Copacobana (Bolivia)

d. 7. august.

Omkring kl. halv seks stopper bussen i på en meget øde højfjelds-slette tæt på grænsen til Bolivia. Os der skal over grænsen bliver gennet ud i den frostkolde morgenbjergluft og over i en minipus, der er så smadret, at man ikke skulle tro den kunne køre. Vi er en 10-12 backpackere + chauffør + 2 indianere + billetkontrollør i minibussen. Efter at have kørt en 20 minutters tid på grusvej, slår chaufføren et skarpt sving og kører ind over en mark- han kan en genvej over grænsen, så vi ikke skal holde i kø sammen med den almindelige trafik, viser det sig.
Da mark-racet er slut efter en halv times tid, dukker vi frem i en grænseby som nærmest syder af uærlighed. Vi er smadrede, trætte, kolde og tisse-eksplosionsfærdige efter 10 times bus-kørsel og hopper derfor på chaufførens råd om, at vi skal veksle alle de penge vi har i grænsebyen, da der ikke er nogen hæveautomat i Copacabana (hvilket selvfølgelig er løgn, viser det sig). Efter at have vekslet til temmelig ringe kurs, bevæger vi os ind på ”imigrationskontoret”, hvor vi til vores fuldstændige overraskelse bliver mødt af en smilende og overskudsagtig bureaukrat. Nu er der kun 15 minutters kørsel i en anden minibus før vi er i Copacobana, som ligger ned til Titti-Cacca-søen, som er en af verdens højest søer.
Vi bliver sat af bussen ved (gede)markedet i Copacobana: Overalt sælges fordærvet mad, farvede små blade til at kaste rundt med, og lokal æblevin (hmm, de har da ikke æbler heroppe i bjergene?!) som indianerne drikker sig fulde i. Hurtigt forlader vi markedet for at søge asyl på et af de hoteller vi på forhånd har fundet på internettet. Desværre er de begge to helt optaget, så vi indlogerer os på hotel Utoma. Det viser sig faktisk at være ganske heldigt, da det er billigt med store, stille værelser og en meget flink og hjælpsom receptionist. Fra tagterrassen kan vi se ud over søen, der virker som et helt hav. Vi får et længe ventet bad under hotellets elektriske bruser (et apparat som opvarmer vand fra koldvandshanen i det øjeblik det kommer ud af bruseren) og bevæger os ned til vandet, hvor vi vil gå langs stranden og ud for enden af bugten.

Det meste af bugten ligner resterne af Roskilde Festival. Jorden er dækket så meget med fæces, glaskår, bleer og brugte kondomer, at det er svært at gå, uden at hænge fast i det. Oven på bærmen er parkeret biler udsmykket med plastickranse, farvede plasticblade, hatte, maskotter og fastklistrede æblevins-flasker (!). Morten kommer i tanke om, at han har læst i Lonely Planet, at der i den foregående uge har været en såkaldt bil-velsignelsesfestival hvor folk kommer kørende fra hele Bolivia og Peru for at få velsignet deres biler. Fulde indianere drikker øl og deler æblevin med deres biler imens forskellige ghettoblastere kæmper om at beherske luftrummet. Lokalkolorit så det vil noget. Det her er tydeligvis lokalbefolkningens egen lukkede fest, og ikke et sted for turister, så vi bevæger os gennem sceneriet så hurtigt vi kan og ud langs bugten. Desværre er bugten ikke så indbydende tæt på som på afstand. Selvom vi efter en lille kilometer er kommet fri af festivalpladsen, flyder det med mange års affald, og vi har ikke rigtigt lyst til at stikke fødderne i vandet. Længere ude endnu har en europæisk pige og en sydamerikansk backpacker slået deres lille telt op i skraldet og sidder på nogle slidte madrasser og klimpter 70'er sange på en guitar der mangler flere strenge. Vi går længere endnu, men da det flotte aldrig rigtigt kommer, sætter vi os og spiser nogle meget tørre boller vi har købt af en indianer, inden vi går tilbage langs kysten til hotellet. Keylas er meget sulten, men hun han ikke udstå mere tørt brød.
På hotellet køber vi af receptionisten færgebilletter til Isla del Sol (”Soløen”), hvor man kan gå en heldagsvandretur og se på inkaruiner og beskue Titti-Cacca-søen fra øens højdedrag. I foyeren er der en plakat der advarer gæsterne om at besøge byen i denne uge, pga. festivalen, idet der er mange fulde chauffører på vejene og mange langfingrede personer, som festivalen tiltrækker fra nær og fjern. Det helt rigtige tidspunkt vi er kommet på. Vi tager endnu et bad på hotellet, da vi føler os temmelig beskidte efter fæces-marathonen på stranden.
Om aftenen spiser vi på en restaurant der hører til et af de hoteller, vi ikke kunne få plads på. Det er lidt synd for tjeneren synes vi, da der er temmelig mange gæster og kun ham til at betjene dem. Maden er er ok, og i hvert fald meget billig. Til gengæld betaler vi omkring hundrede kroner da vi henter vores vasketøj - men vaskepulveret er jo også ret dyrt i Bolivia, har vi fået at vide.
Vi pakker vores taske til heldagsturen næste dag, og går tidligt i seng.

d. 8. august.

Vi bliver vækket kl. lidt over 5 af en radio der spiller noget gennemtrængende march-musik Hotellets morgenmad er virkelig omfattende, men vi får lidt et skår i glæden da vi snakker med en af hotellets andre gæster, en amerikaner, som fortæller at hans spejl-æg blev tabt på gulvet og forsøgt serveret igen.... Efter morgenmad bliver vi hentet af en minibus som skal bringe os de 125 meter fra hotellet og ned til havnen hvorfra turistbåden til øen afgår. I bussen snakker ved med den ældre amerikaner fra restauranten. Han skal rejse rundt i et helt år alene, og tager sig god tid til alle stederne. Så vidt vi kan forstå har han ikke rigtigt nogen familie, så han har gjort det til en sport at rejse verden rundt. På trods af sin alder og morfar-agtige fremtræden, er han en af de mest ægte backpackere vi har mødt: Det billige hotel er for dyrt, han vasker ikke sine bukser men vender dem om, og har ingen penge til bussen.
Båden vi skal sejle med minder lidt om en overdækket kanalrundfartsbåd med plads til passagerer på taget også. Desværre er vi lidt sent på den, så vi får ikke plads på taget. Udsigten er flot alligevel, men det er lidt svært at tage billeder gennem plexiglasruderne. Efter en times tid undrer vi os over, at vi ikke er fremme endnu, da vi har fået at vide, at turen skal tage 45 minutter. Det må åbenbart være en fejltagelse, for den tager to timer, viser det sig. Det er fascinerende at sejle på søen, på en eller anden måde virker den utroligt gold, men der er Himalaya-agtige bjerge i det fjerne. Vi bliver sat af i den nordlige ende af Isla del sol sammen med de andre turister. Vi beslutter os for, at vi vil gå de ca. 3 timer til sydenden af øen for at blive samlet op dét, i stedet for at tage den samme båd hjem igen.
Før vandreturen kan man gå op til nogle gamle ruiner, så vi køber diverse turistbilletter og går deropad. Luften er småkold, men solen er virkelig skrap, så gennemsnitligt er det udholdeligt. Et par gange er vi ved at blive indfanget af en guide som vil have os med i sin gruppe, men det lykkes os at stikke af hver gang.
Ruinerne ligger flot placeret med udsigt ud over det golde hav og nogle meget hvide, og givetvis meget kolde, strande. Der er nogle næsten-labyrinter, som man næsten kan fare vild i. Vi spiser vores kiks og vand før vi forlader ruten og går ud på vandreturen. Umiddelbart før vi når startpunktet møder vi endnu en gang guiden som prøver at overtale os til at følge med ham i stedet for at gå turen.
Turen er lidt stejl, men i 4 km over havet bliver man meget let forpustet. Vi går på midten af øen på en højderyg og kan se søen på begge sider. Efter lidt tid møder vi to canadiske backpackere som vi delte grænseovergangsminibus med på ved til Bolivia. Nicolas og Kelly er fra henholdsvis Montreal og Quebec og er rigtigt flinke, så vi ender med at sludre med dem hele turen. De har solgt deres hus og er på en mere end ét år lang verdensrundrejse, som bl.a. involverer teltferie i Afrika. Desværre har de billet til en anden turistbåd end vores, så vi siger farvel og aftaler at mødes på det lokale marked, hvilket dog aldrig lykkes.
Tilbage i byen går vi på internet cafe (med computere og tilhørende internetforbindelse fra før 2. verdenskrig) for at bekræfte vores flybilletter og finde overnatning i La Paz. Morten får en akut diarré-på-vej-fornemmelse, forlader stedet og løber gennem byen mod hotellets toilet, før han i sidste sekund når frem til kummens velsignelser. Morten tager bad, og falder i søvn på sengen... vågner op efter en time, og undrer sig over at Keyla ikke er kommet tilbage. Det er blevet mørkt, og Copacabana er ikke et sted for sarte sjæle, så Morten bliver bekymret.... og småsur.....På vej ud af hotellet møder han Keyla der er faldet i en tidslomme foran computeren og har glemt verden omkring sig. Pga. mavepine og diarre dropper vi aftensmaden, og ser en disneyfilm ("Cars"). Efter filmen har vi meget ondt af os selv, og sjæler bananer i receptionen som vi kan supplere kiksene med. Imens vi indtager vores faste-måltid fantaserer vi om morgenmaden i morgen, der bliver større og lækrere jo mere vi tænker på den.