Cusco

d. 2. august

Keyla har fået det meget bedre, omend hun stadig har en del luft i maven. Vi får hentet vasketøj, og ordnet ting på internettet før vi tager bussen imod Cuszo.
I byen besøger vi en café hvor vi har set en fancy kaffested, på højde med Starbucks, de skulle angiveligt have wifi til deres gæster. Vi køber fancy æblejuice og en fancy flaske vand (uuuh!), så vi kan bruge nettet til at skype, uploade billeder og tjekke de sørgelige rester på vores netbank. Desværre kan vi ikke få skidtet til at virke – det ser ikke ud til, at deres trådløse sender er tændt. Flere gange får vi fat i servitricen, og Keyla er lidt sur over, at hun tillader sig at gå på toilettet, når vores internet ikke virker. Frække indfødte! Vi prøver begge at forklare dem, at det altså IKKE virker, men de peger blot på deres kasseapparat som jo tydeligvis virker.... yes sire, hvis dét virker, så virker det trådløse internet jo også. Vi betaler den gastronomiske regning for vandet og æblejuicen, og forlader stedet med uforettet sag. Senere viser det sig, at det er vores egen computer som har haft slået netværkskortet fra...
Kl. 20 tager vi Cruz del sur–bussen mod Cusco, hvor vi har fået plads helt oppe foran på 1. sal, således at vi kan holde øje med chaufførens kørsel, desværre. Ved siden af os sidder en yderst nørdet amerikansk udgave af mr. Bean , som hiver sin ene elektroniske gadget op efter den anden, pakker 5+ tasker frem med forskelligt mad og udstyr, før han formummer sig i mørklægningsbriller og letvægtstæpper. Maden er i modsætning til tidligere rejser med samme selskab virkelig trist (uristet pølsebrød sparsomt belagt med tørrede kyllingetrevler på et leje af bakterier). Keyla som pga. maveinfektion kun har fået kiks i flere dage, falder i søvn og taler i hvilelse om kartoffelsalat og frikadeller. Morten kan ikke sove, fordi hans ben ikke kan være i bussen, og fordi mr. Bean demonstrativt trækker sit gardin fra, fordi han ikke behøver det, da han jo har mørklægningsbriller. Så er det smart, at han lige kan se ud af vinduet, når han vågner i morgen uden først at skulle besvære sig med, at trække gardinet fra. Rigtigt dejligt, at han har de der mørklægningsbriller.

d. 3. august.
K.l 5 om morgenen bliver vi meget trætte sat af på en virkelig kold og mørk busstation. Keyla har diarré, og vi finder bus”terminalens” toilet, dvs. et skur, og væskerne får endelig lov at flyde. Efterfølgende finder vi en taxa – vi skal køres til et anbefalet hostal, som vi har fundet på Tripadvisor. Undervejs fortæller taxachaufføren om alle sine geshæfter: han er taxachauffør, rejsearrangør og hostalejer. Hver gang vi kommer til at røre ved emnet, får vi en meget lang, insisterende på grænsen til truende, fortælling om, hvor fantastisk hans hostal er – i modsætning til det arve skidt, som han er ved at køre os til....Fremme ved hostallet, er der ingen ledige værelser, så fælden er klappet.... Selvom vi har flere steder på vores liste vi egentlig gerne vil se først, får chaufføren os overtalt til, at tjekke hans sted ud. I en lille brostensbelagt gyde, stopper han og hiver vores bagage ud, før vi overhovedet får kigget os omkring... ikke noget med at stikke hovedet ind og sige høfligt nej tak. Vi kan få et 4-mandsværelse med ½ mm tyk papvæg direkte ud til receptionen. Da han har lukket døren, og vi kan tale frit, beslutter vi at gøre som vi så succesfuldt har gjort før: vi flygter!
Taxachaufføren aka. ”bossen” er væk, og kun hans kumpan står i receptionen. Da han er både mindre og færre end os, tør han ikke holde os tilbage (faktisk er han meget flink: dvs, han virker lidt ligeglad). På gaden finder skuler vi efter ”bossen” før vi prajer en taxa: den mindste blikspand vi kan finde (erfaringen viser, at de normalt er de ærligste og mest hjælpsomme). En sådan bil stiger man ikke ind i. Man tager den på. Bilen er på størrelse med en middelstor kummefryser, og bagerummet er ikke eksisterende, så Keyla sætter sig først på bagsædet, før Morten læsser bagagen ind over hende. Fyren får bragt os til det næste hostal på vores liste (vi har ingen idé om hvor det ligger, og det viser sig at ligge godt uden for byen). Kl. er ved at være halv syv da vi bliver sat af. Desværre er ejeren af hostallet ikke stået op, så vi lader taxaen kører og venter. Ingen rum ledige her heller. Den ældre dame fortæller, at det ligger noget i nærheden, i det villakvarter vi er. Keyla snakker med en masse flinke mennesker, men ingen har plads til os. Ingen ledige pladser her. Måske er der turist-tæling i byen.... Desillusionerede finder vi en morgenmadscafé, således at vi kan søge efter ly for natten under ordentlige forhold. Da de gode anmeldelser af Hostal på Tripadvisor tiltrækker de uendeligt mange turister, søger vi nye veje. Lonely planet anbefaler ”Hospedje Inca, som et sted hvor andre desperate turister er endt i mangel af bedre. En taxachauffør kører os så langt han kan, før vi må stige af, og gå resten af vejen med vores bagage.
Stedet er fint og åbent, har en flot udsigt over byen og ok rum hvor et skilt med ”do not dirty the walls” pryder væggen. Efter at have snakket lidt med værten, beslutter vi os for, at købe busbilletter til en by nogle timers kørsel fra Cusco: Skt. Terasa. Herfra skulle man angivelgit kunne gå til Macho Pichu af en mindre turistet rute, samt besøge nogle naturlige varme bade – lige noget for os. For ikke at blive snydt på vejen derhen, spørger vi turist-politiet (som står i en klynge og ryger), hvad de mener man skal give for en taxatur derhen, således at vi ikke bliver over-charged. En fyr bryder ud af gruppen, og nægter at tale spansk med Keyla: han kan nemlig snakke engelsk – og det skal ikke forbigås ubemærket af vennerne. Vi får at vide, at det nok koster 30 soles at køre til busterminalen...Gad vide om den overhovedet ligger i Cusco?! Fyren gentager prisen 2 gange på engelsk og til sidst på spansk, da vi ser lidt måbende ud. Nede på gaden finder vi en taxa, som tager 3 soles for turen... fino.
Busterminalen er et gedemarked: der er 15 + forskellige firmaer, som sælger busser til de samme ruter (godt med noget konkurrence, bemærker Morten). Ca. halvdelen af sælgerne vil ikke sælge os billeterne, da vi alligevel ikke vil nå frem (eller tilbage) pga. en vejblokade, der drejer sig om gaspriser. De resterende vil gerne sælge os billetten... Da vi også har hørt om balladen fra vores taxachauffør, vælger vi ikke at købe nogle billetter. Tanken om at sidde indespærret i det peruvianske mars-landskab imens vores fly letter imod Brasiliens velsmagende køkken og hvide sandstrande huer os ikke rigtigt. Vi får en taxa til en anden busterminal, hvorfra vi kan få billetter mod La Paz og Bolivia.
Efter at have snakket med forskellige sælgere, som skiftevis vil og ikke vil sælge os billeter imod La Laz pga. blokaderne, begynder vi at blive bekymrede over, om vi slipper ud af Cusco og Peru. Keyla snakker bl.a. med en lettere skizofren dame, som først vil sælge os billetter og da vi siger ja bliver lettere indigneret over hvordan vi kan tillade os at ville købe billetter til noget der ikke er muligt...
En fyr sælger billetter til et boliviansk busselskab som vil forcere blokaderne i ly af mørket, hvilket vi sætter vores penge i. Glade (men dog også lidt bekymrede) tager vi afsted tilbage til centrum: nu kan vi se en ende på lidelserne.
Cusco viser sig dog, ikke at være repræsentativ for det Peru vi ellers kender: byen er flot, trafikken er ikke så slem og der er faktisk enkelte træer og et snedækket bjerg i horisonten.
Om aftenen besøger vi en restaurant som godt nok er lidt dyr for os, men den har fået rigtigt gode anmeldelser på Tripadvisor, samt har en flot hjemmeside med både vision og mission. Det konkrete resultat var lidt skuffende: en udvidet version af ris og kylling, krydret med en enkelt oliven og uhyggeligt store cifre på regningen.

d. 4. august

Vi sover godt i ”jordhulen” og vågner op næste dag, opsatte på at vride mest muligt ud af Cusco. Efter morgenmaden (skorper med magarine som står på hylden hele dagen), og færdigkomponering af Keylas madlægnselssang, går vi imod et udsigtspunkt hvor der også skulle være nogle inka-ruiner.
På vejen falder Keyla i snak med en ældre mand, som kan arrangere en billig ridetur for os.
Vi hopper på den. Han taler om at komme væk fra turisterne og se fjerne uopdagede incablokke, panorama udsigter og ægte peruvianske højsletter. Morten vil gerne løbe ved siden af, da han er bange for at sidde på en hest (tænk over, hvad der skete med den fyr, der spillede supermand... supermand endda!). Hestene er små, forsikrer manden. Varmen, mavepinen, og den iltfattige luft bevirker at Morten bliver mør til hesteryggen efterhånden som vi nærmer os folden. Mens vi venter har Morten kraftig mavepine, og hestefyren tror det er nervøsitet og beroliger og beroliger. Da Keyla fortæller fyren, at Morten har maveproblemer, slår han over i jokes omkring diarré og de mange skide-muligheder man har i naturen når først turen er startet.
Hestene starter uden problemer, og en ung mand bevæbnet med en afbrækket pind gelejder os ud på den 2 timer lange ridetur. Heldigvis har han meget sjældent brug for kviste-pisken, idet hestene selv kan hele vejen. Keylas hest, som går forrest, prutter fælt og kontinuerligt og Mortens hest vrinsker dramatisk dertil. Langsomt går det afsted, først stejlt opad og derefter på grusvej gennem en slette. Faktisk er vi rigtigt glade for turen, det er virkeligt lækkert at komme lidt væk fra gadesælgerne og ud i noget rigtigt natur. Halvvejs stopper vi, og får vandet hestene pga. varmens imens vi tager et kig på nogle ruiner. Tilbage i byen går vi på Macdonalds ved torvet og får noget vestligt, masseproduceret industrimad til vores sarte maver – herligt.
Vi driver lidt rundt i byen før vi vandre op til hostalet på toppen af byen for at slappe lidt af. Om aftenen finder vi en, stedet taget i betragtning, billig indisk restaurant (som udefra lignede en eksklusiv turistfælde), der laver næsten lige så god indisk mad som Café Delhi. Ved måltiddets afslutning ankommer to svenskere til restauranten og vi smider de sidste bidder indenbords før vi hastigt forlader stedet.
Opstemt af de mange penge vi har sparet, tager vi på en fancy tapas-bar for få en varm chokolade og en øl. Mens vi drikker kan betragter vi køkkenet, der ser så godt ud, at vi bestiller bord næste dag.

5. august.

Vi tjekker vores mail, og undrer os over, at vi stadig ikke har fået bekræftelse på ombooking af vores hjembilletter fra Brasilien, således at vi kommer hjem d. 25 i stedet for d. 1. september. Da vi efterhånden synes det er lidt mystisk, ringer vi til selskabet, som åbenbart alligevel ikke har ombooket billetterne. Hvis vi vil hjem før, skal det i så fald være d. 18. august, og det skal være fra den brasilianske kystby Salvador. Fortvivlelse og armod.... Vi læser lidt om Salvador på internettet, der lader til at være en flot by med både strand, musik, mad og gamle huse. Uret tikker og billetterne d. 18. risikerer at blive udsolgt, så vi tager en hurtigt beslutning og siger ja til tilbuddet (ikke nogen let beslutning!). Da vi nu skal flyve hjem fra Salvador i stedet for Rio, og ikke har tid til at leje bil, skal vi købe indenrigsbilletter fra Sao Paulo til Rio og igen fra Rio til Salvador. På trods af at kalender viser 2010, viser det sig at være næsten umuligt: De brasilianske flyselskaber har ikke oversat deres sider til engelsk, så vi gætter os gennem diverse uforståelige forkortelser, før vi til sidst får døds-beskeden: Vi kan ikke betale for flybilleterne uden et brasiliansk VISA-kort.
Vi ender med at have brugt mere end 4 timer på øvelsen samt besøge forskellige udenlandstelefoni-kiosker for at ringe direkte til flyselskaberne, før vi giver op og køber identiske flybilletter til 3-dobbelt pris igennem et canadisk rejsebureau. Desuden må vi, og opgive Rio og flyve direkte til Salvador.
Til frokost besøger vi Kapitalismens Højborg aka. Macdonalds igen, denne gang står den på ”super pollo burger”. Længslen efter at spise noget hvor man kan regne med at ens mave overlever er blevet stor. Den afsky man ellers kan have ved tanken om Maccens burgere er helt forsvundet og erstattet af en fryden over det kliniske måltid og længslen efter normale toiletbesøg.
Vi defilerer rundt i byen og kigger lidt på turistbutikkerne.
Om aftenen tager vi til Cicciliano. Gourmet-mad!! Vi bestiller begge en foret og endda rødvin. Keyla får laksetatar med sprød kiks af yuca og sesam, samt mild wasabi dressing. Morten får grilllede rejer og blæksprutte med chili anrettet på en rede af hjemmelavede risnudler. Det hele serveres fantastisk flot. Til hovedret vælger Keyla en anbefalet Ossobucco, der er lavet med en mørkølssovs – numenum – dertil tre hjemmelavede kæmperaviolier med kreativt fyld (nødder, mynte, ost). Morten får en pastaret med hjemmelavet pasta og kyllingestrimler pyntet med fintristede hvidløsskiver og peberfrugter. Vi føler os som baronesser og konger mens vi skåler for det danske SU-system. Mætte og utætte slentrer vi tilbage til jordhulen, hvor vi ser en disney-film (Find Nemo). Undervejs forædler Morten luften med en række stadig styggere og styggere fjærter (”Men Keyla, det er goumet-prutter!”). Som altid bliver hybris afløst af nemisis og overlegenheden forvandles til rædsel: Der er sovs (eller ”sauce”.... trods alt gourmet). Delikatesserne fra den italienske udgave af Noma er på rekordtid blevet hovedpersoner i et drama, som rettelig hører til i den mexikanske golf. Keyla ser film under hovedskælvet, mens vi venter på at uvejret aftager så meget, at det er forsvarligt at gå i seng. Morten kryber i ”nødposen” af frygt for ødelægge sin silkepose. Det bliver en lang nat, hvor hver eneste knurren i maven varsler endnu et fatalt mudderskred i Cusco. Langsomt går op for Morten, hvorfor skiltet med ”Do not dirty the walls” er sat op.

d. 6. august

Morten er blevet rigtig syg, og da vi først skal rejse videre mod Copacobana i Bolivia kl. 22. om aftenenen, lejer vi værelset en dag mere, så vi har adgang til et toilet og en seng. Om formiddagen besøger Keyla byens store kirke og det lokale bageri imens Mortens knurrende mave vogter over kummen.
Vi får pakket af, og bevæbnet med skidestop-piller bevæger vi os imod Mac'en, hvor vi vil indtage vores måske sidste måltid, før vi krydser grænsen til Bolivia natten til lørdag.
I busterminalen er der noget forvirring omkring, hvordan vi skal fortsætte rejsen. Billetsælgeren fortæller os, at vi ikke skal tage den officielle bus, men derimod en minibus han har arrangeret specielt til os. Det undrer os jo en del, da der holder en stor bus hvor der står ”Copacabana” på, og vi står sammen med en del backpackere, som skal med netop denne bus. Efter Keyla flere gange har prøvet at finde ud af, hvorfor det lige er, at vi ikke skal med den store bus, får vi at vide at det skal vi da også. Billetsælgeren er rigtig flink og giver os en del soles for at transportere en pose vaskepulver, vi skal tage med til hans tante i Bolivia, da det åbenbart er rationeret dér. Det bliver en lidt hård nat i bussen, da der ikke er nogle gardiner eller noget benplads.