfra vi kan få billetter mod La Paz og Bolivia.
Efter at have snakket med forskellige sælgere, som skiftevis vil og ikke vil sælge os billeter imod La Laz pga. blokaderne, begynder vi at blive bekymrede over, om vi slipper ud af Cusco og Peru. Keyla snakker bl.a. med en lettere skizofren dame, som først vil sælge os billetter og da vi siger ja bliver lettere indigneret over hvordan vi kan tillade os at ville købe billetter til noget der ikke er muligt...
En fyr sælger billetter til et boliviansk busselskab som vil forcere blokaderne i ly af mørket, hvilket vi sætter vores penge i. Glade (men dog også lidt bekymrede) tager vi afsted tilbage til centrum: nu kan vi se en ende på lidelserne.
Cusco viser sig dog, ikke at være repræsentativ for det Peru vi ellers kender: byen er flot, trafikken er ikke så slem og der er faktisk enkelte træer og et snedækket bjerg i horisonten.
Om aftenen besøger vi en restaurant som godt nok er lidt dyr for os, men den har fået rigtigt gode anmeldelser på Tripadvisor, samt har en flot hjemmeside med både vision og mission. Det konkrete resultat var lidt skuffende: en udvidet version af ris og kylling, krydret med en enkelt oliven og uhyggeligt store cifre på regningen.
d. 4. august
Vi sover godt i ”jordhulen” og vågner op næste dag, opsatte på at vride mest muligt ud af Cusco. Efter morgenmaden (skorper med magarine som står på hylden hele dagen), og færdigkomponering af Keylas madlægnselssang, går vi imod et udsigtspunkt hvor der også skulle være nogle inka-ruiner.
På vejen falder Keyla i snak med en ældre mand, som kan arrangere en billig ridetur for os.
Vi hopper på den. Han taler om at komme væk fra turisterne og se fjerne uopdagede incablokke, panorama udsigter og ægte peruvianske højsletter. Morten vil gerne løbe ved siden af, da han er bange for at sidde på en hest (tænk over, hvad der skete med den fyr, der spillede supermand... supermand endda!). Hestene er små, forsikrer manden. Varmen, mavepinen, og den iltfattige luft bevirker at Morten bliver mør til hesteryggen efterhånden som vi nærmer os folden. Mens vi venter har Morten kraftig mavepine, og hestefyren tror det er nervøsitet og beroliger og beroliger. Da Keyla fortæller fyren, at Morten har maveproblemer, slår han over i jokes omkring diarré og de mange skide-muligheder man har i naturen når først turen er startet.
Hestene starter uden problemer, og en ung mand bevæbnet med en afbrækket pind gelejder os ud på den 2 timer lange ridetur. Heldigvis har han meget sjældent brug for kviste-pisken, idet hestene selv kan hele vejen. Keylas hest, som går forrest, prutter fælt og kontinuerligt og Mortens hest vrinsker dramatisk dertil. Langsomt går det afsted, først stejlt opad og derefter på grusvej gennem en slette. Faktisk er vi rigtigt glade for turen, det er virkeligt lækkert at komme lidt væk fra gadesælgerne og ud i noget rigtigt natur. Halvvejs stopper vi, og får vandet hestene pga. varmens imens vi tager et kig på nogle ruiner. Tilbage i byen går vi på Macdonalds ved torvet og får noget vestligt, masseproduceret industrimad til vores sarte maver – herligt.
Vi driver lidt rundt i byen før vi vandre op til hostalet på toppen af byen for at slappe lidt af. Om aftenen finder vi en, stedet taget i betragtning, billig indisk restaurant (som udefra lignede en eksklusiv turistfælde), der laver næsten lige så god indisk mad som Café Delhi. Ved måltiddets afslutning ankommer to svenskere til restauranten og vi smider de sidste bidder indenbords før vi hastigt forlader stedet.
Opstemt af de mange penge vi har sparet, tager vi på en fancy tapas-bar for få en varm chokolade og en øl. Mens vi drikker kan betragter vi køkkenet, der ser så godt ud, at vi bestiller bord næste dag.
5. august.
Vi tjekker vores mail, og undrer os over, at vi stadig ikke har fået bekræftelse på ombooking af vores hjembilletter fra Brasilien, således at vi kommer hjem d. 25 i stedet for d. 1. september. Da vi efterhånden synes det er lidt mystisk, ringer vi til selskabet, som åbenbart alligevel ikke har ombooket billetterne. Hvis vi vil hjem før, skal det i så fald være d. 18. august, og det skal være fra den brasilianske kystby Salvador. Fortvivlelse og armod.... Vi læser lidt om Salvador på internettet, der lader til at være en flot by med både strand, musik, mad og gamle huse. Uret tikker og billetterne d. 18. risikerer at blive udsolgt, så vi tager en hurtigt beslutning og siger ja til tilbuddet (ikke nogen let beslutning!). Da vi nu skal flyve hjem fra Salvador i stedet for Rio, og ikke har tid til at leje bil, skal vi købe indenrigsbilletter fra Sao Paulo til Rio og igen fra Rio til Salvador. På trods af at kalender viser 2010, viser det sig at være næsten umuligt: De brasilianske flyselskaber har ikke oversat deres sider til engelsk, så vi gætter os gennem diverse uforståelige forkortelser, før vi til sidst får døds-beskeden: Vi kan ikke betale for flybilleterne uden et brasiliansk VISA-kort.
Vi ender med at have brugt mere end 4 timer på øvelsen samt besøge forskellige udenlandstelefoni-kiosker for at ringe direkte til flyselskaberne, før vi giver op og køber identiske flybilletter til 3-dobbelt pris igennem et canadisk rejsebureau. Desuden må vi, og opgive Rio og flyve direkte til Salvador.
Til frokost besøger vi Kapitalismens Højborg aka. Macdonalds igen, denne gang står den på ”super pollo burger”. Længslen efter at spise noget hvor man kan regne med at ens mave overlever er blevet stor. Den afsky man ellers kan have ved tanken om Maccens burgere er helt forsvundet og erstattet af en fryden over det kliniske måltid og længslen efter normale toiletbesøg.
Vi defilerer rundt i byen og kigger lidt på turistbutikkerne.
Om aftenen tager vi til Cicciliano. Gourmet-mad!! Vi bestiller begge en foret og endda rødvin. Keyla får laksetatar med sprød kiks af yuca og sesam, samt mild wasabi dressing. Morten får grilllede rejer og blæksprutte med chili anrettet på en rede af hjemmelavede risnudler. Det hele serveres fantastisk flot. Til hovedret vælger Keyla en anbefalet Ossobucco, der er lavet med en mørkølssovs – numenum – dertil tre hjemmelavede kæmperaviolier med kreativt fyld (nødder, mynte, ost). Morten får en pastaret med hjemmelavet pasta og kyllingestrimler pyntet med fintristede hvidløsskiver og peberfrugter. Vi føler os som baronesser og konger mens vi skåler for det danske SU-system. Mætte og utætte slentrer vi tilbage til jordhulen, hvor vi ser en disney-film (Find Nemo). Undervejs forædler Morten luften med en række stadig styggere og styggere fjærter (”Men Keyla, det er goumet-prutter!”). Som altid bliver hybris afløst af nemisis og overlegenheden forvandles til rædsel: Der er sovs (eller ”sauce”.... trods alt gourmet). Delikatesserne fra den italienske udgave af Noma er på rekordtid blevet hovedpersoner i et drama, som rettelig hører til i den mexikanske golf. Keyla ser film under hovedskælvet, mens vi venter på at uvejret aftager så meget, at det er forsvarligt at gå i seng. Morten kryber i ”nødposen” af frygt for ødelægge sin silkepose. Det bliver en lang nat, hvor hver eneste knurren i maven varsler endnu et fatalt mudderskred i Cusco. Langsomt går op for Morten, hvorfor skiltet med ”Do not dirty the walls” er sat op.
d. 6. august
Morten er blevet rigtig syg, og da vi først skal rejse videre mod Copacobana i Bolivia kl. 22. om aftenenen, lejer vi værelset en dag mere, så vi har adgang til et toilet og en seng. Om formiddagen besøger Keyla byens store kirke og det lokale bageri imens Mortens knurrende mave vogter over kummen.
Vi får pakket af, og bevæbnet med skidestop-piller bevæger vi os imod Mac'en, hvor vi vil indtage vores måske sidste måltid, før vi krydser grænsen til Bolivia natten til lørdag.
I busterminalen er der noget forvirring omkring, hvordan vi skal fortsætte rejsen. Billetsælgeren fortæller os, at vi ikke skal tage den officielle bus, men derimod en minibus han har arrangeret specielt til os. Det undrer os jo en del, da der holder en stor bus hvor der står ”Copacabana” på, og vi står sammen med en del backpackere, som skal med netop denne bus. Efter Keyla flere gange har prøvet at finde ud af, hvorfor det lige er, at vi ikke skal med den store bus, får vi at vide at det skal vi da også. Billetsælgeren er rigtig flink og giver os en del soles for at transportere en pose vaskepulver, vi skal tage med til hans tante i Bolivia, da det åbenbart er rationeret dér. Det bliver en lidt hård nat i bussen, da der ikke er nogle gardiner eller noget benplads.
mandag den 2. august 2010
Arequipa, del 2
30. juli (Capanaconde til Arequipa)
Om morgenen har vi begge to fået dårlig mave, så vi indtager præventive skidestop-piller før 8 timers turen med lokalbussen. Vi skal nå bussen kl. 11 og går derned i god tid, da diverse guidebøger beretter, at man næsten skal i fysisk slåskamp for at få plads (også selvom man har købt billet på forhånd).
Siden vi for et par dage siden hørte, at en lokalbus på den strækning vi skal køre, er styrtet ned, og en del mennesker er blevet dræbt, har vi gruet ret meget for turen. Vores bange anelser på opturen var åbenbart ikke helt ubegrundede, og vi har er ud sagt småbange for at skulle køre med lokalbussen igen. Til vores store held ser vi nogle minibusser (som kører arrangere guideture), og Keyla går rundt og spørger om vi kan få en plads et sted.
Vi får plads på en firhjulstrækker der er ombygget til minibus. Den første lange strækning indtil frokost er bussen tom, og vi får snakket en del med den engelsktalende chauffør ”Raul”, som en flink fyr og en rolig chauffør.
I Chivay (stedet med de mange indianere og den toilettrængende pige) stopper vi og får god mad på en vejkro. Efter maden beder Raul os vente mens han kører væk og ordner sit dæktryk. Det undrer os en del, da vi har parkeret på en tankstation ved siden af en dæktryks-automat. Keyla får taget et billede sammen med nogle små piger i nationaldragt og en Alpaca (en slags lama). Morten defilerer i pendulfart frem og tilbage mellem mødestedet og kroens toilet for at være sikker på at være helt”tørlagt” inden den lange køretur begynder.
Vores rygsæk ligger i bussen, og da Raul har været væk i over en time, begynder konspirationsteorierne at dukke op: Hvordan kan det være, at der slet ikke var andre passagerer med bussen? Hvorfor skulle vi ikke betale noget for at køre med? Hedder Raul i virkeligheden Raul?Hvorfor var ”Raul” så ivrig efter at fortælle os, at vores rygsæk lå så sikkert i bussen, og vi ikke behøvede tage den med på restauranten?... …. …
Efter mange spekulationer kommer Raul tilbage med minibussen. Han er blevet ringet op og bedt om at hente nogle turister i nærheden, som skal køre med os. På vej tilbage til Arequipa stopper vi ved et par udsigtspunkter. Desværre er der så koldt p.ga. højden (4000 m.o.h), at man ikke kan holde ud at være udenfor bussen i mange minutter af gangen.
Tilbage i Arequiba finder vi Posada Castillo, hvor vi før har sovet, og får et værelse. Denne gang får vi (uden ekstrabetaling, håber vi) en luksussuite med spabad (der dog ikke virker, men det er tanken der tæller), og stue/soveværelse-alrum, og en seng på størrelse med en badmintonbane. Mortens maveproblemer er ved at være væk, men Keyla har det stadig skidt med kvalme, opkast og diarre.
31. juli (Arequipa)
Keyla er stadig syg og vi er generelt lidt trætte af Arequipa og af sydperu i det hele taget. Her er tørt og goldt uden for byerne og larmende og snavset inde i byerne. Luften er ufatteligt tør, så hele ens åndeapparat gør ondt når man har sovet. Resten af vejen til La Paz, hvorfra vi har flybillet om 12 dage, byder på det samme, eller værre, landskab. Vi fantaserer os tilbage til Tobago, og håber at Brasilien er ligesådan. Det hjælper heldigvis lidt på humøret at Skype med familien i Danmark og Sverige.
Inde i byen forsøger vi at få billetter til Cuzco (en anden, og meget berømt, bjergby i Peru), samt Puno. På grund af nogle strejker er busserne desværre fyldt op de næste par dage, men det lykkedes heldigvis at få billetter til Cuzco om 2 dage. I byen ser vi et lama-ulds-museeum før vi tager tilbage til hotelværelset og slapper af. Keyla har det ret dårligt, men heldigvis er det ikke de værste omgivelser at være syg i, hvis det endelig skal være.
Efter at have småsovet om eftermiddagen begiver vi os ind til byen for at spise. Keyla har fået det lidt bedre. Vi har set at byens stormagasin har en billig buffet på 1. salen, som ser forholdsvis pæn ud. Isoleret set er maden nok noget af det bedste vi har fået i lang tid, men omgivelserne er ret forfærdelige. Der er neonrør, plasticmøbler, spilleautomater, to forskellige fjernsyn der kører, børn der skriger og generelt bare larm, larm, larm. Der sidder en hel del peruvianske par – det må åbenbart være hér man tager ud, når man rigtigt skal hygge sig på en lørdag aften som i dag...
Da det ikke er specielt hyggeligt, og Keyla ikke er på toppen, forlader vi hurtigt stedet og går hjem. Keyla kaster op et par gange imens vi går. På badeværelset har vi sygescene: Keylas diarre og opkast bliver akkompagneret af Mortens efterhånden tyndslidte blodnæse der går amok i den tørre bjergluft. Vi føler os meget ynkelige.
Da vi har fået styr på væskerne ser vi film på computeren (”2012” - amerikansk film om jordens undergang med Zlatko Buric i næsten-hovedrollen!).
1. august (Arequipa)
Keyla er stadig syg og sengeliggende, og Morten bruger dagen på at skrive blog og ordne billeder. Om aftenen går vi til byen, og Keyla har fået det så godt, at vi vover at spise en pizza på ”Nanos pizzaria”. Hjemme igen ser vi film, ”The Hills have eyes”. Det er en virkeligt uhyggelig splatter-gyser, om nogle vanskabte kannibaler i den mexikanske ørken, som fanger og spiser tilfældige vildfarne turister. I løbet af filmen får vi skruet lyden mere og mere ned, og flyttet computeren længere og længere væk fra os. Se den aldrig! For at få ro på nerverne før vi skal sove, bliver vi nødt til at se en Disnyefilm (”Skønheden og udyret”).
2. august (Arequipa)
Keyla har fået det meget bedre, omend hun stadig har en del luft i maven. Vi får hentet vasketøj, og ordnet ting på internettet før vi tager bussen imod Cuszo.
Om morgenen har vi begge to fået dårlig mave, så vi indtager præventive skidestop-piller før 8 timers turen med lokalbussen. Vi skal nå bussen kl. 11 og går derned i god tid, da diverse guidebøger beretter, at man næsten skal i fysisk slåskamp for at få plads (også selvom man har købt billet på forhånd).
Siden vi for et par dage siden hørte, at en lokalbus på den strækning vi skal køre, er styrtet ned, og en del mennesker er blevet dræbt, har vi gruet ret meget for turen. Vores bange anelser på opturen var åbenbart ikke helt ubegrundede, og vi har er ud sagt småbange for at skulle køre med lokalbussen igen. Til vores store held ser vi nogle minibusser (som kører arrangere guideture), og Keyla går rundt og spørger om vi kan få en plads et sted.
Vi får plads på en firhjulstrækker der er ombygget til minibus. Den første lange strækning indtil frokost er bussen tom, og vi får snakket en del med den engelsktalende chauffør ”Raul”, som en flink fyr og en rolig chauffør.
I Chivay (stedet med de mange indianere og den toilettrængende pige) stopper vi og får god mad på en vejkro. Efter maden beder Raul os vente mens han kører væk og ordner sit dæktryk. Det undrer os en del, da vi har parkeret på en tankstation ved siden af en dæktryks-automat. Keyla får taget et billede sammen med nogle små piger i nationaldragt og en Alpaca (en slags lama). Morten defilerer i pendulfart frem og tilbage mellem mødestedet og kroens toilet for at være sikker på at være helt”tørlagt” inden den lange køretur begynder.
Vores rygsæk ligger i bussen, og da Raul har været væk i over en time, begynder konspirationsteorierne at dukke op: Hvordan kan det være, at der slet ikke var andre passagerer med bussen? Hvorfor skulle vi ikke betale noget for at køre med? Hedder Raul i virkeligheden Raul?Hvorfor var ”Raul” så ivrig efter at fortælle os, at vores rygsæk lå så sikkert i bussen, og vi ikke behøvede tage den med på restauranten?... …. …
Efter mange spekulationer kommer Raul tilbage med minibussen. Han er blevet ringet op og bedt om at hente nogle turister i nærheden, som skal køre med os. På vej tilbage til Arequipa stopper vi ved et par udsigtspunkter. Desværre er der så koldt p.ga. højden (4000 m.o.h), at man ikke kan holde ud at være udenfor bussen i mange minutter af gangen.
Tilbage i Arequiba finder vi Posada Castillo, hvor vi før har sovet, og får et værelse. Denne gang får vi (uden ekstrabetaling, håber vi) en luksussuite med spabad (der dog ikke virker, men det er tanken der tæller), og stue/soveværelse-alrum, og en seng på størrelse med en badmintonbane. Mortens maveproblemer er ved at være væk, men Keyla har det stadig skidt med kvalme, opkast og diarre.
31. juli (Arequipa)
Keyla er stadig syg og vi er generelt lidt trætte af Arequipa og af sydperu i det hele taget. Her er tørt og goldt uden for byerne og larmende og snavset inde i byerne. Luften er ufatteligt tør, så hele ens åndeapparat gør ondt når man har sovet. Resten af vejen til La Paz, hvorfra vi har flybillet om 12 dage, byder på det samme, eller værre, landskab. Vi fantaserer os tilbage til Tobago, og håber at Brasilien er ligesådan. Det hjælper heldigvis lidt på humøret at Skype med familien i Danmark og Sverige.
Inde i byen forsøger vi at få billetter til Cuzco (en anden, og meget berømt, bjergby i Peru), samt Puno. På grund af nogle strejker er busserne desværre fyldt op de næste par dage, men det lykkedes heldigvis at få billetter til Cuzco om 2 dage. I byen ser vi et lama-ulds-museeum før vi tager tilbage til hotelværelset og slapper af. Keyla har det ret dårligt, men heldigvis er det ikke de værste omgivelser at være syg i, hvis det endelig skal være.
Efter at have småsovet om eftermiddagen begiver vi os ind til byen for at spise. Keyla har fået det lidt bedre. Vi har set at byens stormagasin har en billig buffet på 1. salen, som ser forholdsvis pæn ud. Isoleret set er maden nok noget af det bedste vi har fået i lang tid, men omgivelserne er ret forfærdelige. Der er neonrør, plasticmøbler, spilleautomater, to forskellige fjernsyn der kører, børn der skriger og generelt bare larm, larm, larm. Der sidder en hel del peruvianske par – det må åbenbart være hér man tager ud, når man rigtigt skal hygge sig på en lørdag aften som i dag...
Da det ikke er specielt hyggeligt, og Keyla ikke er på toppen, forlader vi hurtigt stedet og går hjem. Keyla kaster op et par gange imens vi går. På badeværelset har vi sygescene: Keylas diarre og opkast bliver akkompagneret af Mortens efterhånden tyndslidte blodnæse der går amok i den tørre bjergluft. Vi føler os meget ynkelige.
Da vi har fået styr på væskerne ser vi film på computeren (”2012” - amerikansk film om jordens undergang med Zlatko Buric i næsten-hovedrollen!).
1. august (Arequipa)
Keyla er stadig syg og sengeliggende, og Morten bruger dagen på at skrive blog og ordne billeder. Om aftenen går vi til byen, og Keyla har fået det så godt, at vi vover at spise en pizza på ”Nanos pizzaria”. Hjemme igen ser vi film, ”The Hills have eyes”. Det er en virkeligt uhyggelig splatter-gyser, om nogle vanskabte kannibaler i den mexikanske ørken, som fanger og spiser tilfældige vildfarne turister. I løbet af filmen får vi skruet lyden mere og mere ned, og flyttet computeren længere og længere væk fra os. Se den aldrig! For at få ro på nerverne før vi skal sove, bliver vi nødt til at se en Disnyefilm (”Skønheden og udyret”).
2. august (Arequipa)
Keyla har fået det meget bedre, omend hun stadig har en del luft i maven. Vi får hentet vasketøj, og ordnet ting på internettet før vi tager bussen imod Cuszo.
Vandretur i Colca Canoyn (Peru)
d. 26. juli (Fra Arequipa til Capanaconde)
Rengøringspersonalet (?!) og undulaterne har gjort deres arbejde grundigt fra kl. 03.30 og fremefter, så Morten er træt, da vi står op. I eftermiddag skal vi køre til Cobanaconde, så indtil da skal vi have pakket en vandrerygsæk (den anden efterlader vi her på hotellet i Arequipa) samt ordne forskellige praktiske ting inden vandreturen.
I busterminalen får vi afleveret vores bagage og tisset af en hel del gange før vi går ind i afgangsområdet. Udover selve busbilletten skal man bruge en ekstra billet til 1 soles (= 2 kr.) for at komme ind på afgangsområdet. Billetten bliver solgt i et separat kontor i den anden ende af terminalen, og kan ikke købes når man alligevel køber sin alm. billet. Så er der jo også arbejde til nogle flere mennesker.
Bussen er virkelig lokal, og må være konstrueret til små indianere og folk uden ben. Til gengæld kan den køre stærkt. Meget stærkt. I Peru er seler et lovkrav, men som med så mange andre lovkrav i Peru, findes der altid en kreativ løsning: Attrap-seler. Mystisk, da man næsten skulle tro, at det var lettere bare at installere nogle rigtige seler. I samme genre kan vi berette om taxachaufførerne, der har udviklet en speciel teknik til at holde selen fast mellem højre albue og siden af maven, så det udefra ligner, at de kører med sele. Meget nemmere end bare at klikke selen fast, nemlig. Her i Peru er der simpelthen prestige i at snyde ordensmagten – regler er til for at blive brudt.
Efter et par timers kørsel på grusvejene bliver det mørkt, og vi kan ikke længere se hvor vi kører. Chaufføren har sat en utroligt blodig, spansk-synkroniseret zombie-horror-film på bussens fjernsyn, så vi kan få afledt opmærksomheden fra kørslen. Trods blodbadet på skærmen, er vi ikke i tvivl om, hvad der er mest uhyggeligt. Flere gange kan vi bogstaveligt talt mærke at bussen letter fra jorden og flyver adskillige meter. Foran i bussen har en turist fået diarre og skidt i bukserne (måske af skræk?), så lugten er næsten uudholdelig. Engang imellem stopper bussen og holder, tilsyneladende uden grund, stille i halve timer. Desværre fortæller chaufføren aldrig hvor længe bussen holder, så Morten tør ikke hoppe af bussen for at lette sin efterhånden sprængfarlige blære.
5½ times kørsel fra Arequipa når vi til bjergbyen Chivay, hvor bussen gør et længere stop. Keyla er stadig cool med sin blære, men Morten vil forsøge at komme ud af bussen og finde et sted at tisse. Ved bussens indgang står hundredevis af indianere og presser på for at komme ind, og tanken om at blive efterladt i den mørke bjergby fordi bussen er blevet fyldt, får Morten til at droppe tisseplanerne. På vej ind i bussen igen, kæmpende i folkemasserne, ser Morten Diarré-turisten forsøge at kravle henover chaufførens sæde med en rulle toiletpapir, for at slippe ud dén vej. Stakkels pige. Vi ved faktisk ikke, om hun kom på bussen igen.
Bussen bliver fyldt til bristepunktet med mennesker, og man kan næsten ikke bevæge sig fordi folk står så tæt. Da bussen sætter i gang ,opdager vi at der er 2½ time til bussen er fremme ved Copanaconde, og tisse-i-flaske-fantasierne sætter ind. Keyla skriver en ”jeg skal tisse”-seddel på spansk, som Morten kan vise chaufføren. Efter en halv times albue-kamp gennem den smalle midtergang (ydmyget af højlydt grinende indianere, der kan læse sedlens budskab) når Morten frem til chaufføren og får allernådigst igangsat den eftertragtede tissepause.
Vi når meget trætte frem til Copanaconde, og træder ud i den iskolde bjerg-natte-luft iført vores shorts. Keyla har i bussen snakket med nogle piger fra Barcelona, som skal bo på et hostal kaldet ”Valle de Fuego”. Da vi er temmelig trætte, og ikke har noget bedre bud, tager vi med dem, selvom Lonely Planets beskrivelse af stedet lugter af backpacker. Vi går gennem baren der hører til stedet, hvor nogle skibumse-agtige typer sidder og drikker øl i klondyke-omgivelserne.
Værelserne er iskolde, fødderne fryser næsten fast til gulvet, og stedet er så dårligt lydisoleret, at man kan høre når naboerne tisser (også før de trækker ud, altså). Vi kryber i det uldne undertøj og går i seng. Efter et par minutters stilhed hører vi stemmer og musik. Fire franskmænd har en lille fest på værelset overfor os. Festen bliver ved til kl. 02.15, og består af en blanding af reggaemusik (som de mere og mere fulde deltagere forsøger at synge med på), franske drukviser og tilsyneladende fantastisk sjove vittigheder. Vi, samt et par af hostallets andre gæster, forsøger skiftevis at appellere om nåde og stilhed, men bliver bl.a. fnisende afvist (på engelsk) med den begrundelse, at franskmændene ikke forstår engelsk.
d. 27. juli (Capanaconde til San Juan)
Vilde hunde, haner og fra kl. 05.45, morgenfriske backpackere står for nattens søvn-ødelæggelser. Vi overvejer, om det er forsvarligt at gå den lange og meget stejle etape uden at have sovet, men ved hjælp af Panodil og tanken om, at festglade backpackere ikke begiver sig ud på længere vandreture, beslutter vi os for alligevel at gennemføre turen. Før vi tager af sted, får vi en burger med ubestemmeligt kød i backpacker-baren, køber vandflasker og busbilletter tilbage til Arequiba tre dage senere, da vi har hørt, at de er svære at få fat i.
Vi forlader byen og går ud af hovedgrusvejen i en halv time, før vi drejer stejlt ned i canyonen. På den lille sti sidder to indianere med en barnevogn og et æsel, og vil se vores ”turistbilletter”. Vi fortæller dem, som vores guidebøger samt manden på backpacker-hostallet har rådet os til, at vi desværre har glemt billetterne hjemme på hotellet. De nikker og vi går videre. Der må komme en 20-30 mennesker forbi hver dag, som ”har glemt deres billetter på hotellet”. Vi tænker, at det i virkeligheden er en form for uberettiget/korrupt billetkontrol som man kan omgå ved at bruge hotel-forklaringen.
Canyonen er på det dybeste sted omkring 3500 meter dyb (verdens dybeste faktisk), men er dog kun/heldigvis lidt over 1000 meter dyb, der hvor vi skal gå. Da vi kommer til kanten af den, kan vi ikke se bunden. Efter lidt tid, kan vi skimte et smalt grønt bælte i bunden. Vi skal hele vejen ned i bunden og op igen på den anden side.
Stien snor sig ned langs siden, og er ufatteligt stejl og støvet. På vejen bliver vi overhalet af en hel del muldur som frygtesløst, og tungt pakkede, nærmest løber ned af de smalle stier imens vi kiler os til klippesiden for ikke at blive raget ud i afgrunden når de passerer. Keyla falder en enkelt gang, men er heldigvis ikke ude ved kanten da det sker. Det tager omkring 4 timer at nå bunden, hvor indianere sælger vand og cola. Vi passerer en hængebro og finder et sted ved floden, hvor vi kan skylle vores fødder og slappe lidt af, før vi går op på den anden side af kløften som er mere skyggefuld og grøn.
Byen vi skal overnatte i hedder ”San Juan” og ligger heldigvis kun ½ times gang fra kløftens bund. Vi bliver indkvarteret i nogle meget primitive hytter og får os et koldt bad under ”bambusbruseren”. På trods af de meget primitive forhold, er det virkeligt dejligt at få et bad og gå rundt på bare tæer i det grønne græs. Bedre end luksushotel i storbyen!
Til Mortens store glæde viser det sig, at man kan købe kolde øl. Trætte i benene betragter vi den bjergside vi er gået ned af, imens vi deler en øl og tænker på, hvad man mon får serveret af mad så afsides fra alting.
I løbet af eftermiddagen/aftenen kommer der flere gæster til stedet, bl.a. en gruppe bestående af 6 new zealændere og 2 irere, som vi tilbringer meget tid sammen med de næste par dage. Det er nogle rigtigt søde mennesker, slet ikke ”rigtige backpackere”. Vi spiser ris og kogte grønsager med dem, og går tidligt i seng da vi efterhånden er temmelig trætte. Desværre adskiller en kun få cm tynd væg os fra naborummet der er beboet af ”rigtige backpackere” med mobiler der kan spille høj musik.
d. 28. juli (San Juan til Oasen)
Vi har sovet længe i dag, helt til kl. 7. Faktisk har vi ikke følt os så udhvilede siden luksushotellet i Lima. Fantastisk. Efter morgenmad bestående af pandekager og coca-the, går vi ud på dagens rute.
Ruten går langs siden af kløften for slutteligt at dykke ned i bunden, hvor den såkaldte ”Oasis” ligger. Denne side af dalen er utroligt grøn og frodig, og der er små bække og enge med græssende muldyr – stemningen er næsten norsk. Vi stopper ved en lille bæk og vasker fødder og nyder stemningen en times tid, før vi fortsætter. Desværre løber vi hurtigt tør for frodighed, og kommer igen ud i det mere rå og golde, men fascinerende landskab. På vejen går vi igennem et par små ”byer”, som nærmest sover. Husene er en samling simple lerklodser med blik henover. Den eneste bygning der er gjort noget ud af, er selvfølgelig kirken. Vi når en flad slette hvor der ”gror” noget, der måske kan være oliventræer. Herefter går det stejlt nedad til bunden af kløften hvor oasen ligger. Mens vi går nedad kan vi se den grønne oase og de 3-4 turkise swimmingpools, som er stedets attraktion (vandet i dem bliver konstant udskiftet af kildevand, der løber ned af bjergsiden). Oppe i Copanaconde, har vi på forhånd købt ”billetter” til et overnatningssted i oasen, så vi er sikre på at have et sted at sove.
Manden der driver ”Paradise Inn” er en ranglet hippie-type i psykedelisk hawai-skjorte, hippie-tegns-tatoveringer og ankelkæde. Vi får anvist en bambushytte og får serveret noget suppe med spaghetti i ”restauranten”. Desværre viser det sig, at netop dét sted, er det mest turistede og har den koldeste swimmingpool. Uanset hvad, er det dog rigtigt dejligt at få skyllet støvet af kroppen og slappe af i skyggen. Efter at have slappet af, besøger vi vores irske / new zealandske venner, som har fået indkvartering på ”Eden” - lige ved siden af os. Deres pool er varmere end vores, og deres græs er grønnere.... øv. Vi spiller kort (røvhul, eller ”asshole” som spillet hedder på engelsk) indtil samt efter middagen (suppe med spaghetti). Undervejs får vi lært en hel del engelske bandeord. Vi siger farvel til gruppen om aftenen, da de skal gå kl. 06.00 næste morgen, og prøver at finde vores eget sted i mørket.
Bob Marley-fyren på Paradise Inn er blevet lidt mut, da han har været bekymret over, at vi ikke kom tilbage efter mørkets frembrud, hvilket vi jo godt kan forstå.
Der er dejligt stille omkring vores hytte, og bortset fra et næseblodsdrama udløst af den tørre bjergluft, sover vi fantastisk.
d. 29. juli (Oasen til Capanaconde)
Om morgen ser vi resultat af nattens næseblod, og finder ud af, at vi er nødt til at få vendt rundt på sengetøjet, så Bob Marley ikke opdager, hvad vi har lavet, eller evt. begynder at lave teorier om, hvad der er sket i nattens mulm og mørke.
I dag skal vi gå op til Copanaconde igen. Turen skulle tage omkring 3½ – 4 timer, og da det først bliver mørkt omkring kl. 18, har vi tænkt os at bruge formiddagen i Oasen og begynde at vandre ud på eftermiddagen. Efter morgenmaden går vi en tur ned til floden af en lille sti, før vi besøger naboens varme pool. Floden har iskoldt vand og er strømfyldt, så vi bliver enige om. at vi trods Bob Marleys anbefalinger vil holde os til poolen.
Naboens pool er virkelig lækker – der er indlagt vandfald, grønt fodvenligt græs og flotte blomster - og vi bruger nogle timer på at nyde stedet. Vandet i poolen bliver konstant udskiftet af en kilde, der kommer ned af bjergsiden, så der er ikke tale om det almindelige kemikalie-bakterie-saft swimmingpools almindeligvis er fyldt med. Vi er ret glade for, at vi har sat god tid af til at nyde oasen, frem for at fare hurtigt videre, som de fleste tilsyneladende gør. Efter frokost (og konstatering af et par solskoldninger) begynder vi marathon-opstigningen imod Copanaconde. Der er tale om forcering af over 1000 meters højdeforskel i et landskab der får Gobi-ørkenen til et ligne et badeland.
Turen er mindst lige så slem som frygtet, og når vi vender os tilbage, kan vi se ned på den grønne oase vi forlod. I skumringen når vi godt kvæstede op til Copanaconde, hvor vi har booket et andet hotel end ”Valle de Fuego” (backpacker-helvedet).
Det nye hotel er lidt dyrere, men Morten har en teori om, at 5 ekstra dollar pr. nat holder backpackerne væk. Hotellet er, placeringen taget i betragtning, utroligt fint og aldeles backpackerfrit. I restauranten får vi en ”turistmenu” og Morten prøver Perus nationale brændevin (”Pisco”).
Rengøringspersonalet (?!) og undulaterne har gjort deres arbejde grundigt fra kl. 03.30 og fremefter, så Morten er træt, da vi står op. I eftermiddag skal vi køre til Cobanaconde, så indtil da skal vi have pakket en vandrerygsæk (den anden efterlader vi her på hotellet i Arequipa) samt ordne forskellige praktiske ting inden vandreturen.
I busterminalen får vi afleveret vores bagage og tisset af en hel del gange før vi går ind i afgangsområdet. Udover selve busbilletten skal man bruge en ekstra billet til 1 soles (= 2 kr.) for at komme ind på afgangsområdet. Billetten bliver solgt i et separat kontor i den anden ende af terminalen, og kan ikke købes når man alligevel køber sin alm. billet. Så er der jo også arbejde til nogle flere mennesker.
Bussen er virkelig lokal, og må være konstrueret til små indianere og folk uden ben. Til gengæld kan den køre stærkt. Meget stærkt. I Peru er seler et lovkrav, men som med så mange andre lovkrav i Peru, findes der altid en kreativ løsning: Attrap-seler. Mystisk, da man næsten skulle tro, at det var lettere bare at installere nogle rigtige seler. I samme genre kan vi berette om taxachaufførerne, der har udviklet en speciel teknik til at holde selen fast mellem højre albue og siden af maven, så det udefra ligner, at de kører med sele. Meget nemmere end bare at klikke selen fast, nemlig. Her i Peru er der simpelthen prestige i at snyde ordensmagten – regler er til for at blive brudt.
Efter et par timers kørsel på grusvejene bliver det mørkt, og vi kan ikke længere se hvor vi kører. Chaufføren har sat en utroligt blodig, spansk-synkroniseret zombie-horror-film på bussens fjernsyn, så vi kan få afledt opmærksomheden fra kørslen. Trods blodbadet på skærmen, er vi ikke i tvivl om, hvad der er mest uhyggeligt. Flere gange kan vi bogstaveligt talt mærke at bussen letter fra jorden og flyver adskillige meter. Foran i bussen har en turist fået diarre og skidt i bukserne (måske af skræk?), så lugten er næsten uudholdelig. Engang imellem stopper bussen og holder, tilsyneladende uden grund, stille i halve timer. Desværre fortæller chaufføren aldrig hvor længe bussen holder, så Morten tør ikke hoppe af bussen for at lette sin efterhånden sprængfarlige blære.
5½ times kørsel fra Arequipa når vi til bjergbyen Chivay, hvor bussen gør et længere stop. Keyla er stadig cool med sin blære, men Morten vil forsøge at komme ud af bussen og finde et sted at tisse. Ved bussens indgang står hundredevis af indianere og presser på for at komme ind, og tanken om at blive efterladt i den mørke bjergby fordi bussen er blevet fyldt, får Morten til at droppe tisseplanerne. På vej ind i bussen igen, kæmpende i folkemasserne, ser Morten Diarré-turisten forsøge at kravle henover chaufførens sæde med en rulle toiletpapir, for at slippe ud dén vej. Stakkels pige. Vi ved faktisk ikke, om hun kom på bussen igen.
Bussen bliver fyldt til bristepunktet med mennesker, og man kan næsten ikke bevæge sig fordi folk står så tæt. Da bussen sætter i gang ,opdager vi at der er 2½ time til bussen er fremme ved Copanaconde, og tisse-i-flaske-fantasierne sætter ind. Keyla skriver en ”jeg skal tisse”-seddel på spansk, som Morten kan vise chaufføren. Efter en halv times albue-kamp gennem den smalle midtergang (ydmyget af højlydt grinende indianere, der kan læse sedlens budskab) når Morten frem til chaufføren og får allernådigst igangsat den eftertragtede tissepause.
Vi når meget trætte frem til Copanaconde, og træder ud i den iskolde bjerg-natte-luft iført vores shorts. Keyla har i bussen snakket med nogle piger fra Barcelona, som skal bo på et hostal kaldet ”Valle de Fuego”. Da vi er temmelig trætte, og ikke har noget bedre bud, tager vi med dem, selvom Lonely Planets beskrivelse af stedet lugter af backpacker. Vi går gennem baren der hører til stedet, hvor nogle skibumse-agtige typer sidder og drikker øl i klondyke-omgivelserne.
Værelserne er iskolde, fødderne fryser næsten fast til gulvet, og stedet er så dårligt lydisoleret, at man kan høre når naboerne tisser (også før de trækker ud, altså). Vi kryber i det uldne undertøj og går i seng. Efter et par minutters stilhed hører vi stemmer og musik. Fire franskmænd har en lille fest på værelset overfor os. Festen bliver ved til kl. 02.15, og består af en blanding af reggaemusik (som de mere og mere fulde deltagere forsøger at synge med på), franske drukviser og tilsyneladende fantastisk sjove vittigheder. Vi, samt et par af hostallets andre gæster, forsøger skiftevis at appellere om nåde og stilhed, men bliver bl.a. fnisende afvist (på engelsk) med den begrundelse, at franskmændene ikke forstår engelsk.
d. 27. juli (Capanaconde til San Juan)
Vilde hunde, haner og fra kl. 05.45, morgenfriske backpackere står for nattens søvn-ødelæggelser. Vi overvejer, om det er forsvarligt at gå den lange og meget stejle etape uden at have sovet, men ved hjælp af Panodil og tanken om, at festglade backpackere ikke begiver sig ud på længere vandreture, beslutter vi os for alligevel at gennemføre turen. Før vi tager af sted, får vi en burger med ubestemmeligt kød i backpacker-baren, køber vandflasker og busbilletter tilbage til Arequiba tre dage senere, da vi har hørt, at de er svære at få fat i.
Vi forlader byen og går ud af hovedgrusvejen i en halv time, før vi drejer stejlt ned i canyonen. På den lille sti sidder to indianere med en barnevogn og et æsel, og vil se vores ”turistbilletter”. Vi fortæller dem, som vores guidebøger samt manden på backpacker-hostallet har rådet os til, at vi desværre har glemt billetterne hjemme på hotellet. De nikker og vi går videre. Der må komme en 20-30 mennesker forbi hver dag, som ”har glemt deres billetter på hotellet”. Vi tænker, at det i virkeligheden er en form for uberettiget/korrupt billetkontrol som man kan omgå ved at bruge hotel-forklaringen.
Canyonen er på det dybeste sted omkring 3500 meter dyb (verdens dybeste faktisk), men er dog kun/heldigvis lidt over 1000 meter dyb, der hvor vi skal gå. Da vi kommer til kanten af den, kan vi ikke se bunden. Efter lidt tid, kan vi skimte et smalt grønt bælte i bunden. Vi skal hele vejen ned i bunden og op igen på den anden side.
Stien snor sig ned langs siden, og er ufatteligt stejl og støvet. På vejen bliver vi overhalet af en hel del muldur som frygtesløst, og tungt pakkede, nærmest løber ned af de smalle stier imens vi kiler os til klippesiden for ikke at blive raget ud i afgrunden når de passerer. Keyla falder en enkelt gang, men er heldigvis ikke ude ved kanten da det sker. Det tager omkring 4 timer at nå bunden, hvor indianere sælger vand og cola. Vi passerer en hængebro og finder et sted ved floden, hvor vi kan skylle vores fødder og slappe lidt af, før vi går op på den anden side af kløften som er mere skyggefuld og grøn.
Byen vi skal overnatte i hedder ”San Juan” og ligger heldigvis kun ½ times gang fra kløftens bund. Vi bliver indkvarteret i nogle meget primitive hytter og får os et koldt bad under ”bambusbruseren”. På trods af de meget primitive forhold, er det virkeligt dejligt at få et bad og gå rundt på bare tæer i det grønne græs. Bedre end luksushotel i storbyen!
Til Mortens store glæde viser det sig, at man kan købe kolde øl. Trætte i benene betragter vi den bjergside vi er gået ned af, imens vi deler en øl og tænker på, hvad man mon får serveret af mad så afsides fra alting.
I løbet af eftermiddagen/aftenen kommer der flere gæster til stedet, bl.a. en gruppe bestående af 6 new zealændere og 2 irere, som vi tilbringer meget tid sammen med de næste par dage. Det er nogle rigtigt søde mennesker, slet ikke ”rigtige backpackere”. Vi spiser ris og kogte grønsager med dem, og går tidligt i seng da vi efterhånden er temmelig trætte. Desværre adskiller en kun få cm tynd væg os fra naborummet der er beboet af ”rigtige backpackere” med mobiler der kan spille høj musik.
d. 28. juli (San Juan til Oasen)
Vi har sovet længe i dag, helt til kl. 7. Faktisk har vi ikke følt os så udhvilede siden luksushotellet i Lima. Fantastisk. Efter morgenmad bestående af pandekager og coca-the, går vi ud på dagens rute.
Ruten går langs siden af kløften for slutteligt at dykke ned i bunden, hvor den såkaldte ”Oasis” ligger. Denne side af dalen er utroligt grøn og frodig, og der er små bække og enge med græssende muldyr – stemningen er næsten norsk. Vi stopper ved en lille bæk og vasker fødder og nyder stemningen en times tid, før vi fortsætter. Desværre løber vi hurtigt tør for frodighed, og kommer igen ud i det mere rå og golde, men fascinerende landskab. På vejen går vi igennem et par små ”byer”, som nærmest sover. Husene er en samling simple lerklodser med blik henover. Den eneste bygning der er gjort noget ud af, er selvfølgelig kirken. Vi når en flad slette hvor der ”gror” noget, der måske kan være oliventræer. Herefter går det stejlt nedad til bunden af kløften hvor oasen ligger. Mens vi går nedad kan vi se den grønne oase og de 3-4 turkise swimmingpools, som er stedets attraktion (vandet i dem bliver konstant udskiftet af kildevand, der løber ned af bjergsiden). Oppe i Copanaconde, har vi på forhånd købt ”billetter” til et overnatningssted i oasen, så vi er sikre på at have et sted at sove.
Manden der driver ”Paradise Inn” er en ranglet hippie-type i psykedelisk hawai-skjorte, hippie-tegns-tatoveringer og ankelkæde. Vi får anvist en bambushytte og får serveret noget suppe med spaghetti i ”restauranten”. Desværre viser det sig, at netop dét sted, er det mest turistede og har den koldeste swimmingpool. Uanset hvad, er det dog rigtigt dejligt at få skyllet støvet af kroppen og slappe af i skyggen. Efter at have slappet af, besøger vi vores irske / new zealandske venner, som har fået indkvartering på ”Eden” - lige ved siden af os. Deres pool er varmere end vores, og deres græs er grønnere.... øv. Vi spiller kort (røvhul, eller ”asshole” som spillet hedder på engelsk) indtil samt efter middagen (suppe med spaghetti). Undervejs får vi lært en hel del engelske bandeord. Vi siger farvel til gruppen om aftenen, da de skal gå kl. 06.00 næste morgen, og prøver at finde vores eget sted i mørket.
Bob Marley-fyren på Paradise Inn er blevet lidt mut, da han har været bekymret over, at vi ikke kom tilbage efter mørkets frembrud, hvilket vi jo godt kan forstå.
Der er dejligt stille omkring vores hytte, og bortset fra et næseblodsdrama udløst af den tørre bjergluft, sover vi fantastisk.
d. 29. juli (Oasen til Capanaconde)
Om morgen ser vi resultat af nattens næseblod, og finder ud af, at vi er nødt til at få vendt rundt på sengetøjet, så Bob Marley ikke opdager, hvad vi har lavet, eller evt. begynder at lave teorier om, hvad der er sket i nattens mulm og mørke.
I dag skal vi gå op til Copanaconde igen. Turen skulle tage omkring 3½ – 4 timer, og da det først bliver mørkt omkring kl. 18, har vi tænkt os at bruge formiddagen i Oasen og begynde at vandre ud på eftermiddagen. Efter morgenmaden går vi en tur ned til floden af en lille sti, før vi besøger naboens varme pool. Floden har iskoldt vand og er strømfyldt, så vi bliver enige om. at vi trods Bob Marleys anbefalinger vil holde os til poolen.
Naboens pool er virkelig lækker – der er indlagt vandfald, grønt fodvenligt græs og flotte blomster - og vi bruger nogle timer på at nyde stedet. Vandet i poolen bliver konstant udskiftet af en kilde, der kommer ned af bjergsiden, så der er ikke tale om det almindelige kemikalie-bakterie-saft swimmingpools almindeligvis er fyldt med. Vi er ret glade for, at vi har sat god tid af til at nyde oasen, frem for at fare hurtigt videre, som de fleste tilsyneladende gør. Efter frokost (og konstatering af et par solskoldninger) begynder vi marathon-opstigningen imod Copanaconde. Der er tale om forcering af over 1000 meters højdeforskel i et landskab der får Gobi-ørkenen til et ligne et badeland.
Turen er mindst lige så slem som frygtet, og når vi vender os tilbage, kan vi se ned på den grønne oase vi forlod. I skumringen når vi godt kvæstede op til Copanaconde, hvor vi har booket et andet hotel end ”Valle de Fuego” (backpacker-helvedet).
Det nye hotel er lidt dyrere, men Morten har en teori om, at 5 ekstra dollar pr. nat holder backpackerne væk. Hotellet er, placeringen taget i betragtning, utroligt fint og aldeles backpackerfrit. I restauranten får vi en ”turistmenu” og Morten prøver Perus nationale brændevin (”Pisco”).
Arequipa, del 1
d.23. Juli (Lima til Arequipa, Peru)
Vi har købt busbillet med afgang mod Arequipa kl. 18.30, så vi har en hel dag i Lima. Formiddagen bruger vi på at uploade blog og Skype mens vi stadig har internet. Over middag bliver vi hentet af taxachaufføren vi mødte i går, som vil tage os rundt på noget sightseen i Lima. Fyren kører os først hen til nogle præ-inca ruiner i San Isidro-kvarteret, som man kan gå rundt på. Der er tale om en slags pyramide, som har været brugt til gravplads for et folk der levede omkring 1500 f.kr. Fra toppen af pyramiden er der fin udsigt til Limas skyskrabere. Vi får vækket chaufføren da vi kommer tilbage til bilen, og han kører os til nogle andre ruiner, som er en del større. Her følger vi et spansk-guidet turisthold rundt på en mark med nogle – for det meste rekonstruerede – lerklodser der udgør en slags tempel. Desværre er det meste gået til grunde pga. alm. byudvidelse uden hensynstagen til de arkæologiske fund. Efter en times tid begynder guiden at vise os hamstere og majsplanter i en lille køkkenhave, så vi får sneget os væk og vækker taxachaufføren igen. Egentlig er vi lidt skuffede over at have betalt taxachaufføren to timers kørsel, når han blot har sat os af ved de mest åbenlyse turistattraktioner imens han har sovet. Resten af dagen bruger vi i Mirafloreskvarteret, før vi om aftenen tager bussen mod Arequipa.
I bussen opdager vi til vores frygt, at vi er blevet placeret lige foran et spædbarn, og vi gruer for, hvor langt der er til Arequipa. Spædbarnet viser sig dog at være den mindste trussel imod vores søvn.
Af sikkerhedsmæssige årsager har busselskabet installeret en sirene der hyler i passagerkabinen hver gang chaufføren kører mere end 90 km/t. Idéen er, at de utilfredse og ubehagelige kunder (os!) vil få chaufføren til at sænke farten. Desværre viser det sig, at chaufføren (som gerne vil være hurtigt fremme) og stewardessen er bedøvende ligeglade med passagererne. Desuden er resten af passagererne så lokale, at de er blevet immune over for lydforurening. Det bliver en meget lang nat i ”Guantanamo-bussen”, hvor sirenen næsten hylder konstant.
d. 24. juli (Arequipa)
Meget trætte bliver vi sat af bussen i Arequipa busterminal. Vi vil finde en taxa der kan køre os til ”Posada Castillo” - et hotel der er blevet godt anmeldt på Tripadvisor. Taxachaufføren vi får fat i, lyder meget selvsikker og ved lige hvor det er, da vi giver ham adressen. Efter en længere tur rundt i byen forklarer han os meget pædagogisk, at adressen slet ikke findes, så vi bliver sat af ved ”Misti house” - et andet hostal der er godt anmeldt på Tripadvisor. Vi går op gennem en mørk opgang og kommer til en lille afsats, hvor ejeren af Misti House ligger henslængt med to næsten afklædte lyse piger på en briks. Ejeren får gjort sig færdig og viser os op til vores værelse. Morten er træt og ligger lidt på den sved-skjoldede seng, men opgiver at sove... værelset er ikke kun lydt, gulvet og væggene ryster når naboen bevæger sig. Væggene er også lavet af pap-maché, viser det sig. Imens går Keyla ud for at se stedet, og finde den terrasse som ejeren har talt om. På terrassen finder Keyla ud af, hvorfor stedet hedder ”Misty house”. En gruppe meget skæve, og meget kærlige backpackere inviterer Keyla til at joine dem, idet stranden er på vej (?!! ?) og den danske delfin-fælde næsten er færdig. Yes sire. Keyla mumler at hun lige skal hente noget først, og får bakket ned fra terrassen igen. På vej tilbage møder Keyla flere af de logerende backpackere og får kastet et blik ind i et par af sovesalene, hvor backpackere, der aldrig kom længere, roder rundt i affald og snavset tøj. Tilbage på værelset tager vi en hastig beslutning: vi stikker af! Tingene bliver støvet ned i rygsækkene, nøglen smidt i entréen, og vi lister os ned på gaden, hvor vi hurtigt forlader gerningsstedet for at finde en internetcafe, hvorfra vi kan printe et kort ud, der viser hvor det forjættede Posada Castillo er placeret.
Bevæbnet med kortet finder vi en taxa, som efter at have gransket kortet et godt stykke tid, kører os de 2 km hen til Posada Castillo. Stedet er en ren oase med en skyggefuld have, kaniner til Keyla og et stille værelse til Morten. Desuden er det backpacker-fri zone.
Om aftenen går vi til en ”argentinsk grill-restaurant” ved floden, som ejeren af hotellet har anbefalet os. Det er et rigtigt hyggeligt sted, og vi får vores egen mini-grill op på bordet med alverdens slags kendt og ukendt kød. Vi bliver muntre af vinen (som er en lokal type), og køber mere vin med hjem til værelset, nu skal der være fest! Keyla falder i søvn imens Morten drikker vin og finder nye dimensioner i Bamse og Kylling- musikken på computeren.
d. 25. juli (Arequipa)
Vi bliver vækket tidligt af undulater og en rengøringsdame i værelset over os. Efter vi har ligget lidt samt taget et bad, går vi ned til morgenmaden, der ser ret skuffende ud, faktisk er der nærmest kun brød og smør. Stedet taget i betragtning, er det da lidt underligt, men ok man kan jo ikke vinde hver gang. Da vi næsten er færdige med at spise brød og smør kommer værtinden og dækker resten af den store morgenbuffet op, som er lidt sen, fordi det er søndag...
Vi beslutter os for at gå ind til centrum for at få vasket tøj, se byen, og undersøge hvad vi kan lave. På nettet har vi læst, at der i relativ nærhed skulle findes verdens største canyon som man bl.a. kan vandre i. Da vi har gået de 25 minutter ind til byen, opdager vi, at vi har glemt vasketøjet.
Arequipa er Perus 2. største by, og ligger i ca. 2500 meters højde i en ørken. I horisonten kan man se en vulkan, samt forskellige ”grusbjerge” der giver associationer til landskabet på Mars. Selve byen er en gammel koloni-by, så bygningsstilen minder meget om det vi har set før. Det samme gør trafikkulturen.
Efter at have gået lidt rundt og betragtet byen, finder vi en boghandel der sælger vandrekort over Colca Canyon-området. Opildnet af kortene og de beskrivelser vi har fundet på internettet, beslutter vi os for at lave et såkaldt ”independent trip” (dvs: gå en turen selv uden guide). Vi køber busbilletter til Cobanaconde (hvorfra vandrerundturen starter) og får afleveret vasketøjet. Om aftenen spiser vi på en lidt trist grill-restaurant, og går tidligt i seng.
Vi har købt busbillet med afgang mod Arequipa kl. 18.30, så vi har en hel dag i Lima. Formiddagen bruger vi på at uploade blog og Skype mens vi stadig har internet. Over middag bliver vi hentet af taxachaufføren vi mødte i går, som vil tage os rundt på noget sightseen i Lima. Fyren kører os først hen til nogle præ-inca ruiner i San Isidro-kvarteret, som man kan gå rundt på. Der er tale om en slags pyramide, som har været brugt til gravplads for et folk der levede omkring 1500 f.kr. Fra toppen af pyramiden er der fin udsigt til Limas skyskrabere. Vi får vækket chaufføren da vi kommer tilbage til bilen, og han kører os til nogle andre ruiner, som er en del større. Her følger vi et spansk-guidet turisthold rundt på en mark med nogle – for det meste rekonstruerede – lerklodser der udgør en slags tempel. Desværre er det meste gået til grunde pga. alm. byudvidelse uden hensynstagen til de arkæologiske fund. Efter en times tid begynder guiden at vise os hamstere og majsplanter i en lille køkkenhave, så vi får sneget os væk og vækker taxachaufføren igen. Egentlig er vi lidt skuffede over at have betalt taxachaufføren to timers kørsel, når han blot har sat os af ved de mest åbenlyse turistattraktioner imens han har sovet. Resten af dagen bruger vi i Mirafloreskvarteret, før vi om aftenen tager bussen mod Arequipa.
I bussen opdager vi til vores frygt, at vi er blevet placeret lige foran et spædbarn, og vi gruer for, hvor langt der er til Arequipa. Spædbarnet viser sig dog at være den mindste trussel imod vores søvn.
Af sikkerhedsmæssige årsager har busselskabet installeret en sirene der hyler i passagerkabinen hver gang chaufføren kører mere end 90 km/t. Idéen er, at de utilfredse og ubehagelige kunder (os!) vil få chaufføren til at sænke farten. Desværre viser det sig, at chaufføren (som gerne vil være hurtigt fremme) og stewardessen er bedøvende ligeglade med passagererne. Desuden er resten af passagererne så lokale, at de er blevet immune over for lydforurening. Det bliver en meget lang nat i ”Guantanamo-bussen”, hvor sirenen næsten hylder konstant.
d. 24. juli (Arequipa)
Meget trætte bliver vi sat af bussen i Arequipa busterminal. Vi vil finde en taxa der kan køre os til ”Posada Castillo” - et hotel der er blevet godt anmeldt på Tripadvisor. Taxachaufføren vi får fat i, lyder meget selvsikker og ved lige hvor det er, da vi giver ham adressen. Efter en længere tur rundt i byen forklarer han os meget pædagogisk, at adressen slet ikke findes, så vi bliver sat af ved ”Misti house” - et andet hostal der er godt anmeldt på Tripadvisor. Vi går op gennem en mørk opgang og kommer til en lille afsats, hvor ejeren af Misti House ligger henslængt med to næsten afklædte lyse piger på en briks. Ejeren får gjort sig færdig og viser os op til vores værelse. Morten er træt og ligger lidt på den sved-skjoldede seng, men opgiver at sove... værelset er ikke kun lydt, gulvet og væggene ryster når naboen bevæger sig. Væggene er også lavet af pap-maché, viser det sig. Imens går Keyla ud for at se stedet, og finde den terrasse som ejeren har talt om. På terrassen finder Keyla ud af, hvorfor stedet hedder ”Misty house”. En gruppe meget skæve, og meget kærlige backpackere inviterer Keyla til at joine dem, idet stranden er på vej (?!! ?) og den danske delfin-fælde næsten er færdig. Yes sire. Keyla mumler at hun lige skal hente noget først, og får bakket ned fra terrassen igen. På vej tilbage møder Keyla flere af de logerende backpackere og får kastet et blik ind i et par af sovesalene, hvor backpackere, der aldrig kom længere, roder rundt i affald og snavset tøj. Tilbage på værelset tager vi en hastig beslutning: vi stikker af! Tingene bliver støvet ned i rygsækkene, nøglen smidt i entréen, og vi lister os ned på gaden, hvor vi hurtigt forlader gerningsstedet for at finde en internetcafe, hvorfra vi kan printe et kort ud, der viser hvor det forjættede Posada Castillo er placeret.
Bevæbnet med kortet finder vi en taxa, som efter at have gransket kortet et godt stykke tid, kører os de 2 km hen til Posada Castillo. Stedet er en ren oase med en skyggefuld have, kaniner til Keyla og et stille værelse til Morten. Desuden er det backpacker-fri zone.
Om aftenen går vi til en ”argentinsk grill-restaurant” ved floden, som ejeren af hotellet har anbefalet os. Det er et rigtigt hyggeligt sted, og vi får vores egen mini-grill op på bordet med alverdens slags kendt og ukendt kød. Vi bliver muntre af vinen (som er en lokal type), og køber mere vin med hjem til værelset, nu skal der være fest! Keyla falder i søvn imens Morten drikker vin og finder nye dimensioner i Bamse og Kylling- musikken på computeren.
d. 25. juli (Arequipa)
Vi bliver vækket tidligt af undulater og en rengøringsdame i værelset over os. Efter vi har ligget lidt samt taget et bad, går vi ned til morgenmaden, der ser ret skuffende ud, faktisk er der nærmest kun brød og smør. Stedet taget i betragtning, er det da lidt underligt, men ok man kan jo ikke vinde hver gang. Da vi næsten er færdige med at spise brød og smør kommer værtinden og dækker resten af den store morgenbuffet op, som er lidt sen, fordi det er søndag...
Vi beslutter os for at gå ind til centrum for at få vasket tøj, se byen, og undersøge hvad vi kan lave. På nettet har vi læst, at der i relativ nærhed skulle findes verdens største canyon som man bl.a. kan vandre i. Da vi har gået de 25 minutter ind til byen, opdager vi, at vi har glemt vasketøjet.
Arequipa er Perus 2. største by, og ligger i ca. 2500 meters højde i en ørken. I horisonten kan man se en vulkan, samt forskellige ”grusbjerge” der giver associationer til landskabet på Mars. Selve byen er en gammel koloni-by, så bygningsstilen minder meget om det vi har set før. Det samme gør trafikkulturen.
Efter at have gået lidt rundt og betragtet byen, finder vi en boghandel der sælger vandrekort over Colca Canyon-området. Opildnet af kortene og de beskrivelser vi har fundet på internettet, beslutter vi os for at lave et såkaldt ”independent trip” (dvs: gå en turen selv uden guide). Vi køber busbilletter til Cobanaconde (hvorfra vandrerundturen starter) og får afleveret vasketøjet. Om aftenen spiser vi på en lidt trist grill-restaurant, og går tidligt i seng.
fredag den 23. juli 2010
Piura og Lima (20-23 juli)
d. 20. (Piura til Lima)
Vores nabo skal åbentbart tidligt op, så han tænder fjernsynet på fuldt blus kl. 6 og går i bad. Da badeværelse ikke er i samme rum som fjernsynet, bliver han jo nødt til at skrue helt op, for også at kunne høre det imens han bader. Dejligt med betænksomme mennesker omkrig sig. Keyla forsøger først med blide bank og honningsmurt stemme at trænge igennem larmen for at få ham til at skrue ned. Morten er morgensur og da fredsforstyrreren ikke reagerer på Keyla forsigtige bank, står Morten ud af sengen og slår på naboens dør, så Keyla er bange for at den vil falde af hængslerne. Naboen får en velfjortjent skideballe, og skruer endelig ned for fjernsynet. Vi forsøger at sove lidt mere, men uden den store succes. Da vi skal tage en bus om aftenen imod Lima, bruger vi dagen på at gå rundt i Piura og ordne forskellige ting. Byen er fascinerende hektisk, men grundlæggende ret ucharmerende.
I trafikken gælder den stærkes ret, og som ”blød trafikant” er man ikke ret stærk. Bilerne kører, uden overdrivelse, én ned hvis man står i vejen (og det gør man altså også i fodgængerfeltet eller når man går over for grønt...). Der bliver ikke givet en millimeter, og Morten ser bl.a. en ældre mand som bliver klemt imellem en bus og en højresvingende bil. Det fascinerende er, at det sker i slowmotion. Både bilens og bussens chauffør har tydeligvis set den ældre herre, men da han befinder sig i ”fjendeland” (dvs: på asfalt), er han et lovligt road kill. Heldigvis ser det dog ikke ud til, at manden kommer slemt til skade.
Det meste af dagen bruger vi på hotellets restaurant, hvor vi sipper til lidt kaffe for ikke at blive smidt ud mens vi nasser på deres trådløse (og meget langsomme) internet for at fordrive ventetiden indtil bussen kører kl. 19.30
Bus-selskabet ”Cruz del sur”, vi skal kører til Lima med, er utroligt tjekkede.
De har en afgangsterminal der mest af alt minder om en lufthavn, og vi bliver videofilmet, kropsvisiteret og våbenscannet før vi får adgang til luksusbussen. Alting virker helt utroligt velgennemtænkt og velfungerende, og da vi har købt 1. klasses billetter, sidder vi godt i vores ”læderkabiner” i en lille rigmandsghetto i bussens stue-etage, godt distanceret fra virkeligheden og pøblen. Der er internet (som dog ikke fungerer – men alligevel!) i bussen, og den bliver konstant GPS-sporet af et sikkerhedscenter som rykker ud hvis den foretager nogle u-autoriserede stop. I bussen sover vi rigtigt godt, faktisk bedre end på de fleste hoteller, og næste morgen vågner vi et par timer før vi når Lima.
d. 21. (Lima)
Keyla forsøger at overdøve bussens ”vågn-op-musik” med en fødselsdagssang til Morten, og Morten prøver at ignorere Keyla imens han læser det sidste og mest spændende kapitel i Harry Potter. I Lima bliver vi af busselskabets egen taxa, kørt til et 5-stjernet luksushotel vi i forvejen har bestilt. Det er meget overdådigt, en helt lille lejlighed med sofa-arrangementer, køkken-alrum, soveværelse med ”biograf-fjernsyn” og stort badeværelse med ovenlys. Det hele føles dyrt og eksklusivt, selvom det efter europæiske forhold er billigt.
Vi tager indtil byen i en taxa, og går rundt i det centrale koloni-stils-Lima resten af eftermiddagen.
Til sidste køber vi entre til et munkekloster fra 1500-tallet, men desværre bliver vi tvangsindlagt til en 60 minutter langt guide-tur på spansk, som slet ikke tillader de besøgende på at dvæle ved de mange spændende detaljer. Turens højdepunkt er et besøg i katakomberne under klosteret, hvor der ligger skeletter fra mindst tusindvis af mennesker. Da vi har set nok skeletter og kranier sniger vi os væk fra gruppen og mod udgangen. Her finder vi en taxa i myldretidstrafikken, som vi tror kan bringe os hjem til ambassade-kvarteret, hvor vores hotel ligger. Taxachaufføren vil have lidt ekstra ”soles” for turen, da han siger, at han er lidt usikker på vejen. Efter 1 time og 25 minutters kørsel, må vi give ham ret. Faktisk er han det man kalder ”nef”... selv hovedvejene kan han ikke finde rundt i, og Keyla ender med at guide ham udfra et lille kort i Lonely Planet-bogen. Da vi har aftalt en fast pris med ham, og han ikke vil have flere penge da hans sætter os af, må vi konkludere at der er tale om oprigtig, ærlig inkompetence og ikke blot fuskeri. En tilsvarende taxatur må have kostet tusindvis af kroner i Danmark...
Da vi er kommet ret sent hjem på hotellet, dropper vi fødselsdagsmiddagen på Sushirestauranten ”Osaka”, og Keyla køber lidt lækkerier i supermarkedet som vi spiser i lejligheden.
d. 22. (Lima)
Vi har sovet formidabelt. Som vi aldrig har sovet på vores tur. Helt stille og mørkt og her er en let dundyne og behagelig madras. Hverken kirker, fugle eller bilalarmer har forstyrret os – noget må være galt...
Vi vågner derfor udhvilede og klar på dagen strabasser. Vi vil tage til "turistkvarteret", Miraflores. Før vi tager afsted får vi bragt morgenmad op på værelset – lækre boller, marmelade, frugter, hjemmelavet juice, kaffe osv...
Uden for vores stue-vindue har vi en due, som kan fløjte indledningen til Sinatras "New York" (og den starter tilmed først, efter at vi er stået op.... dygtig due!)
I Mariflores finder vi nogle flere Harry Potter bøger til Morten og guidebøger til Brasilien. Ud over boghandelen, finder vi også et stormagasin hvor Morten får sin forsinkede fødselsdagsgave: en klippemaskine, så han få militær-frisuren tilbage.
Miraflores strækker sig ned til kysten, og ender brat ud til en 50 meter høj klippeskrænt, hvorfra man kan se ud over stillehavet. Det er dog temmelig tåget.
I modsætning til de andre større byer vi har været i, minder Miraflores-kvarteret i Lima faktisk om en rigtig europæisk storby a la Barcelona, der er både højhuse, parker og rigtige forretninger. Guidebøgerne omtaler ellers Lima som en meget snavset, støjende og kriminel by, så vi er meget positivt overraskede. Vores erfaring er efterhånden også, at vi meget sjældent er enige med guidebøgernes vurdering af dit og dat...
Ud på eftermiddagen tager vi en taxa tilbage til hotellet. Taxachaufføren er meget interesseret i at snakke, så Keyla får ”spansket” en hel del, og vi ender med at aftale, at chaufføren vil køre os rundt i byen dagen efter og vise os hvad man bør se (for under 40 kr. i timen...). Ud over at være snaksagelig, kan han også finde vej, så vi kommer tilbage på hotellet stort set uden at fare vild.
Vi har besluttet os for at gennemføre gårsdagens kuldsejlede projekt (ja, stædige og udholdende er vi!): at spise på Osaka. Før vi tager afsted får Morten klippet sit hår med fødselsdags-maskinen, og Keyla ser bedrøvet til mens lokkerne falder i vasken.
På vej til restauranten farer vi vild og ender med at snakke med en flink kondiløber, der følger os hele vejen frem til restauranten. Den bedste måde at komme i kontakt med lokalbefolkningen er nu engang at fare vild...
Osaka er en japansk high end restaurant med peruvianske twists, og hele setuppet og maden er lidt mere fornem (og dyr...) end vi havde forventet. Vi får forskellige slags sushi-ruller og en anretning udelukkende bestående af rå fisk og skaldyr. I modsætning til de sushiruller vi selv før har lavet, er der virkelig tale om håndværk, eller måske ligefrem kunsthåndværk.... Det er uden tvivl det bedste måltid vi har fået i Sydamerika indtil videre!
I morgen tager vi en natbus til Arequipa, hvor der skulle være flotte bjerge og kløfter samt en del udflugtsmuligheder.
Vores nabo skal åbentbart tidligt op, så han tænder fjernsynet på fuldt blus kl. 6 og går i bad. Da badeværelse ikke er i samme rum som fjernsynet, bliver han jo nødt til at skrue helt op, for også at kunne høre det imens han bader. Dejligt med betænksomme mennesker omkrig sig. Keyla forsøger først med blide bank og honningsmurt stemme at trænge igennem larmen for at få ham til at skrue ned. Morten er morgensur og da fredsforstyrreren ikke reagerer på Keyla forsigtige bank, står Morten ud af sengen og slår på naboens dør, så Keyla er bange for at den vil falde af hængslerne. Naboen får en velfjortjent skideballe, og skruer endelig ned for fjernsynet. Vi forsøger at sove lidt mere, men uden den store succes. Da vi skal tage en bus om aftenen imod Lima, bruger vi dagen på at gå rundt i Piura og ordne forskellige ting. Byen er fascinerende hektisk, men grundlæggende ret ucharmerende.
I trafikken gælder den stærkes ret, og som ”blød trafikant” er man ikke ret stærk. Bilerne kører, uden overdrivelse, én ned hvis man står i vejen (og det gør man altså også i fodgængerfeltet eller når man går over for grønt...). Der bliver ikke givet en millimeter, og Morten ser bl.a. en ældre mand som bliver klemt imellem en bus og en højresvingende bil. Det fascinerende er, at det sker i slowmotion. Både bilens og bussens chauffør har tydeligvis set den ældre herre, men da han befinder sig i ”fjendeland” (dvs: på asfalt), er han et lovligt road kill. Heldigvis ser det dog ikke ud til, at manden kommer slemt til skade.
Det meste af dagen bruger vi på hotellets restaurant, hvor vi sipper til lidt kaffe for ikke at blive smidt ud mens vi nasser på deres trådløse (og meget langsomme) internet for at fordrive ventetiden indtil bussen kører kl. 19.30
Bus-selskabet ”Cruz del sur”, vi skal kører til Lima med, er utroligt tjekkede.
De har en afgangsterminal der mest af alt minder om en lufthavn, og vi bliver videofilmet, kropsvisiteret og våbenscannet før vi får adgang til luksusbussen. Alting virker helt utroligt velgennemtænkt og velfungerende, og da vi har købt 1. klasses billetter, sidder vi godt i vores ”læderkabiner” i en lille rigmandsghetto i bussens stue-etage, godt distanceret fra virkeligheden og pøblen. Der er internet (som dog ikke fungerer – men alligevel!) i bussen, og den bliver konstant GPS-sporet af et sikkerhedscenter som rykker ud hvis den foretager nogle u-autoriserede stop. I bussen sover vi rigtigt godt, faktisk bedre end på de fleste hoteller, og næste morgen vågner vi et par timer før vi når Lima.
d. 21. (Lima)
Keyla forsøger at overdøve bussens ”vågn-op-musik” med en fødselsdagssang til Morten, og Morten prøver at ignorere Keyla imens han læser det sidste og mest spændende kapitel i Harry Potter. I Lima bliver vi af busselskabets egen taxa, kørt til et 5-stjernet luksushotel vi i forvejen har bestilt. Det er meget overdådigt, en helt lille lejlighed med sofa-arrangementer, køkken-alrum, soveværelse med ”biograf-fjernsyn” og stort badeværelse med ovenlys. Det hele føles dyrt og eksklusivt, selvom det efter europæiske forhold er billigt.
Vi tager indtil byen i en taxa, og går rundt i det centrale koloni-stils-Lima resten af eftermiddagen.
 |
| Fra Lima |
Til sidste køber vi entre til et munkekloster fra 1500-tallet, men desværre bliver vi tvangsindlagt til en 60 minutter langt guide-tur på spansk, som slet ikke tillader de besøgende på at dvæle ved de mange spændende detaljer. Turens højdepunkt er et besøg i katakomberne under klosteret, hvor der ligger skeletter fra mindst tusindvis af mennesker. Da vi har set nok skeletter og kranier sniger vi os væk fra gruppen og mod udgangen. Her finder vi en taxa i myldretidstrafikken, som vi tror kan bringe os hjem til ambassade-kvarteret, hvor vores hotel ligger. Taxachaufføren vil have lidt ekstra ”soles” for turen, da han siger, at han er lidt usikker på vejen. Efter 1 time og 25 minutters kørsel, må vi give ham ret. Faktisk er han det man kalder ”nef”... selv hovedvejene kan han ikke finde rundt i, og Keyla ender med at guide ham udfra et lille kort i Lonely Planet-bogen. Da vi har aftalt en fast pris med ham, og han ikke vil have flere penge da hans sætter os af, må vi konkludere at der er tale om oprigtig, ærlig inkompetence og ikke blot fuskeri. En tilsvarende taxatur må have kostet tusindvis af kroner i Danmark...
Da vi er kommet ret sent hjem på hotellet, dropper vi fødselsdagsmiddagen på Sushirestauranten ”Osaka”, og Keyla køber lidt lækkerier i supermarkedet som vi spiser i lejligheden.
 |
| Fra Lima |
d. 22. (Lima)
Vi har sovet formidabelt. Som vi aldrig har sovet på vores tur. Helt stille og mørkt og her er en let dundyne og behagelig madras. Hverken kirker, fugle eller bilalarmer har forstyrret os – noget må være galt...
Vi vågner derfor udhvilede og klar på dagen strabasser. Vi vil tage til "turistkvarteret", Miraflores. Før vi tager afsted får vi bragt morgenmad op på værelset – lækre boller, marmelade, frugter, hjemmelavet juice, kaffe osv...
Uden for vores stue-vindue har vi en due, som kan fløjte indledningen til Sinatras "New York" (og den starter tilmed først, efter at vi er stået op.... dygtig due!)
I Mariflores finder vi nogle flere Harry Potter bøger til Morten og guidebøger til Brasilien. Ud over boghandelen, finder vi også et stormagasin hvor Morten får sin forsinkede fødselsdagsgave: en klippemaskine, så han få militær-frisuren tilbage.
Miraflores strækker sig ned til kysten, og ender brat ud til en 50 meter høj klippeskrænt, hvorfra man kan se ud over stillehavet. Det er dog temmelig tåget.
 |
| Fra Lima |
I modsætning til de andre større byer vi har været i, minder Miraflores-kvarteret i Lima faktisk om en rigtig europæisk storby a la Barcelona, der er både højhuse, parker og rigtige forretninger. Guidebøgerne omtaler ellers Lima som en meget snavset, støjende og kriminel by, så vi er meget positivt overraskede. Vores erfaring er efterhånden også, at vi meget sjældent er enige med guidebøgernes vurdering af dit og dat...
Ud på eftermiddagen tager vi en taxa tilbage til hotellet. Taxachaufføren er meget interesseret i at snakke, så Keyla får ”spansket” en hel del, og vi ender med at aftale, at chaufføren vil køre os rundt i byen dagen efter og vise os hvad man bør se (for under 40 kr. i timen...). Ud over at være snaksagelig, kan han også finde vej, så vi kommer tilbage på hotellet stort set uden at fare vild.
Vi har besluttet os for at gennemføre gårsdagens kuldsejlede projekt (ja, stædige og udholdende er vi!): at spise på Osaka. Før vi tager afsted får Morten klippet sit hår med fødselsdags-maskinen, og Keyla ser bedrøvet til mens lokkerne falder i vasken.
På vej til restauranten farer vi vild og ender med at snakke med en flink kondiløber, der følger os hele vejen frem til restauranten. Den bedste måde at komme i kontakt med lokalbefolkningen er nu engang at fare vild...
Osaka er en japansk high end restaurant med peruvianske twists, og hele setuppet og maden er lidt mere fornem (og dyr...) end vi havde forventet. Vi får forskellige slags sushi-ruller og en anretning udelukkende bestående af rå fisk og skaldyr. I modsætning til de sushiruller vi selv før har lavet, er der virkelig tale om håndværk, eller måske ligefrem kunsthåndværk.... Det er uden tvivl det bedste måltid vi har fået i Sydamerika indtil videre!
I morgen tager vi en natbus til Arequipa, hvor der skulle være flotte bjerge og kløfter samt en del udflugtsmuligheder.
Cuenca (18-19. juli)
d. 18. (Cuenca)
Hostallet vi sover på ligger desværre lige ved siden af Cuancas største kirke, som starter kampen imod syvsoverne allerede kl. 6:30. Hefter bimpler klokkerne i 2-3 minutter nonstop med et kvarters mellemrum resten af formiddagen. Livet som (eller: iblandt) troende skal være som at gå op af bakke hele livet!
Vi bruger dagen på at gå rundt og se Cuenca i det smukke vejr, og vi får næsten solskoldninger a la Tobago. Desuden køber vi billetter fra Cuenca til den peruvianske by Piura, således at vi kan komme over grænsen. Vi ender med at købe flere sæt busbilleter, da vi læser på internettet at vi har valgt den værste, ubehageligste, mest korrupte og kriminelle grænseovergang i hele Sydamerika. Efter at have købt de billetter som skulle være mest sikre og problemløse, tager vi tilbage på hotellet og køber busbilletter videre fra Piura til Lima.
Om aftenen spiser vi på en restaurant, som på forsiden af spisekortet annoncerer, at de ikke vil servere mad for George W. Bush, Hugo Chavez og Manchester United fans. Efter middagen kan vi konkludere at fornævnte måske heller ikke er gået glip af det store...
d. 19. (Cuenca til Piura, over grænsen til Peru)
Da bussen kører allerede kl 7.15, snyder vi kirkesamfundet og står op før klokkerne ringer. Turen til Huayaquilla er fantastisk smuk, men også den mest ubehagelige indtil videre, da vi kører på smalle grusveje ud til dybe kløfter. Der er ikke mange centimeter ud til kanten og buschaufføren lader ikke til at tilpasse sin kørestil efter situationen. Da vi møder en lastbil der skal passerer er vi nødt til at bakke tilbage af den smalle grusvej med døden på vores venstre hånd. Heldigvis var det lastbilen der skulle passerer uden om os.
I bussen snakker vi med en englænder der har rejst alene rundt i Ecuador i nogle måneder. Han er teknisk 3d-designer i New Castle og har ikke læst om døds-grænsen der venter os.
Vi skifter bus til det såkaldte ”CIFA” der har specialiseret sig i tryg grænseovergang ved Huayaquilla, før vi vi når grænsen. Bussens vinduer er så snavsede at man næsten ikke kan se ud ,og der lugter fælt af urin og sved. Dog er grænsebyerne helt ufatteligt forarmede og grimme, så den manglende udsigt er egentligt meget belejlig. Bortset fra forskellige mennesker der alle vil have fat i vores pas for uofficielt at hjælpe os gennem den lange kø, går grænsekrydsningen dog rimeligt udramatisk, og vi kommer på bussen til Piura igen. Landskabet mellem grænsen og den peruvianske by Piura er vist det der hedder ”Wasteland” på engelsk. Det er ørkenagtigt, men alligevel ikke så charmerende og eksotisk som ørken.
Ankomst til Piura omkring kl. 19 er ret hektisk, der er mennesker og travlhed over alt. En taxa bringer os til et hotel vi har fundet i guidebogen. I taxaen er også et ecuadoriansk kærestepar fra Quito, som Keyla snakker med, og bla. får en kontakt i La Paz.
Hotellets personale vil gerne være fine og udstråle eksklusivitet. Mest består det dog i at opføre sig arrogant og uinteresseret over for kunderne.... Hotellets restaurant byder på nogle ekstremt salte og gennemstegte fisk.
Vi vil egentligt gerne sove tidligt, men vores nabo har skruet sit fjernsyn op på højeste blus, og rummene er virkeligt skidt lydisoleret. I løbet af natten slukker fjernsynet dog, og vi falder i søvn.
Hostallet vi sover på ligger desværre lige ved siden af Cuancas største kirke, som starter kampen imod syvsoverne allerede kl. 6:30. Hefter bimpler klokkerne i 2-3 minutter nonstop med et kvarters mellemrum resten af formiddagen. Livet som (eller: iblandt) troende skal være som at gå op af bakke hele livet!
Vi bruger dagen på at gå rundt og se Cuenca i det smukke vejr, og vi får næsten solskoldninger a la Tobago. Desuden køber vi billetter fra Cuenca til den peruvianske by Piura, således at vi kan komme over grænsen. Vi ender med at købe flere sæt busbilleter, da vi læser på internettet at vi har valgt den værste, ubehageligste, mest korrupte og kriminelle grænseovergang i hele Sydamerika. Efter at have købt de billetter som skulle være mest sikre og problemløse, tager vi tilbage på hotellet og køber busbilletter videre fra Piura til Lima.
Om aftenen spiser vi på en restaurant, som på forsiden af spisekortet annoncerer, at de ikke vil servere mad for George W. Bush, Hugo Chavez og Manchester United fans. Efter middagen kan vi konkludere at fornævnte måske heller ikke er gået glip af det store...
 |
| Fra Cuenca |
d. 19. (Cuenca til Piura, over grænsen til Peru)
Da bussen kører allerede kl 7.15, snyder vi kirkesamfundet og står op før klokkerne ringer. Turen til Huayaquilla er fantastisk smuk, men også den mest ubehagelige indtil videre, da vi kører på smalle grusveje ud til dybe kløfter. Der er ikke mange centimeter ud til kanten og buschaufføren lader ikke til at tilpasse sin kørestil efter situationen. Da vi møder en lastbil der skal passerer er vi nødt til at bakke tilbage af den smalle grusvej med døden på vores venstre hånd. Heldigvis var det lastbilen der skulle passerer uden om os.
 |
| Fra mod piura |
I bussen snakker vi med en englænder der har rejst alene rundt i Ecuador i nogle måneder. Han er teknisk 3d-designer i New Castle og har ikke læst om døds-grænsen der venter os.
Vi skifter bus til det såkaldte ”CIFA” der har specialiseret sig i tryg grænseovergang ved Huayaquilla, før vi vi når grænsen. Bussens vinduer er så snavsede at man næsten ikke kan se ud ,og der lugter fælt af urin og sved. Dog er grænsebyerne helt ufatteligt forarmede og grimme, så den manglende udsigt er egentligt meget belejlig. Bortset fra forskellige mennesker der alle vil have fat i vores pas for uofficielt at hjælpe os gennem den lange kø, går grænsekrydsningen dog rimeligt udramatisk, og vi kommer på bussen til Piura igen. Landskabet mellem grænsen og den peruvianske by Piura er vist det der hedder ”Wasteland” på engelsk. Det er ørkenagtigt, men alligevel ikke så charmerende og eksotisk som ørken.
Ankomst til Piura omkring kl. 19 er ret hektisk, der er mennesker og travlhed over alt. En taxa bringer os til et hotel vi har fundet i guidebogen. I taxaen er også et ecuadoriansk kærestepar fra Quito, som Keyla snakker med, og bla. får en kontakt i La Paz.
Hotellets personale vil gerne være fine og udstråle eksklusivitet. Mest består det dog i at opføre sig arrogant og uinteresseret over for kunderne.... Hotellets restaurant byder på nogle ekstremt salte og gennemstegte fisk.
Vi vil egentligt gerne sove tidligt, men vores nabo har skruet sit fjernsyn op på højeste blus, og rummene er virkeligt skidt lydisoleret. I løbet af natten slukker fjernsynet dog, og vi falder i søvn.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)