Arequipa, del 2

30. juli (Capanaconde til Arequipa)

Om morgenen har vi begge to fået dårlig mave, så vi indtager præventive skidestop-piller før 8 timers turen med lokalbussen. Vi skal nå bussen kl. 11 og går derned i god tid, da diverse guidebøger beretter, at man næsten skal i fysisk slåskamp for at få plads (også selvom man har købt billet på forhånd).

Siden vi for et par dage siden hørte, at en lokalbus på den strækning vi skal køre, er styrtet ned, og en del mennesker er blevet dræbt, har vi gruet ret meget for turen. Vores bange anelser på opturen var åbenbart ikke helt ubegrundede, og vi har er ud sagt småbange for at skulle køre med lokalbussen igen. Til vores store held ser vi nogle minibusser (som kører arrangere guideture), og Keyla går rundt og spørger om vi kan få en plads et sted.

Vi får plads på en firhjulstrækker der er ombygget til minibus. Den første lange strækning indtil frokost er bussen tom, og vi får snakket en del med den engelsktalende chauffør ”Raul”, som en flink fyr og en rolig chauffør.

I Chivay (stedet med de mange indianere og den toilettrængende pige) stopper vi og får god mad på en vejkro. Efter maden beder Raul os vente mens han kører væk og ordner sit dæktryk. Det undrer os en del, da vi har parkeret på en tankstation ved siden af en dæktryks-automat. Keyla får taget et billede sammen med nogle små piger i nationaldragt og en Alpaca (en slags lama). Morten defilerer i pendulfart frem og tilbage mellem mødestedet og kroens toilet for at være sikker på at være helt”tørlagt” inden den lange køretur begynder.

Vores rygsæk ligger i bussen, og da Raul har været væk i over en time, begynder konspirationsteorierne at dukke op: Hvordan kan det være, at der slet ikke var andre passagerer med bussen? Hvorfor skulle vi ikke betale noget for at køre med? Hedder Raul i virkeligheden Raul?Hvorfor var ”Raul” så ivrig efter at fortælle os, at vores rygsæk lå så sikkert i bussen, og vi ikke behøvede tage den med på restauranten?... …. …

Efter mange spekulationer kommer Raul tilbage med minibussen. Han er blevet ringet op og bedt om at hente nogle turister i nærheden, som skal køre med os. På vej tilbage til Arequipa stopper vi ved et par udsigtspunkter. Desværre er der så koldt p.ga. højden (4000 m.o.h), at man ikke kan holde ud at være udenfor bussen i mange minutter af gangen.

Tilbage i Arequiba finder vi Posada Castillo, hvor vi før har sovet, og får et værelse. Denne gang får vi (uden ekstrabetaling, håber vi) en luksussuite med spabad (der dog ikke virker, men det er tanken der tæller), og stue/soveværelse-alrum, og en seng på størrelse med en badmintonbane. Mortens maveproblemer er ved at være væk, men Keyla har det stadig skidt med kvalme, opkast og diarre.


31. juli (Arequipa)

Keyla er stadig syg og vi er generelt lidt trætte af Arequipa og af sydperu i det hele taget. Her er tørt og goldt uden for byerne og larmende og snavset inde i byerne. Luften er ufatteligt tør, så hele ens åndeapparat gør ondt når man har sovet. Resten af vejen til La Paz, hvorfra vi har flybillet om 12 dage, byder på det samme, eller værre, landskab. Vi fantaserer os tilbage til Tobago, og håber at Brasilien er ligesådan. Det hjælper heldigvis lidt på humøret at Skype med familien i Danmark og Sverige.

Inde i byen forsøger vi at få billetter til Cuzco (en anden, og meget berømt, bjergby i Peru), samt Puno. På grund af nogle strejker er busserne desværre fyldt op de næste par dage, men det lykkedes heldigvis at få billetter til Cuzco om 2 dage. I byen ser vi et lama-ulds-museeum før vi tager tilbage til hotelværelset og slapper af. Keyla har det ret dårligt, men heldigvis er det ikke de værste omgivelser at være syg i, hvis det endelig skal være.

Efter at have småsovet om eftermiddagen begiver vi os ind til byen for at spise. Keyla har fået det lidt bedre. Vi har set at byens stormagasin har en billig buffet på 1. salen, som ser forholdsvis pæn ud. Isoleret set er maden nok noget af det bedste vi har fået i lang tid, men omgivelserne er ret forfærdelige. Der er neonrør, plasticmøbler, spilleautomater, to forskellige fjernsyn der kører, børn der skriger og generelt bare larm, larm, larm. Der sidder en hel del peruvianske par – det må åbenbart være hér man tager ud, når man rigtigt skal hygge sig på en lørdag aften som i dag...

Da det ikke er specielt hyggeligt, og Keyla ikke er på toppen, forlader vi hurtigt stedet og går hjem. Keyla kaster op et par gange imens vi går. På badeværelset har vi sygescene: Keylas diarre og opkast bliver akkompagneret af Mortens efterhånden tyndslidte blodnæse der går amok i den tørre bjergluft. Vi føler os meget ynkelige.

Da vi har fået styr på væskerne ser vi film på computeren (”2012” - amerikansk film om jordens undergang med Zlatko Buric i næsten-hovedrollen!).

1. august (Arequipa)

Keyla er stadig syg og sengeliggende, og Morten bruger dagen på at skrive blog og ordne billeder. Om aftenen går vi til byen, og Keyla har fået det så godt, at vi vover at spise en pizza på ”Nanos pizzaria”. Hjemme igen ser vi film, ”The Hills have eyes”. Det er en virkeligt uhyggelig splatter-gyser, om nogle vanskabte kannibaler i den mexikanske ørken, som fanger og spiser tilfældige vildfarne turister. I løbet af filmen får vi skruet lyden mere og mere ned, og flyttet computeren længere og længere væk fra os. Se den aldrig! For at få ro på nerverne før vi skal sove, bliver vi nødt til at se en Disnyefilm (”Skønheden og udyret”).


2. august (Arequipa)

Keyla har fået det meget bedre, omend hun stadig har en del luft i maven. Vi får hentet vasketøj, og ordnet ting på internettet før vi tager bussen imod Cuszo.